Valget til forbundsdagen sidste år blev det dårligste for de tyske socialdemokrater siden 2. verdenskrig. Der var ellers store forhåbninger til det ubeskrevne blad fra Europa-Parlamentet, Martin Schulz, som i januar pludseligt blev hevet til Berlin som ukendt kanslerkandidat, blev valgt enstemmigt som ny partiformand og løftede partiets meningsmålinger gevaldigt. Men luften gik hurtigt af ballonen.

Blot 20,5 procent af tyskerne satte deres lid til SPD på valgdagen i september. Det katastrofale valgresultat fik socialdemokraterne til at igangsætte en større valganalyse, som blev udarbejdet af en ekstern arbejdsgruppe bestående af fem eksperter. Arbejdsgruppen har gennemført 101 interviews med tillidsvalgte, journalister og forskere. Arbejdsgruppen omtaler SPD som et faldefærdigt hus, der trænger til at blive renoveret, og som ”den syge mand” i det tyske partilandskab.

... hele 12 procent – næsten lige så mange som SPD – pegede på det højrepopulistiske Alternative für Deutschland som de mest kompetente på flygtningepolitikken

Den 107 sider lange analyse blev præsenteret tidligere i denne uge, og Netavisen Pio giver dig de fem vigtigste årsager til, at SPD tabte valget så stort:
1. Partiet manglede den afgørende troværdighed

Et af de centrale emner i valgkampen var flygtninge- og integrationspolitik, og her mente blot 15 procent af vælgerne, at SPD var de mest kompetente til at finde gode løsninger. 35 procent pegede på Angela Merkels CDU, mens hele 12 procent – næsten lige så mange som SPD – pegede på det højrepopulistiske Alternative für Deutschland som de mest kompetente på flygtningepolitikken.

På andre områder, som historisk er vigtige for stemmeafgivelsen, stod SPD også svagt. Det gjaldt især arbejdsmarkedspolitikken, hvor historien stadige spøgte efter den socialdemokratiske kansler Gerhard Schröders skrappe og voldsomt kritiserede arbejdsmarkedsreformer i årene efter 2002. De har givet kraftige ridser i lakken. I 1998 mente 42 procent af vælgerne, at SPD var bedst til arbejdsmarkedspolitikken, mens det i dag er omkring 20 procent af vælgerne. CDU tilskrives i dag størst kompetence på området.

Selv om SPD i sidste regeringsperiode besad beskæftigelsesministerposten og faktisk fik gennemført pæne reformer, gav vælgerne ikke SPD æren for det. Mange vælgere var simpelthen ikke klar over, hvem der havde presset på for at få indført eksempelvis den lovbestemte mindsteløn, og var de i tvivl, gav de måske endda Angela Merkel æren.

Kun 23 procent af alle vælgere kunne i juli 2017 se ”tydelig indholdsmæssig forskel” mellem SPD og CDU

2. ’Lillebror’ blev overset: Ingen forskel på CDU og SPD 

Det er hårdt at være lillebror i en koalitionsregering, og det må SPD også sande efter fire år i regering med Angela Merkels kristendemokrater. Det lykkedes simpelthen ikke SPD at få gjort forskellene mellem partierne klar. SPD blev smurt ind i kompromisser og teknokratiske aftaler, som fjernede partiets egen profil og identitet. Kun 23 procent af alle vælgere kunne i juli 2017 se ”tydelig indholdsmæssig forskel” mellem SPD og CDU. 70 procent af alle vælgere så blot en lille eller slet ingen forskel. Blandt SPD-tilhængere var det hele 73 procent, som havde svært ved at se forskel.

Senere i analysen bliver det også foreslået, at partiet fremover skal fremhæve forskellene internt i regeringen ved at bruge nogle af partiets stærke profiler fra delstatsregeringerne. På den måde undgår man for meget konflikt internt i koalition, ligesom det giver muligheden for at opdyrke og understøtte unge, nye talenter i partiet.

... der manglede simpelthen ”indholdsmæssig substans til at underbygge de positive følelser”

Samtidig slår rapporten også fast, at Martin Schulz som kanslerkandidat manglede politisk substans til at bakke de positive følelser op, som kampagnen skabte. For med hans kandidatur opstod der en kortvarig ”hype” og store forhåbninger, men der manglede simpelthen ”indholdsmæssig substans til at underbygge de positive følelser”. Martin Schulz tog simpelthen ”afsked med den indholdsmæssige diskussion om Tysklands fremtid”, hvis man ser bort fra et par enkelte konkrete forslag.

De konkrete forslag var nemlig også mangelfulde eller ikke-eksisterende. ”For mange områder forblev uden præcise løsninger”, skriver analytikerne og henviser til områder som flygtninge, klima, globalisering, dagtilbud, boligpolitik, sundhed og omsorg.

Generelt anbefaler analytikerne, at partiet ”forlader den pragmatiske middelvej” og i stedet tør vise klare holdninger, også selvom det betyder, at man mister nogle vælgere. ”SPD kan ikke og skal ikke gøre alle vælgere og heller ikke alle medlemmer tilfredse. Hvis man ikke viser en klar holdning af frygt for at skræmme nogen væk, ender det med, at man mister alle,” skriver de.
3. SPD mobiliserede ikke engang egne vælgere

Partier har typisk en hård kerne af trofaste vælgere, men der er også en gruppe SPD-vælgere, som kan tabes. Det skete i høj grad ved valget sidste år.

Blandt den gruppe, som opfattede sig selv som ”svage SPD-tilhængere”, stemte kun 53 procent på SPD ved valget. Blandt de selverklærede stærke SPD-tilhængere stemte kun 77 procent på partiet.

... analytikerne skriver, at kampagnen i 2017 "på intet tidspunkt havde et strategisk fundament"

4. Strategien der blev væk

Generelt kritiseres partiets evne til at føre en strategisk og langsigtet valgkamp i god tid. Analysen fremhæver, at i både valgkampen i 2013 og 2017 ”manglede der en strategi, en kampagneledelse med tydelige ansvarsområder og et hold, der spiller godt sammen”. Dommen er hård, når analytikerne skriver, at kampagnen i 2017 ”på intet tidspunkt havde et strategisk fundament. Den havde intet problem og blev ført ud fra øjeblikket.”

Rapporten nævner også, at den 23. januar 2017 vidste ingen i partiets hovedkontor, som arbejdede med presse, organisation, kampagneplanlægning eller events, at partiet dagen efter ville få en ny kanslerkandidat.

Analytikerne mener ligefrem, at kampagnen blev ”ført på kommunikationskanalerne, som de var i 1998”

Håbet var, at kampagnens indledende eufori kunne fastholdes ved blandt andet socialdemokratiske sejre ved delstatsvalgene i Saarland, Slesvig-Holsten og Nordrhein-Westfalen i foråret, men alle tre blev store lussinger til SPD. Man forlod sig altså på, at der kom et vendepunkt for kampagnen, hvad enten det var delstatsvalg eller store TV-debatter, men det skete aldrig. Luften var allerede inden de tre nævnte valg gået af ballonen. Men kampagnen havde ingenting, skriver de: ”Ingen strategi, ingen friske valgkampstemaer, intet velfungerende hold, ingen kampagne og ingen ide.”
5. Kommunikation anno 1998

I analysen får partiets kommunikation og medietilstedeværelse en ordentlig tur. Analytikerne mener ligefrem, at kampagnen blev ”ført på kommunikationskanalerne, som de var i 1998”, og derfor anbefaler de også, at partiet opruster digitalt og kommer ind i en medievirkelighed, som ikke styres af de trykte aviser, men ledes af onlinemedierne, som kommer først. Partiet har ”i årevis ikke lagt vægt på politisk kommunikation”, skriver de. De roser Martin Schulz’ evner som taler og retoriker, men hans evner blev udnyttet alt for lidt. Hans taler var oftest gennemsnitlige og havde hverken pointer eller overraskelser i sig.

SPD’s evne til at bruge framing – opfinde og overtage ord og begreber i den offentlige debat – bliver også kritiseret. SPD har på ”skammelig og utilgivelig vis forsømt” at sætte sig på begreber i debatten, lyder vurderingen. Analytikerne nævner eksempelvis, hvordan det højrepopulistiske Alternative für Deutschland aktivt bruger et politisk og følelsesladet sprog, når de taler om en ”flygtninge-tsunami”, mens det også er lykkedes CDU at bruge sproget som et magtmiddel. SPD derimod er bagud på kommunikative point.