“Drengene får år efter år dårligere karakterer på gymnasierne end pigerne. Hvorfor? Er det drengenes egen skyld? Er de bare dovne? Eller har vi et ligestillingsproblem?”

Sådan skriver DR’s program ‘Detektor’ den 19. august på sin side, men inviterer alligevel en forsker, der kun giver én mulig forklaring. Drengene er selv ude om det, og det er deres unødvendigt høje selvtillid, der er i vejen for at klare sig godt.

Drengene er selv ude om det

Vi er nødt til at lære at se skoven for bare træer.

Hvis det er en gennemgående tendens i alle udviklede lande, så gælder det om at forstå disse overordnede tendenser, nogle sociologiske normer og forandringer, der skaber betingelser for, at drengene mistrives i skolerne og ikke kommer videre i uddannelsessystemet.

Større risiko for at blive smidt ud

Det er ikke kun i Danmark, at drengene halter gevaldigt efter pigerne, hvilket især ses i sprogfagene i skolerne. Sådan er det i de fleste OECD-lande eller de cirka 64 lande, vi godt kan lide at sammenligne os med. Det var konklusionen for syv år siden, da en tankevækkende rapport blev udgivet.

Det er cirka 12 år siden, at den amerikanske forfatter Richard Whitmire udgav en bog med titlen: “Why Boys fail?”

Risikoen for at blive smidt ud af skolen er større

Og han dokumenterede, at drengene i USA får langt dårligere karakterer, end de fleste af os forventer. Risikoen for at blive smidt ud af skolen er større for dem, eller de vælger måske selv at gå ud.

I de nationale tests, hvor det gælder om være velartikuleret,  præcis, korrekt og have et stort ordforråd, var pigerne mere end dobbelt så dygtige som drengene.

Trenden fortsætter ikke kun i USA, for det samme gør sig gældende på mange punkter også i resten af de udviklede lande, herunder Danmark.

Næsten et tabu

I løbet af de seneste 17 år er karakterkløften mellem drengene og pigerne blevet større, og man hører DR’s detektor-journalist sige,  at pigerne nu i gennemsnit har adgang til 65 flere studier end drengene. Lavere karakterer giver færre adgangsmuligheder.

Det er næsten blevet et tabu at diskutere dette emne. Det skyldes muligvis, at der stadigvæk er flere mænd, der besætter topstillingerne og de sektorer, der giver gode indkomster.

Veluddannede kvinder gider ikke en mand, der ikke har en ordentlig uddannelse

Men vi lukker øjnene for det faktum, at flere drenge end piger begår selvmord. Der er flere og flere af disse drenge, som ikke kommer videre, hverken kan finde ordentlige jobs eller en kæreste.

Veluddannede kvinder gider ikke en mand, der ikke har en ordentlig uddannelse.

Og hvis man ser på den barske statistik, der drejer sig om hvem, der sidder i fængsel især i lande som USA, så er det primært unge mænd. En ting mere de har til fælles med de andre indsatte i fængslerne, er at de ikke har kontakt med deres far.

Det samme gør sig gældende for de fleste hvide terrorister, der valgte at blive en del af ISIS for nogle år siden. Dette har psykolog, ph.d Warren Farell undersøgt og dokumenteret.

Underminerer relationen til far

Diskriminationen kommer for alvor til udtryk, når et par går fra hinanden, og der skal findes en løsning, der sikrer børnene en god og tæt kontakt med begge deres forældre. En situation, der opstår for hvert tredje barn. I de tilfælde må man som mand og far se sig underlagt en retstilstand, der underminerer relationen mellem far og barn.

Det familieretlige system hviler på en uudtalt forudsætning om, at moren er barnets primære forælder og omsorgsperson, mens faren ses som en sekundær forælder, der kan spille en begrænset rolle i barnets liv, hvis forholdene ellers taler for det.

Man opererer med to fundamentalt forskellige forældreroller

Det starter med forældreansvarsloven, hvor man opererer med to fundamentalt forskellige forældreroller, nemlig bopælsforælder og samværsforælder.

Den forælder, der bliver bopælsforælder, har barnet boende og kan bestemme over stort set alle forhold i barnets hverdag - herunder hvor i landet barnet skal være bosat, og i udgangspunktet også hvilken kontakt barnet skal have til den anden forælder.

Manden bliver tillægsforælder

Samværsforælderen derimod har stort set ingen rettigheder, når det gælder kontakt til barnet, og må nøjes med den kontakt, som bopælsforælderen tillader – eller som samværsforælderen i sidste ende har held til at få tilkendt i en samværssag.

Lovgivningen hviler således på et princip om den ene forælder som hovedforælder og den anden som tillægsforælder. Et princip, der måske havde en vis berettigelse i virkeligheden for 50 år siden, men som hverken harmonerer med de lighedsprincipper, vi ellers hylder i vores samfund, eller de tendenser, der gør sig gældende blandt nutidens forældre.

Når det kommer til praksis, er sagen alligevel temmelig klar

Der er selvfølgelig ingen angivelse i forældreansvarsloven af, om det er mor eller far, der skal være bopælsforælder, men når det kommer til praksis, er sagen alligevel temmelig klar.

Far skal ikke regne med at blive bopælsforælder, for cirka seks ud af syv børn i brudte familier bor hos deres mor. Dermed overlades det til moren at bestemme, hvilken rolle faren skal spille i det fælles barns liv.

Drenge uden fædre

Når skilsmissemønstret er det samme i alle OECD landene, når afgørelsen af, hvem der kan være bopælsforældre, og hvem der kan være samværsforældre er det samme, hvorfor skulle de samme faktorer så ikke gøre sig gældende også i Danmark.

En overvejende del af taberdrengene i USA har næsten ikke haft kontakt med deres fædre.

En dreng skrev, før han dræbte andre og begik selvmord, denne besked på de sociale medier: “I wish I had a dad.”

De fleste af dem, der bliver vrede på samfundet og skyder folk i skolerne, hvilket efterhånden er blevet et fænomen i USA, er primært unge hvide drenge uden fædre.

Et nyt proletariat af unge mænd, der bliver arbejdsløse, hjemløse, barnløse og mister lysten til at leve livet

Se på et eksempel i Norge, der er tættere på os. Anders Breiviks forældre endte med at skændes om forældremyndigheden i hele hans barndom. Breivik kendte ikke så meget til sin far og havde en sparsom kontakt med ham.

Ikke bare én forklaring

Det er ikke et forsimplet forsøg på at lade én forklaring være altafgørende. Men der må findes nogle andre faktorer, end at drenge ikke kan sidde stille og har for meget selvtillid.

Vi er ved at glemme en hel generation af unge drenge i skolerne, som klarer sig dårligt, og som bliver totalt negligeret i ligestillingsdebatten.

Det er enormt positivt, at flere kvinder uddanner sig. Samtidig med, at de får lederstillinger, er det vigtigt, at vi ikke skaber et nyt proletariat af unge mænd, der bliver arbejdsløse, hjemløse, barnløse og mister lysten til at leve livet.

Faderløse drenge har også en identitetskrise. De havner i fængsel, begår måske selvmord eller ender uden job og partner. Er det sådan et liv, vi vil tilbyde vores drenge i fremtiden?