På et af bostederne hører man en beboer råbe om hjælp uden at blive hørt, mens en beboer på et andet bosted slår sit hoved ned i et bord, mens en ansat sidder og ser Netflix.
”Det er forfærdelige forhold, beboerne oplever. Sådan noget må ikke finde sted på tilbud til vores børn, forældre og søskende, som har brug for omsorg,” siger forbundsformand i FOA Mona Striib i en pressemeddelelse.
Selvom dokumentaren chokerer, så er Mona Striib dog ikke overrasket over forholdene.
I en undersøgelse fra FOA, svarer 43 procent af medarbejdere på det sociale områder, at de ugentligt oplever et eller flere tegn på forråelse på deres arbejdsplads.
Ingen søger ind i fag, hvor pleje og omsorg til mennesker er omdrejningspunktet for at lade beboerne i stikken.
”Ingen søger ind i fag, hvor pleje og omsorg til mennesker er omdrejningspunktet for at lade beboerne i stikken. Det sker gradvist gennem en forråelse af kulturen på arbejdspladsen, når rammerne og antallet af kolleger konstant bliver mindre og mindre,” siger Mona Striib.
Undersøgelsen fra FOA viser, at der er en sammenhæng mellem manglende bemanding og tegn på forråelse af arbejdskulturen.
Næsten 8 ud af 10 FOA-medlemmer, som næsten dagligt oplever dårlig bemanding, ser flere gange om ugen et eller flere tegn på forråelse.
Kigger man på medlemmer, som sjældent oplever manglende bemanding, er sagen en helt anden.
Kun 2 ud af 10 af de medlemmer, som sjældnere end månedligt oplever manglende bemanding, oplever ugentlige tegn på forråelse af arbejdspladsen.
”Medlemmernes ærlige svar viser os to ting: Det er tydeligt, at for få kolleger kraftigt forværrer problemerne, men de viser også, at forråelsen kan opstå overalt – ikke kun på arbejdspladser, der oplever stort pres,” siger Mona Striib.
Mona Striib opfordrer til, at politikerne ikke reagerer på problemet ved at skabe flere krav og kontrol fra Christiansborgs side af.
”Det letteste for politikere - både lokalt og på Christiansborg, som sidder med muligheden for at handle ovenpå en dokumentar som den, vi har set nu, er at udpege de enkelte medarbejderes og reagere, som det er sket før, med afskedigelser af de enkelte medarbejdere og mere tilsyn med forholdene,” siger Mona Striib.
“Det løser bare ikke problemerne; tilsynet har været på besøg på botilbuddene,” tilføjer Mona Striib.
Kommentarer
"Løsningen er åbenhed om ressourcer og forråelse, ikke kontrol"
Beklager, Mona Striib, det er simpelthen en gang tom sniksnak.
Sandheden er, at uden kontrol, ville så godt som ingen have anet, at det overhovedet kunne stå så skidt til, og intet ville blive gjort for at forbedre tilstandene.