I min generation har der været to brændende politiske platforme. To politiske kriser, der har overgået alt andet. Finanskrisen og flygtningekrisen. I begge de samfundsmæssige kriser, var Angela Merkel som tysk kansler en hovedperson. I forhold til begge kriser tog Merkel rollen som Europas reelle leder på sig og lod sin politiske overbevisning institutionalisere sig i EU-institutioners ageren.

Der er bare et problem. I begge de to kriser tog Merkel fejl. Hun tog katastrofalt fejl. Hendes politiske idéer har redet det europæiske kontinent som en mare. Hendes politik har bragt det europæiske sammenhold i overhængende livsfare, og det vil i enhver henseende være forkert, hvis det tyske socialdemokrati i en desperat higen efter indflydelse og eksistensberettigelse holder Merkel ved magten.

For jeres egen – og Tysklands – skyld: Ansvarlighed
Finanskrisen blev i den merkelske verdensforståelse til en gældskrise. Med et politisk trylleslag var det ikke længere Wall Streets spekulation og overgearede finansspekulation, der havde skabt krisen. Det var – ganske kontrafaktisk for enhver, der så Lehman Brothers krakke – i stedet europæiske staters nationalgæld, der skabte krisen. Derfor skulle de sydeuropæiske landes statsgæld nedbringes. Koste hvad det vil.

Og det kostede. De massive spareprogrammer skabte massearbejdsløshed, der satte væksten i bakgear. Katapulterede millionvis af unge sydeuropæere ind i et voksenliv uden fremtid. Og hvorfor? Jo, fordi Merkel og omegn var bange for, at sydeuropæiske statsunderskud ville føre til højere renter, der ville skabe det, tyskere frygter meget mere end social armod i andre lande: Inflation. Inflation, der måske kunne barbere noget af Tysklands enorme overskud på betalingsbalancen. I det lys er det selvfølgelig bedre at lade Sydeuropa gennemleve et fortabt årti. Det, Merkel kaldte ansvarlighed, var i virkeligheden et ønske om, at resten af Europa skulle gøre det, der var bedst for Tyskland.

Vores politik er, at vi ikke behøver nogen politik
Mens Sydeuropa blev ødelagt af Merkels økonomiske politik, fik Nordeuropa turen under flygtningekrisen. ”Wir schaffen dass”, sagde Merkel, da hun stod som et dådyr i lyskeglen på den motorvej, hvor flygtninge i hobetal søgte tilflugt i Europa. Her var brøden ikke fejlslagen politik så meget som det var en insisteren på ikke at have nogen politik overhovedet. Merkel insisterede på, at så ekstraordinær en politisk situation ikke krævede nogen politisk handling overhovedet. Vi klarer det nok, som hun sagde, og i dag har Europa stadig ingen plan for, hvordan vi skal forholde os til flygtningestrømmene. Bortset fra et halvhjertet men til gengæld gennemgående håbløst forsøg på at tvinge østeuropæiske lande til at tage imod flygtninge, der stadig bliver budt velkommen af Merkel. Igen, fordi det i Merkels verden er uansvarligt at ville noget andet, end Tyskland vil.

Det er denne politiker, de tyske socialdemokrater nu overvejer, om de skal sikre magten. Af frygt for, at deres vægring ved at sikre Merkel magten vil bringe Tyskland ud i en forfatningsmæssig krise, hvor landets regering er usikker.

Men tilbage må efterhånden stå, hvordan det egentlig kan blive værre end Merkel? Hvornår i efterkrigstidens Europa har en politisk ledelse medført så alvorlige konsekvenser for kontinentet.

Hvis SPD tror, det er et valg mellem Merkel og kaos, så skylder mine tyske partifæller at give kaos en chance.