Annonce

Debat: Biden vil ikke optrappe krigen, men heller ikke afslutte den

USA har en interesse i at levere nok våben til, at ukrainerne fortsat kan kæmpe, men dog ikke så mange, at de rent faktisk kan afslutte krigen, det skriver Klaus Krogsbæk i dette debatindlæg
Foto: Adam Schultz/Biden for President
Joe Biden taler i Flint, Michigan den 9. marts, 2020.
Da Ukraines præsident Zelenskyj kom til Washington for nylig, havde han først og fremmest ét ønske til præsident Biden, nemlig at få lov til at affyre amerikansk fremstillede missiler dybt ind i Rusland.

Men den tilladelse ville Biden ikke give ham.

Mødet i Washington fandt sted på et tidspunkt i krigen, hvor ukrainerne er trængt både ved fronten og i baglandet efter massive russiske angreb.

Efter mere end to et halvt års krig har Ukraine således fortsat behov for militærhjælp fra USA og Vesten.

Mere og bedre hjælp.

Helt konkret ønskede Zelenskyj sig altså USA’s tilladelse til at affyre amerikansk fremstillede langdistancevåben mod mål langt inde på russisk territorium, ikke mindst for at trænge de russiske fly og angrebsvåben længere væk fra Ukraine.

Men altså ikke lov til at affyre raketter dybt ind på russisk territorium

Men skal vi tro medierapporterne ville Biden altså ikke give ham den tilladelse.

Biden tilbød dog ny bistand for i alt 7,8 milliarder dollars: Nye luftforsvarskapaciteter, herunder et ekstra Patriot-luftværnsbatteri, træning af flere ukrainske F-16-piloter, flere droner og mere luft-til-jord-ammunition.

Og ikke mindst en ny luftbåren langtrækkende glidebombe, som skal hjælpe Ukraine med at ramme russiske mål med større succes.

Men altså ikke lov til at affyre raketter dybt ind på russisk territorium.

Haltende leverancer

Ukrainerne har krigen igennem oplevet at måtte kæmpe for at få våben i det tempo og den mængde - og ikke mindst med de tilladelser - som de har anset for afgørende for at kunne bekæmpe russerne.

Uanset om vi taler luftforsvarssystemer, kampvogne, F16-fly eller langtrækkende missiler har leverancerne haltet efter behovet.

De vestlige landes tilladelser er ofte blevet givet efter lang tids tøven, leveringerne har ofte taget længere tid end lovet, og flere våben har været omfattet af restriktioner, som har begrænset Ukraines brug af dem.

Men først og fremmest har de haft fokus på risikoen for en atomeskalering

Nogle våbenleverancer har været ramt af tekniske problemer, men primært har tempo, omfang og anvendelse været resultatet af politiske beslutninger.

Vestens ledere har været optaget af, at leverancerne ikke måtte true donorlandenes egne forsvarsevner eller true sammenholdet i alliancen bag støtten.

Men først og fremmest har de haft fokus på risikoen for en atomeskalering og på snitfladen mellem på den ene side Natos støtte til Ukraine og på den anden side alliancens direkte krigsdeltagelse.

Vestens vilje

Ukraine mener derimod, at Vesten fra begyndelsen har overreageret på Ruslands atomtrusler og derfor trukket krigen i langdrag.

Havde Vesten været hurtigt ude, leveret de nødvendige våben og givet de nødvendige tilladelser tilbage i 2022, havde den ukrainske offensiv dengang formentlig presset russerne ud, og krigen ville for længst være afsluttet, lyder ræsonnementet.

Og ikke mindst efter invasionen af Kursk, mente ukrainerne nu at have bevist, at Putin ikke vil svare igen med atomvåben. Zelenskyj håbede, at Biden ville være enig i denne konklusion, og at han derfor ville give Ukraine lov til at sende langdistanceraketter ind over Rusland.

Sådan tænker stormagter

Men det gjorde han altså ikke.

Dette understreger endnu engang, at våbenleverancerne primært er afhængige – ikke af Vestens evne – men af Vestens vilje; ikke mindst af USA’s vilje, der selvfølgelig udspringer af bestemte strategiske overvejelser om, hvad der tjener USA bedst.

Sådan tænker stormagter.

Det er derfor nærliggende at gå ud fra, at USA’s engagement i ukrainekrigen styres af målsætningen om at svække Rusland som geostrategisk rival. Og på mange måder tjener krigen i sig selv dette formål.

Den fastlåser Rusland i en langvarig og opslidende konflikt, der gradvist undergraver landets økonomiske og militære kapacitet.

Så mon ikke vi skal se våbenleverancerne i dette lys? 

En kontrolleret krig

USA har en interesse i at levere nok våben til, at ukrainerne fortsat kan kæmpe, men dog ikke så mange at de rent faktisk kan afslutte krigen.

Ergo må leverancerne holdes på et niveau, der matcher dette. Og det var vel blot det, som Biden gjorde ved denne gang at sige nej til Zelenskyj?

For hvis amerikanerne således – uden selv at deltage direkte i krigen - bruger Ukraine til at svække Rusland, er det selvfølgelig vigtigt for dem at bevare kontrollen over eskalationsniveauet; og undgå en situation, hvor krigen eskalerer til et niveau, der kan true USA’s egne sikkerhedsinteresser.

USA kan således være mere interesseret i at sikre en kontrolleret krig end i at sikre en sejr for Ukraine

For Biden vil det sige at undgå direkte Nato-deltagelse og brug af atomvåben.

USA kan således være mere interesseret i at sikre en kontrolleret krig end i at sikre en sejr for Ukraine.

Hvis det er rigtigt, kan vi måske bedre forstå, hvorfor Biden og Zelenskyj ikke altid er enige.

Tidligere konsulent i LO-fagbevægelsen og aktiv i ’Forbyd Atomvåben’.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Jeg tænker, at det centrale er, at USA og Europa i meget stort omfang hjælper Ukraine.

Der er ikke andet at gøre, når et stort land angriber et mindre land med internationalt anerkendte grænser. Og når et diktatur angriber et land med demokratiske rammer.

Krigen kan desværre trække ud, men jeg ser slet ikke nogen alternativer til den omfattende militære og financielle støtte til Ukraine.

"Dette understreger endnu engang, at våbenleverancerne primært er afhængige – ikke af Vestens evne – men af Vestens vilje..."

Her tror jeg, at Klaus Krogsbæk tager fejl, i hvert fald delvist. Jeg tror, at det er rigtigt, at amerikanerne ikke er interesserede i at optrappe krigen. Men selv hvis de var, er jeg ret sikker på, at de ikke har evnen.

Alt tyder på, at NATO-landene over de sidste tre år har tømt arsenalerne i en grad, så yderligere militærhjælp vil gå ud over de enkelte landes beredskab. På trods af, at Vestens samlede militærindustrielle kompleks bakker op om Ukraine, affyrer russerne stadig fem til ti gange så mange artillerigranater som ukrainerne - og det på trods af, at de vestlige ammunitionsfabrikker kører på højtryk. Derudover har ukrainerne problemer med deres luftværn, som er løbet mere eller mindre tør for missiler. Og disse missiler bliver ikke fornyet, så længe Israel modtager alt, hvad amerikanerne kan undvære.

Realiteten er, at krigen i Ukraine, sammenlignet med det israelsk-amerikanske folkedrab i Palæstina, er blevet en B-krig. Der er hverken vilje eller evne i Vesten til at fortsætte denne allerede tabte krig mod Rusland. Så der er simpelthen ikke andre realistiske alternativer end at indstille støtten og tvinge Ukraine til forhandlingsbordet.

Med mindre selvfølgelig man har det fint med at ofre Ukraines ungdom til krigsguderne, til ingen verdens nytte.