Stofmisbrugere som fejlagtigt ikke får lov til at komme i døgnbehandling, eller handicappede som får nej til en ny kørestol, når de er vokset ud af den gamle.

Det er nogle af eksemplerne i to nye rapporter fra henholdsvis Rådet for Socialt Udsatte og Advokatrådet som afslører, at ikke bare træffer kommunerne ofte fejlagtige afgørelser. Svage – eller socialt udsatte – borgere har svært ved at bruge det formelle system til at klage over disse afgørelser.

”Der er en gruppe borgere i Danmark, som ikke udnytter de retsprincipper, som gælder for alle os andre,” siger formanden for Rådet for Socialt Udsatte, Vibe Klarup, til Netavisen Pio.

Mangler ”overskud”

Rapporten “Socialt udsattes brug af klagesystemet” viser således, at Ankestyrelsen omgjorde hele 64 procent af de klagesager, styrelsen behandlede i 2018 vedrørende stofmisbrugsbehandling. Det vil sige, at kommunerne i to tredjedele af tilfældene, hvor det rent faktisk lykkedes en borger at klage, enten havde truffet en forkert afgørelse, eller ikke havde oplyst sagen godt nok.

44 procent af de socialt udsatte, som inden for de seneste to år har fået en afgørelse fra kommunen, som de var utilfredse med, oplyser, at de trods utilfredsheden ikke har klaget over afgørelsen.

Og ud af de 44 procent, der ikke har klaget over en afgørelse, som de ellers er utilfredse med svarer 66 procent, at den manglende klage skyldtes, at de ikke havde ”overskud” til at klage.

Ifølge formanden for Rådet for Socialt Udsatte er mange slet ikke klar over, at der er givet et afslag i den samtale, som de har haft med en kommunal medarbejder.

De tror ikke, at systemet er til for dem

”Det kan enten skyldes, at de ikke forstår, at det svar, de har fået, er en afgørelse,” siger Vibe Klarup. ”Eller det kan skyldes, at afslaget ikke gives skriftligt. Og hvis afslaget endelig gives skriftligt, så er det af en karakter, så borgeren ganske enkelt ikke fatter, hvad der står. Der er, hvad jeg vil kalde en stor udfordring, hvad angår offentlige dokumenter med juridiske vurderinger. Og så er der desværre en del som fortæller, at de heller ikke har tillid til, at det ville gøre nogen forskel at klage. De tror ikke, at systemet er til for dem – eller i hvert fald har erfaring med, at det hjælper at klage. Hvilket jo er katastrofalt, for hvis nogle har brug systemets hjælp, så er det udsatte mennesker”.

Advokatrådet bekymret for retssikkerhed

Det samme billede tegner sig i Advokatrådets rapport ”Retssikkerhed for udsatte borgere”.

Den peger på, at der mangler retssikkerhed for udsatte borgere med nedsat funktionsevne eller handicap, når de søger kommunen om hjælp.

Af dem, som valgte at klage til Ankestyrelsen i 2019, fik 42 procent enten medhold eller deres kommune fik besked om, at sagen skal behandles igen.

Andelen af ulovlige sager har været stigende siden 2013, hvor 29 procent af sagerne var behæftet med fejl. Samtidig viser stikprøver, at der blandt de sager, som borgerne ikke har klaget over, også er fejlbehæftede.

Mens sagerne behandles modtager borgeren i hovedreglen ingen hjælp. Ventetiden er på seks til otte måneder, men kan løbe op i ét til to år hvis sagen hjemvises flere gange.

Det står grelt til med retssikkerheden på området.

Rapporten, der vedrører hjælp til borgere med funktionsnedsættelser, konkluderer, at det står grelt til med retssikkerheden på området.

”Alt for mange udsatte borgere og borgere med handicap oplever fejl i deres sagsbehandling, når kommunen behandler deres sag om støtte eller forskellige former for hjælp,” siger Karen Wung-Sung, medlem af Advokatrådet, til Netavisen Pio. ”Mens sagerne er under behandling må borgerne undvære en hjælp, der for dem kan være helt afgørende for deres livskvalitet og dagligdag.”

Karen Wung-Sung kalder kommunernes fejlprocenter for ”retssikkerhedsmæssigt uholdbart” og henviser til, at hvis vi på andre områder af vores samfund accepterede, at der var fejl i over halvdelen af sagerne, så ville tingene bryde sammen.

Retssikkerhedsfond

Advokatrådet foreslår derfor, at der bliver oprettet en ny såkaldt retssikkerhedsfond. Kommuner, der har givet afslag på ydelser, borgerne har ret til, skal så betale deres besparelse ind til fonden. Som det er i dag, kan kommuner spare penge ved at begå fejl eller behandle sager utilstrækkeligt og mangelfuldt, fordi borgerne i sagsbehandlingsperioden ikke får nogen hjælp.

Pengene i fonden kan blandt andet bruges til kompensation, rådgivning og forskning til gavn for borgere med et handicap, så midlerne bliver på området og er med til at rette op på retssikkerheden på sigt.

Karen Wung-Sung understreger, at selv om problemet måske er mindre end tallene viser, fordi der i mange tilfælde kun er tale om manglende dokumentation fra kommunernes side, så undskylder det det ikke.  

Kommunen har efter loven en pligt til at oplyse sagerne, så det skal de naturligvis gøre

”Kommunen har efter loven en pligt til at oplyse sagerne, så det skal de naturligvis gøre,” siger Karen Wung-Sung. ”Uanset om kommunens afgørelse ændres, eller sagen ”kun” hjemvises, så er det en fejl. Og for borgeren betyder en hjemvisning, at man i de fleste tilfælde må undvære hjælpen i den periode sagen står på – det kan være både halve og hele år, så allerede derfor er der grund til at sagerne oplyses korrekt”.

”Bide os fast”

Rådet for Socialt Udsatte mener dog, at problemet skal løses tættere på den enkelte borger og foreslår, at Ankestyrelsen i første omgang kommer med flere principafgørelser samt laver flere såkaldte praksisundersøgelser for at sikre sig, at forvaltningen af loven sker som den skal. Og så behøver nogle sager ikke at blive hjemvist til kommunen, hvis Ankestyrelsen for eksempel bare tog telefonen og ringede for at sikre sig, at der nu blev uploaded en ny lægeerklæring.  

”Vi må bide os fast i, at problemet skal løses, hvor det opstår,” siger Vibe Klarup. “Ofte hjemviser Ankestyrelsen sager, selv om det kun er bagateller, som der mangler. Der kan være fejl på begge sider, men det vigtige er, at 64 procent altså ikke får noget gjort ved deres sag – eller må vente”.

Ifølge formanden for Rådet for Socialt Udsatte er der brug for, at de kommunale sagsbehandlere bliver dygtigere til at dokumentere - og skrive – deres afgørelser, og hun foreslår faste hjælpeaftaler med frivillige organisationer, som borgerne i forvejen er i kontakt til.

Endelig så er det jo også et spørgsmål om penge

”Så kommunen sikrer sig, at nogle kan komme med en uvildig rådgivning og hjælpe med at forstå afgørelser og sikre sig, at der en dialog om, at den skal ankes,” siger Vibe Klarup. ”Det kan være et enkelt men virkningsfuldt skridt. Men endelig så er det jo også et spørgsmål om penge. Der er masser af penge på spil. Hvis en stofmisbruger gerne vil i døgnbehandling og ikke ambulant- eller dagbehandling, så koster det mere for kommunen. Så meget desto vigtigere er det jo selvfølgelig derfor også at sikre borgerne den hjælp, som de har brug for.” 

Minister: Presset økonomi største trussel

Social- og indenrigsminister Astrid Krag (S) skriver i en mail til Netavisen Pio, at ”vi har en vigtig opgave i at forbedre retssikkerheden på området” og at denne bedst forbedres ved, at kommunerne har råd til at give borgerne den service, som de har ret til:

”Grundlæggende tror jeg, at en presset økonomi er den største trussel mod retssikkerheden, og at man får den nødvendige hjælp. Derfor har vi i økonomiaftalerne løftet kommunernes økonomi, så der følger penge med det stigende antal borgere, der har behov for hjælp, og vi har sikret, at corona-udgifterne ikke går ud over velfærden.”

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Kommunernes Landsforening (KL) til rapporterne – og kritikken – fra Rådet for Socialt Udsatte og Advokatrådet.