I mange år har jeg arbejdet med integration. Nu stiller jeg op som folketingskandidat for Socialdemokratiet.

I den forbindelse er der en dagsorden, vi skal have uddybet: Rwanda. Asylcenter. Hvad skal vi med det? 

Først en historie, fra 2012, hvor jeg arbejdede for Forsvaret i forbindelse med indsatsen i Afghanistan.

Der lå i Kabul en gade, med rejsebureauer hele vejen ned. Her kunne man købe asylrejser – dvs. rejser med menneskesmuglere til et vestligt land, hvor man kunne søge asyl. En af vores samarbejdspartnere, som selv var fra landet, gik en dag fra bureau til bureau, for at finde ud af, hvordan det fungerede.

Landet med de bedste offentlige ydelser

Han fandt ud af, at Danmark var det dyreste land at blive smuglet til. Det kostede omkring 100.000 kroner, fordi Danmark var det land med de bedste offentlige ydelser. Som del af salgstalen for turen til Danmark fik man udførlige oplysninger om, hvilke rettigheder man havde i Danmark (såsom gratis lægehjælp), og hvilke offentlige ydelser, man kunne få.

det havde en kæmpe social slagside.

Med i pakken fik man en historie, man kunne fortælle som sin personlige historie, og som højnede muligheden for at få asyl.

Hvorfor var det vigtigt at undersøge hvilke ydelser, de asylrejsebureauer solgte? Det var det, fordi man stod med et kæmpe problem. Det internationale samfund pumpede på det tidspunkt store summer ind i den afghanske økonomi, for at fremme genopbygningen og demokratiseringen af landet.

Hvor blev pengene af?

De forsvandt i mange retninger, men en af retningerne lod til at være asylrejsebureauerne. Det var et dobbelt problem.

For det første, fordi pengene ikke blev brugt til den genopbygning, de afghanske borgere hungrede efter.

Samtidig er historien et af mange eksempler på, hvor velinformerede asylansøgere kan være

For det andet, fordi det havde en kæmpe social slagside. I et land, hvor størstedelen af befolkningen levede for omkring en dollar om dagen, var en asylrejse til vestlige lande ikke noget, man bare kunne spare sammen til.

Det kunne kun lade sig gøre for de familier, som havde adgang til genopbygningskasserne eller havde tjent stort på opiumshandlen.

Velinformerede asylansøgere

Dette er blot et af mange eksempler på, hvordan muligheden for at få asyl i velstående, vestlige lande, kan være med til at ødelægge opbygningen af velfungerende samfund i Mellemøsten, fordi den drejer store pengebeløb og de unges energi og drømme væk fra deres egne lande.

Samtidig er historien et af mange eksempler på, hvor velinformerede asylansøgere kan være, når de vælger, hvilket land de vil rejse til. Det hørte jeg mange eksempler på allerede i 1990’erne.

Så kunne de sole sig i deres egen godhed.

Det er selvfølgelig ikke blevet mindre her i den digitale tidsalder, hvor alle er på nettet. En asylansøger fra Eritrea fortalte fornylig, hvordan han på nettet havde søgt på muligheden for at få asyl i de forskellige europæiske lande, både på eget sprog og på engelsk. Efter endt research besluttede han sig så for at vælge Danmark, hvor han da også fik asyl.

Derfor: idéen med et udrejsecenter i Rwanda er jo ikke, at der skal sendes en masse stakkels, uforvarende mennesker derned. Idéen er, at når rygtet spreder sig, at man ved at søge asyl i Danmark lander i Afrika, så vil der meget snart ikke komme en eneste.

Hattedamehumanisme

Her skal man passe på, at man ikke falder for det, jeg kalder hattedame-humanismen: at man vil måle vores menneskelighed og sociale engagement i, hvor mange vi giver asyl i Danmark. Det er at sammenligne med 1800-tallets bedre borgerskabs hattedamer, som uddelte almisser.

Så kunne de sole sig i deres egen godhed. Men for hver gang hattedamen var velgørende overfor én enkeltperson, lod hun tusind andre i stikken. Så det var jo en falsk godhed, for den bidrog ikke til at ændre de strukturer, som skabte fattigdommen. Måske bidrog den i virkeligheden til at fastholde de strukturer.

Vores asylsystem er dyrt, og asylansøgernes rejse hertil er dyr.

Socialdemokratiet har historisk netop stået for et opgør med hattedame-humanismen, og en kamp mod de strukturer, som skaber ulighed og fattigdom. Det er i den ånd, vi skal anskue den globale ulighed, som tilstrømningen af asylansøgere er et symptom på. Lige gyldigt hvor mange asylansøgere, vi giver asyl, så vil det intet gøre ved de ulighedsskabende strukturer i asylanternes hjemlande.

Tværtimod har jeg set mange eksempler på, at det er med til at forstærke ulighederne. Ovennævnte afghanske eksempel er blot et af dem. Vores asylsystem er dyrt, og asylansøgernes rejse hertil er dyr.

De penge, som både vi og asylanterne bruger på et dysfunktionelt system, ville være brugt bedre i asylansøgernes hjemlande. På genopbygning af krigshærgede områder. På uddannelse og investeringer, som kan løfte levestandard og rettigheder for de fleste i oprindelseslandene. I stedet for at bruge pengene på de få, som har råd til at komme hertil, og så lade de andre i stikken.

Vilje til at skabe forandring

Og her vil jeg bare sige til asylansøgerne: Jeg værdsætter dit gå-på-mod og din vilje til at skabe forandring i dit eget og din families liv. Samtidig synes jeg, det er trist, hvis det gå-på-mod og den vilje til forandring ikke bliver brugt til at skabe bedre forhold for de mange i dit hjemland.

Derfor giver det mening med et asylcenter udenfor Europa. (Måske i Rwanda, men det ville skulle undersøges nærmere. For selvfølgelig skal menneskerettighederne overholdes.) De beløb, det danske samfund sparer ved at få færre eller ingen asylansøgere, kan vi geninvestere i bekæmpelse af global ulighed. Gerne som win-win for Danmark.

Kig indad: er du en hattedamehumanist, hvis gode vilje er kommet til at fremme socialt uretfærdige strukturer? 

Eksempel: Vi mangler arbejdskraft. Her kunne vi opsætte udviklingsprogrammer, hvor unge fra et givent land kommer til Danmark for at arbejde og studere demokrati og danske samfundsforhold, i fx fem år.

Som del af aftalen skal samme unge mennesker derefter tilbage til oprindelseslandet i fem år, for at bidrage til at løfte landet økonomisk og demokratisk. For at fremme kønsligheden, kan man sætte som betingelse, af mindst 40 procent af deltagerne i sådanne programmer er kvinder.

For mig at se er det langt mere humanistisk at fremme uddannelse, økonomisk fremgang og kønslighed i tredjeverdenslande, end at give asyl til dem, der i forvejen er bedst stillet.

Lige til sidst en disclaimer: 

Bliver du forarget over det, jeg her fortæller dig, så vend det ikke imod dem, der allerede har fået asyl i Danmark. De har bare gjort deres bedste for at give deres børn det bedste, ligesom du og jeg ville have gjort.

I stedet, så kig indad, og kig fremad. Kig indad: er du en hattedamehumanist, hvis gode vilje er kommet til at fremme socialt uretfærdige strukturer? 

Kig fremad: hvordan kan vi sammen gøre det her bedre i fremtiden? 

Og husk, med André Gides ord: “Den gode vilje, hvis uoplyst, kan gøre større skade end ond vilje.“ Lad os sammen skabe en fremtid baseret på den oplyste, gode vilje!