De seneste 10 år er det blevet mere og mere tydeligt. Danmark og Vesten står over for en ny alliance af autoritære stater og terrororganisationer: En ny Ondskabens Akse, der er klar til at tage alle midler i brug for at bekæmpe vores frie og demokratiske samfund i Vesten.

Ondskabens Akse er allerede yderst aktiv 

Den nye akse udgår fra Moskva og Teheran, men dens tentakler strækker sig helt fra Beijing og Pyongyang i øst til Hizbollah, Hamas og Houthi-militsen i Mellemøsten. Senest har vi set, hvordan Nordkorea har sendt tusindvis af soldater til Ukraine for at bidrage til Putins ulovlige angrebskrig.

Samtidig har det efter terrorangrebet den 7. oktober 2023 og i den efterfølgende krig mellem Israel, Hamas og Hizbollah stået krystalklart, at præstestyret i Iran destabiliserer Mellemøsten med Moskvas og Beijings velsignelse.

Eksemplerne er talrige: Russisk indblanding i forrige uges folkeafstemning i Moldova om tættere europæisk integration og russisk påvirkning af parlamentsvalget i Georgien i sidste uge. Kinesisk opkøb af kritisk infrastruktur i Europa. Håndgranater og bandekamp i Skandinavien, der trækker tråde til Iran.

Stillet over for diktatorer og autoritære ledere kan Vesten ikke reagere med eftergivenhed eller tøven

Venner i - og fjender af - Europa

Og så har jeg slet ikke nævnt de partier og politikere på de yderste fløje i Europa, der alt for ofte går antidemokraternes ærinder. Fra Viktor Orban og Marine Le Pen, der opfører sig som Putins trojanske heste i EU, til Enhedslisten, hvor ledende medlemmer har haft tråde til terrororganisationerne DFLP og PFLP.

Vestens modstandere har for længst organiseret sig. I sidste uge mødtes de i BRIKS-samarbejdet i Rusland, hvor også Iran var inviteret.

Stillet over for diktatorer og autoritære ledere kan Vesten ikke reagere med eftergivenhed eller tøven. Vi må til enhver tid være parate til at stå op for de værdier, der danner grundlag for vores samfund.

Havde Europa fulgt statsministerens linje fra start, ville Ukraine have fået kampfly og langtrækkende våben langt tidligere i krigen

Vestens eftergivenhed

Der har været alt for mange eksempler på, at Vesten har ventet for længe med at træffe de svære, men nødvendige beslutninger – eller slet ikke har truffet dem endnu.

Tydeligst har det været i våbenstøtten til Ukraine. Her har enkelte EU-lande modvilligt accepteret, at gradvist flere typer våben er blevet sendt til fronten.

Havde Europa fulgt statsministerens linje fra start, ville Ukraine have fået kampfly og langtrækkende våben langt tidligere i krigen. Det ville uden tvivl have stillet Ukraine bedre på slagmarken.

Lad os nu slippe Ukraine fri 

I øjeblikket diskuteres det, hvorvidt Ukraine skal have lov til at anvende våbendonationerne til at angribe militære mål i Rusland. Også her har Mette Frederiksen klogeligt opfordret til, at donerne i Europas hovedstæder ikke bør stille andre krav, end at våbnene anvendes i overensstemmelse med krigens regler.

Men i Berlin og Paris har regeringslederne reageret med den samme tøven, som er årsagen til, at Danmark har bidraget mere til Ukraines forsvar end Tyskland og Frankrig  har tilsammen.

Oprustning handler ikke kun om krudt og kugler, men også om at stå fast på de værdier, der gør Vesten til Vesten.

Oprustning handler både om militær og kultur 

Det er bydende nødvendigt, at Danmark og de øvrige NATO-lande opruster og øger forsvarsbevillingerne i en tid, hvor den militære trussel mod Vesten ikke har været større siden murens fald. Men den militære oprustning kan ikke stå alene.

Europa skal også opruste energipolitisk, handelspolitisk, infrastrukturelt og vigtigst af alt, kulturelt. Oprustning handler ikke kun om krudt og kugler, men også om at stå fast på de værdier, der gør Vesten til Vesten.

På vores side af det nye jerntæppe står stadig de vestlige demokratier – akkurat som før 1989. Men tæppets anden side udgøres nu af en uhellig alliance mellem diktatorer, fascister, kommunister og radikale islamister, som alle har det til fælles, at de vil demokratiet og menneskerettighederne til livs.

Vesten skal ikke længere ligge under for Kinas sårede følelser

Tre konkrete forslag 

Hvis Vesten skal vinde den kamp, skal vi straks i gang. Stod det til mig, kunne de tre første skridt passende være følgende: 

1) Skru drastisk op for den militære støtte til Ukraine og skærp sanktionerne mod Rusland så meget som muligt. Indfør et bredt forbud mod al samhandel med Rusland. Alt for mange danske virksomheder tjener fortsat penge på at drive virksomhed i Rusland.

2) Stop den eftergivende politik over for Kina. Vi har alt for længe set passivt til, mens Kina har undergravet Vestens strategiske suverænitet i forhold til infrastruktur, digitalisering, energi og handel.

Vesten skal ikke længere ligge under for Kinas sårede følelser, når det kommer til kritik af kinesernes umenneskelige behandling af Uighur-muslimer og trusler mod Taiwan, Hongkong og Tibet.

3) Giv Irans Revolutionsgade et stempel som terrororganisation og indfør strenge sanktioner mod det iranske præstestyre. Vi må for alt i verden undgå, at Iran i de kommende år udvikler atomvåben, som vil skærpe truslen mod Israel og Vesten.

Vi er nødt til at acceptere, at fjenderne er tilbage, og at freden er forbi

De tre politiske handlingsforslag dækker selvfølgelig langt fra alt, vi skal gøre i mødet med den nye Ondskabens Akse, men det ville være en rigtig god start.

På et dybere og mere kulturelt plan er der behov for et fundamentalt skift i måden hvorpå, vi som europæere forstår verden omkring os og vores egen placering i den.

Vi er nødt til at acceptere, at fjenderne er tilbage, og at freden er forbi. Kun på den måde skabes det politiske mulighedsrum, der kan istandgøre os til at forsvare vores værdier i mødet med den "nye" akse af fjender.