Annonce

Minister: Særligt udsatte og hjemløse er foran i vaccinekø

Social- og indenrigsminister Astrid Krag: Særligt udsatte hjemløse vaccineres i januar, februar og marts
Socialborgmester i København, den radikale Mie Nyegaard, har - sammen med Gadejuristen og hjemløse-organisationen SAND - krævet, at hjemløse og særligt udsatte rykkes frem i vaccine-køen.

Opfattelsen har været, at de hjemløse og socialt udsatte var placeret i kategori 10 i sundhedsmyndighedernes vaccine-plan. Og derfor stod til først at blive vaccineret fra begyndelsen af april og frem til og med første uge af maj.

Men der er tilsyneladende tale om en misforståelse. I al fald præciserer social- og indenrigsminister Astrid Krag nu, at særligt udsatte hjemløse og særligt socialt udsatte er placeret i kategori fem: "Særligt øget risiko".

Det betyder, at de særligt udsatte hjemløse rent faktisk er begyndt at blive vaccineret - og at de sidste vil være færdigvaccinerede ved udgangen af marts.

COVID-19 har været særligt hård for de mennesker, som i forvejen er udsatte eller sårbare

“COVID-19 har været særligt hård for de mennesker, som i forvejen er udsatte eller sårbare. Det er helt afgørende, at sårbare mennesker, der er i risiko for at blive alvorligt syge, bliver beskyttet hurtigst muligt,” siger Astrid Krag (S).

Vil følge vaccinationen af udsatte tæt

Social- og Indenrigsministeriet præciserer i en pressemeddelelse, at hjemløse og socialt udsatte samt mennesker med handicap, der er i særlig risiko for at blive alvorligt syge af COVID-19 “vaccineres som en del af kategori 5”.

Det fremgår af “en mere uddybet beskrivelse af, hvordan målgrupper på socialområdet er prioriteret”, som sundhedsmyndighederne nu har udarbejdet.

Også mennesker med psykiske udfordringer eller kognitive funktionsnedsættelser, som også har underliggende fysiske lidelser, er omfattet af gruppe 5. Det kan fx være beboere på sociale tilbud, der tæller som varige botilbud.

De resterende borgere i målgrupperne, herunder beboere på botilbud eller borgere i hjemløshed, vaccineres også før man påbegynder vaccinationerne af befolkningen som helhed. Dette sker som en del af kategori 10.

jeg vil følge arbejdet med at få den rullet ud tæt

“Nu er der en klar plan fra sundhedsmyndighederne, og jeg vil følge arbejdet med at få den rullet ud tæt, når regioner og kommuner i fællesskab løfter den kæmpe opgave i den kommende tid. Samtidig fortsætter jeg og mit ministerium den tætte dialog med sundhedsmyndighederne om, hvordan vi begrænser både smitterisiko og isolation blandt udsatte mennesker,” lyder det fra Astrid Krag.

Ministeriet understreger, at det kræver en henvisning fra en læge, hvis man skal rykkes frem i køen.

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

GOD INDSATS

De organisationer, der hjælper hjemløse, har fået øget støtte. Hjemløse har fået tandlægehjælp. Og nu sørges der for tidligere vaccination.

Det er godt at læse. Hjælpen til de hjemløse er et brud på traditionen med at lave socialpolitik for kvinderne og så opfordre mændene til at "tage sig sammen".

Jeg håber, at den politik breder sig til familieretsområdet, så Familieretshusets konfliktskabende bureakrati, ikke fortsat skal hindre rigtigt mange skilsmissebørn i at se deres far.