Spørgsmålet er nu, hvornår stopper Rusland, eller rettere Putin, med at opføre sig uhyre aggressivt over for andre lande og krænke deres suverænitet? Kan han finde på at angribe et NATO-land? Og hvor langt skal vi selv gå i denne eskalering?
Et genbesøg af filosoffen og Labour-politikeren Bertrand Russells pointer kan måske lære magthaverne, at de er nødt til at acceptere nødvendigheden af et fornuftsbetonet kompromis i deres strategier, og at det kan være farligt at gå for langt i en offensiv trusselsstrategi - men at man samtidig også skal holde kortene tæt ind på kroppen og arbejde på at få Rusland til forhandlingsbordet.
Så undgår vi måske at blive “chicken” i eskaleringen mellem Rusland og Vesten.
Hvilke skridt kan der tages for at forhindre en militær eskalering, som ville være katastrofalt for alle parter?
Sammen med Albert Einstein og en række internationalt kendte forskere og nobelpristagere skrev Russell det såkaldte Russell-Einstein-manifest allerede i 1955, hvor de stillede det relevante spørgsmål til magthaverne:
“Hvilke skridt kan der tages for at forhindre en militær eskalering, som ville være katastrofalt for alle parter?”
Det spørgsmål bør vi stille igen.
Under den kolde krig var Bertrand Russell betinget pacifist, som kunne se strategiske fordele i at fremsætte en såkaldt “betinget trussel”. Betinget trussel kan man fremsætte, når der ikke er risiko for total udslettelse, og hvor man må formode, at modparten er nogenlunde fornuftig, og især hvis det er for at undgå en ny verdenskrig.
Hvis der ikke er atomvåben med i eskaleringen, kan betinget trussel godt virke præventivt.
Da brintbomben blev opfundet og russerne også kom i besiddelse af den, kom Russell til at se noget anderledes på strategien om betinget trussel. Russell begyndte at gå ind for komplet nedrustning af atomvåben på verdensplan.
Kan vi eksempelvis være sikre på, at Putin – og nu også Kim Jong-un - vil agere rationelt, hvis atomvåben får en betydning?
I et essay fra 1962 skriver Russell i forlængelse af argumenter fra den tidligere amerikanske viceforsvarsminister Richard Fryklund, at en strategi om betinget trussel, kun virker, hvis fem betingelser er opfyldt:
“1) at alle med fingeren på aftrækkeren forbliver rationelle;
2) at der ikke sker ulykker;
3) at der ikke er nogen fejlberegning af fjendens hensigter på begge sider;
4) at der ikke er nogen vækst fra små krige til verdenskrig;
5) at der ikke er noget russisk forsvar mod missiler.”
Betingelserne som Russell bruger i sin argumentation for afblæsning af “betinget trussel” som strategi for nedrustning, synes endnu mere uopfyldt i vores samtid med trusselsbilledet i Rusland-Ukraine-krigen.
Kan vi eksempelvis være sikre på, at Putin – og nu også Kim Jong-un - vil agere rationelt, hvis atomvåben får en betydning?
Der er jo faktisk meget, der tyder på, at disse to herrer netop ikke stopper ved rationalitetens begrænsninger. Og i forlængelse af Fryklund og Russell vil det således være uhyre farligt at løse krigssituationen i Ukraine via “betinget trussel”, hvis atomvåben spiller en rolle.
Russell var klar over, at det var svært at arbejde med deeskalering og for nedrustning gennem de traditionelle politiske magtsystemer. Men grundlæggende mener han, at nedrustning og deeskalering skal ske gennem diplomati og verdenssamfundets fælles konsensus.
Russell siger desværre også, at en af parterne i en eskalation med atomvåben kan blive nødt til at gøre indrømmelser på grund af den anden parts større fanatisme, men indrømmelserne kan ikke gives på forhånd, for ellers vil begge parter være interesserede i at fremstå fanatiske:
“Argumentet bygger på den hypotese, at menneskeslægten vil blive udryddet, hvis det kommer til krig mellem de to blokke. Det forudsætter desuden en situation, i hvilken en af de to blokke er så fanatisk, at den foretrækker menneskehedens endeligt for et fornuftsbetonet kompromis. I en sådan situation mener jeg, at den mindre fanatiske blok, hvis den har menneskehedens velfærd for øje, ville foretrække indrømmelser for krig.”
Denne tankegang er måske ikke så langt fra almindelig sund fornuft, hvor man siger; du får ret, og jeg får lov at overleve. Det forudsætter en pragmatisk og nytteetisk antagelse om, at det er bedre, at mennesker er i live, frem for at vinde en atomkrig, som ofte handler om ære, besiddelse og magt - og hvor der dør millioner.
Hvordan vil en implementering af Russells tilgang se ud i praksis?
Det ville man kun sporadisk kunne beskrive på forhånd, fordi det afhænger af situationens udvikling og modpartens træk. Men Russells velkendte chicken-allegori kan måske kaste lys over, hvad det grundlæggende filosofiske problem er ved strategier for nedskalering mellem Rusland og Vesten i dag.
Spillet “chicken” handler om, at to biler ræser mod hinanden på en lang, lige vej med en hvid streg i midten. Jo mere de nærmer sig hinanden, jo større bliver faren for gensidig tilintetgørelse. Hvis en af dem drejer væk fra den hvide linje før den anden, er vedkommende “chicken”.
Den nemmeste ville være at forbyde et sådan “game of chicken”, men det får FN desværre nok aldrig et mandat til
I eskaleringen mellem Rusland og Vesten er der ikke så lidt endda, der minder om at undgå at være “chicken”. Ingen må vise svaghed, og Vesten vil for alt i verden ikke fremstå som “chicken” i Putins øjne, for så får han jo ret, Vesten er faktisk dekadent og kan ikke stå sammen.
Han kan angribe igen og annektere endnu mere territorium. Hvis vi bøjer os for atomtrusler, så får vi flere atomtrusler, ville modargumenterne være.
Den nemmeste ville være at forbyde et sådan “game of chicken”, men det får FN desværre nok aldrig et mandat til, selv om det ville have været Russells første forslag. Derfor må der findes løsninger ad diplomatisk vej, hvor begge parter bliver nødt til at give hinanden reelle indrømmelser, som Stephen M. Walt, der er professor i international politik, skriver allerede i et essay fra 2022:
“Men med en svag hånd at spille insisterer det amerikanske forhandlingshold tilsyneladende stadig på, at Ukraine skal kunne bevare en principiel mulighed for at blive medlem af NATO på et tidspunkt i fremtiden, hvilket netop er det scenarie, Moskva ønsker definitivt at udelukke. Hvis USA og NATO ønsker at løse dette via diplomati, bliver de begge nødt til at give reelle indrømmelser, hvor ingen af dem får alt, hvad de kunne ønske sig.”
Ukraine bør naturligvis ikke bare kapitulere, det ville Russell aldrig medgive, men Vesten bør alligevel konstant afsøge muligheden for at finde en fælles platform, hvor Rusland ønsker at indgå et fornuftsbetonet kompromis via reelle indrømmelser fra alle parter.
Om det vil betyde, at Putin bare opfører sig bølleagtigt igen i fremtiden, kan ingen vide. Hverken et positivt eller negativt udfald af krigen fra Ruslands perspektiv, vil kunne garantere, at Putin ikke angriber igen.
Men et krigsudfald på slagmarken til Vestens og Ukraines relative fordel vil forhåbentligt kunne frembringe en situation, hvor Rusland har interesse for at finde et diplomatisk fornuftbetonet kompromis, hvor krigseskaleringerne samtidigt ikke må ramme et egentlig atomvåbenkapløb.
Strategierne skal ramme nøjagtigt en ligevægt mellem betinget trussel og et chicken-spil, der ikke må løbe løbsk.
I dette må vi heller ikke glemme, at projektet EU også får ganske meget selvidentitet gennem en fælles ydre fjende
En analyse af sammenhængen mellem nationalisme og truslen fra fremmed imperialisme, kunne derefter være Russells næste træk, og det kunne åbne døren for diplomatiske løsninger mellem Rusland på den ene side og Ukraine, EU, USA og NATO på den anden side.
Hvis vi eksempelvis kan indse, at den russisk-ukrainske krig er opstået ud fra en nationalistisk selvforståelse hos parterne, hvor de eksempelvis fremhæver sig selv som overlegne, fordi de frygter eller måske har oplevet fremmed imperialisme fra hinanden, på trods af en kompliceret fælles fortid, så giver det måske et forhandlingsrum gennem en forståelse af netop denne mekanisme.
I dette må vi heller ikke glemme, at projektet EU også får ganske meget selvidentitet gennem en fælles ydre fjende, og vi bør granske os selv, om vi dermed ikke også selv har en interesse her.
Kommentarer
"Kan han finde på at angribe et NATO-land?"
ja, hvis han tror han kan vinde et eller andet ved det; det var jo derfor han invadere det østlige Ukraine (med vestens manglende reaktion på annekteringen af Krim-halvøen i tankerne)
.
Ukraine er ikke et NATO-land. Komplet fejlanalogi.
"Men et krigsudfald på slagmarken til Vestens og Ukraines relative fordel vil forhåbentligt kunne frembringe en situation, hvor Rusland har interesse for at finde et diplomatisk fornuftbetonet kompromis, hvor krigseskaleringerne samtidigt ikke må ramme et egentlig atomvåbenkapløb."
Det er så her at filmen knækker. Alt tyder på, at Rusland er godt i gang med at vinde krigen i Ukraine, på trods af USA/EU/NATOs involvering. En involvering, som bliver stadig mere beskeden, i takt med at NATOs arsenaler tømmes for våben og ammunition, og Ukraine løber tør for unge mænd, som kan tvangsmobiliseres.
Grundtanken i Peter Graarup Westergaards indlæg er imidlertid god nok; en yderligere eskalering af krigen vil kun føre til endnu flere døde på begge sider af fronten. Målsætningen om at skabe forudsætningerne for en forhandlingsløsning er den eneste fornuftige vej ud af denne krig. Men hvis vi skal vente på, at Rusland på en eller anden måde skulle tabe krigen, eller at krigen helt ud af det blå skulle falde ud til fordel for Ukraine, før vi kan presse på for at få parterne til forhandlingsbordet, vil vi skulle vente mange, mange år.
Og imens vi venter, beriger den ukrainske elite sig på bl. a. danske skatteyderes bekostning, mens den ukrainske befolkning må lade livet som kanonføde i endnu en fejlslagen NATO-krig.