De modtager generelt personer, der ikke har andre steder at bo, fordi de er i krise, f.eks. på grund af skilsmisse eller vold.
Men hvordan lever krisecentrene egentlig op til Socialdemokratiets ligestillingsmålsætning i principprogrammet: "Ligestilling mellem kønnene er en særlig prioritet for Socialdemokratiet. Den skal gennemføres i alle dele af samfundet. Målet er, at mænd og kvinder reelt får lige rettigheder, pligter og muligheder...".
Der findes over 50 kvindekrisecentre, men langt færre nogenlunde tilsvarende mandecentre.
Kvindekrisecentrene har deres egen paragraf i serviceloven, mens de mandecentre, der findes, støttes efter samme regler som herberger for socialt udsatte.
Når det er sikret i lovgivningen, at børn kan følges med den udsatte kvinde, men ikke med den udsatte mand, når der særlig kommunal rådgivningspligt i forhold til kvinder og når kun kvinder har mulighed for at blive indskrevet anonymt på et krisecenter og når socialministeren for nylig har revideret lovgivningen, så kvinder på krisecentre, men ikke mænd, kan få gratis psykologhjælp, er det svært at se det som andet end mangel på ligestilling.
Der er behov for mere ligestilling og en af mulighederne kunne være etablering af fælles centre for kriseramte m/k.
Det har man gjort i Norge i 2010, og en undersøgelse fra 2015 konkluderer, at det har fungeret godt.
Ønsker man at oprette et krisecenter i Norge, skal man simpelthen have et tilbud til både mænd og kvinder, eventuelt i to forskellige bygninger i samme område.
I en overgangsfase til fælles centre, kunne alle centrene sikre sig, at der blandt personale og frivillige er personer af forskelligt køn.
Vi skal lære at omgås hinanden og være medmennesker. Ikke bare "medsøstre" eller "medbrødre". Og det er også af betydning, at børn ser rollemodeller af forskelligt køn.
Forældrenes oplevelse af uretfærdighed og utilfredshed i en skilsmissesituation, bør ikke ødelægge børnenes ret til familie og til kontakt med deres far.
Derfor bør det også sikres, at alle krisecentre får et rum, hvor børnene alene kan mødes med den forælder, de ikke bor hos.
Det har især betydning, hvis samvær og overnatning ikke er mulig, eller ikke blevet etableret endnu, for eksempel på grund af de meget lange ventetider, der ofte opstår i familieretssystemet.
Lovgivningen om kvindekrisecentre, og regler for mandecentre omtaler bl.a. "vold" og "trusler om vold eller tilsvarende krise" som kriseårsag..
Krisecentrene anvender et bredere voldsbegreb end straffeloven. Det bør præciseres, så lovgivning og alle målsætninger tydeligt formuleres så bredt, at ægtefællen eller samleveren til en person, der er søgt på krisecenter ikke stigmatiseres.
Et krisecenter må ikke blive opfattet som en slags domstol. Det har jo ikke juridiske eksperter, og det giver ikke mulighed for høring af flere parter eller vidner.
Sker det, at et krisecenter medvirker til, at der foretages en politianmeldelse, bør centret have pligt til straks at underrette den anmeldte person, og give vedkommende aktindsigt i materialet bag anmeldelsen.
Hverken oplevet vold eller en foreliggende anmeldelse, bør som udgangspunkt kunne udsætte et barns kontakt med begge forældre.
Som det er i dag, så er mænd der ender på krisecenter en slags andenrangs-borgere og vi håber, at vi med de her forslag kan være med til at slå et slag for ligestilling.
Indlægget af skrevet af Claes Ludvigsen, Simon Simonsen, Kenneth F. Christiansen, Paul Christian Schneider og Peter Buch fra Thorvald Socialdemokratisk Netværk.
Kommentarer
Taberdanmark slår til igen. Hjælp til løsninger af borgernes problemer er ikke i højsædet hos politikere. Heller ikke de borgere, der er børn af kriseramte. Forældremyndigheden skal overgå til Statsamtet indtil forældrene har aftalt en løsning, der også værdsættes af deres børn.