Netflix’ nye science fiction-film, ’Spaceman’, er instrueret af Johan Renck, og baseret på den amerikansk-tjekkiske forfatter, Jaroslav Kalfers roman, ’Spaceman in Bohemia’ fra 2017.

På papiret lyder det lovende, eftersom Johan Renck også instruerede den fremragende miniserie, ’Chernobyl’.

Med Adam Sandler i hovedrollen blev mine forventninger skruet en ekstra tak op, for han har på en sær måde en evne til at skifte mellem simpel og fladpandet komik, og så en meget mere dyb fremtræden på lærredet, der i den grad virker overbevisende.

Og ’Spaceman’ er på ingen måder komik. Den handler om astronauten, Jakub Procházka, der har været på en rumrejse i et halvt år, og blot er ved at være nået sit mål: en stribe lysende rumstøv, der kan observeres fra jorden.

Der er et rumkapløb i gang, og amerikanerne forsøger at komme først, før Sydkorea, der også forsøger at nå derud og finde ud af, hvad fænomenet overhovedet er.

Kunne kamme over

Det helt bizarre ved filmen er, at vores ensomme astronaut pludselig bliver konfronteret af en kæmpe edderkop, der kan snakke. Og det er ikke en fæl Alien, men derimod en slags ven, som astronauten også har truffet tidligere.

Og her er det næsten som om, at filmen kunne kamme over, og Adam Sandlers rolle blive forvandlet til ren komik igen.

Ligesom ’Solaris’ handler mødet med det dybe rum om menneskets inderste og mest personlige erindringer

Dette er imidlertid ikke tilfældet, selvom filmens ekstremt ringe scenografiske præsentation af mødet næsten ufrivilligt gør det for latterligt.

Filmens plot minder på mange måder om Stanislaw Lems berømte roman, ’Solaris’, der er blevet filmatiseret to gange, med stor succes.

Ligesom ’Solaris’ handler mødet med det dybe rum om menneskets inderste og mest personlige erindringer. I ’Spaceman’ er dette møde dog reduceret kraftigt til at handle om astronautens manglende kontakt med sine egne følelser, der er ved at ødelægge hans forhold til sin kæreste, der er gravid.

Sødme med ekstra sødme

Edderkoppen og kontakten med rumskyen, der efter sigende skal være resterne af det stof, hvor ”Begyndelsen” opstod gør, at han må konfronteres med sin barndom og opvækst, og siden må sande, at hans livs mening ikke findes derude i rummet.

Den banale kærlighedshistorie, som filmen grundlæggende er, minder på mange måder om alle de andre film, hvor Adam Sandler spiller hovedrollen.

Det er sødme, krydret med ekstra sødme, og det er hele tiden for sødt, for overdrevet stereotypt og traditionelt.

Man sidder efterladt med en fornemmelse af, at det kunne være en god film

Men det er samtidig også hvad Adam Sandler er god til at fremstille overbevisende. Men som et stykke science fiction er det en flad fornemmelse.

Det eneste egentlig gode, som man kan sige om ’Spaceman’ er, at Adam Sandler som den trætte astronaut er ekstremt overbevisende, og man har gjort en stor indsats for at gøre selve arbejdet og ensomheden overbevisende.

At man samtidig har hensat fortællingen til at foregå i halvfjerdserne med et maskineri, der oser af netop Tjernobyl, er faktisk opløftende men også underligt hul, fordi dette tidsbillede ikke spiller nogen anden rolle end staffage.

Man føler sig på en måde snydt

Man sidder efterladt med en fornemmelse af, at det kunne være en god film, men at det bare ikke lykkedes.

Man føler sig på en måde snydt, fordi filmens forskellige dele, skuespillernes indbyrdes præstationer er så gode, og scenografien grundlæggende er interessant, uden at noget af det hænger sammen.

Så hellere filmatiseringerne af ’Solaris’, der efterlader en med en langt mere bred og ubestemmelig idé om, at det enkelte menneskes søgen efter mening i rummet og det ukendte, altid vil influere på individets underbevidsthed, nære relationer og selvforståelse.

’Spaceman’ formår ikke at holde den spændvidde, og derfor virker dets spind ikke, desværre.

 

Johan Renck.’Spaceman’. Medvirkende: Adam Sandler, Carey Mulligan, Kunal Nayyar, Isabella Rossellini, Poul Dano og Lena Olin. Premiere på Netflix, 2024.