Joachim Langs nye film om Nazitysklands propagandaminister, Joseph Goebbels, der bærer titlen, 'Føreren og forføreren', er på mange måder skruet godt sammen.

Man er slet ikke i tvivl om, at Joachim Lang gerne vil noget med sin film, for han siger det helt eksplicit i filmens indledning: Vi skal se og forstå Joseph Goebbels, for at undgå, at et lignende monster igen kommer til magten og fortryller folket til at gå lige lukt i helvede.

Metoden som Joachim Lang anvender har længe været den gængse tilgang til emnet: Fokusere på især en person, og ligesom gøre denne menneskelig, og derfor måske også forståelig, samtidig med, at man må regne med at publikum godt ved, hvad der foregår af forbrydelser og bestialitet, selvom det ikke vises hele tiden.

Det var sådan Matti Genschonneck greb det an, i hans film om Wannsee-konferencen, hvor det blev besluttet, at udryddelsens af jøderne skulle have første prioritet, og det var ligeledes sådan, at Jonathan Glazer greb det an, da han i filmen 'The Zone of Interest' skulle skildre øverste kommandant for udryddelseslejren i Auschwitz, Rudolf Höss og dennes familie.

Vi ser menneskene, men ikke direkte deres bestiale sider og forbrydelser.

Fremstillingen af landets forfører 

Joseph Goebbels betydning for opbyggelsen af den overmenneskelige figur og Tysklands fader, Adolf Hitler, kan næppe overvurderes.

Gennem utallige taler til folket, udnyttelse af alle medier og brug af film som propaganda, lykkedes det for Goebbels at kontrollere selve fremstillingen af landets fører.

At stadsarkitekt og rustningsminister, Albert Speer, kunstneren Arno Breker og Julius Streicher, der var redaktør på det ekstremt antisemitiske magasin, Der Stürmer, også var med til at bygge den mytologiske Hitler op, får man ikke en opfattelse af, når man ser Langs film. Kun filminstruktøren Leni Riefenstahl er kommet med i filmen.

Og selvom Joachim Lang forsøger at anvende det greb, at Joseph Goebbels var en mand, der levede et ‘almindeligt’ funktionærliv, ligesom Hitler for øvrigt også gjorde det, igen ifølge denne film, får vi skam også serveret historiske filmklip, der vidner om folkemordet på jøderne, men der er på en underlig måde afkoblet fra selve disse statsmænds hverdag.

Ondskabens banalitet 

Dette er temmelig sikkert en overdrivelse, der måske stammer fra retssagen mod Adolf Eichmann, hvor filosoffen og journalisten, Hannah Arendt, karakteriserede ham som en simpel embedsmand, der bare fulgte ordrer, og slet ikke selve essensen af ondskab, som hun havde forestillet sig at træffe, da hun mødte ham, siddende bag glas, i retssalen i Jerusalem.

Ideen om ‘ondskabens banalitet’, som Hannah Arendt karakteriserede disse embedsmænd som indbegrebet af, er i dag langt den førende forestilling om disse forbryderes intentioner og selvopfattelser.

Men vold og brutalitet har nok fyldt en hel del mere i disse menneskers hverdag, end de mange fremstillinger af dem som almindelige funktionærer giver indtryk af.

I Joachim Langs portræt af Joseph Goebbels ser det nærmest ud som om, at han slet ikke havde nogen egentlig interesse i selve nazi-ideologiens indhold og udvikling. Det er udelukkende for at vinde kampen med propaganda, at han finder frem til, at jøderne må inddrages som den indre fjende, hvis det tyske folk skal kunne forføres til at drage i krig.

Sådan var det ifølge Joachim Langs fremstilling.  

Robert Stadlober, der spiller Goebbels i Langs film, fremstår lidt dum og hans fanatisme bliver reduceret til, at han var en ærgerrig mand, der ville vinde Hitlers begunstigelse.

Hans samvær med sin kone og mange børn bliver ganske vist kompromitteret, fordi han forelsker sig i en skuespiller, men dette forpurres af selveste Hitler, der nægter ham at blive skilt, fordi han skal fremstå som indbegrebet af den tyske kernefamilie.

Kun delvist vellykket 

I filmen taler Hitler helt frit om, at der i toppen af partiet er homoseksuelle, og at andre lever promiskuøst, ligesom han for øvrigt selv gjorde det med kvinden Eva Braun, som han først blev gift med, da han tog sit liv i førerbunkeren i Berlin.

Om det har været sådan er spekulativt, men det gør i hvert fald, at Joachim Lang kan fremstille både Hitler og Goebbels som lidenskabelige pragmatikere, der anerkender drifterne uden at moralisere, men som samtidig ofrer sig for selve sagen.

Joachim Langs film er kun delvist vellykket. Den mangler format og form, men glimrer også ved, at man får et meget godt indtryk af, hvor ekstremt Goebbels propagandavirksomhed virkede.

Hans sindssyge tale til folket, hvor han råber til dem, om de ønsker ‘den totale krig’, og som svar får en brølende tilkendegivelse af, at hele folket vil ofre sig for sagen, er så afsindig og kuldegysende, at det ikke kan gentages nok. Vi må og skal huske denne modbydelige begivenhed.

Det er måske den tale af alle, der i dag fremstår som mest uhyggelig.

Ikke noget nyt 

Joachim Lang vil gerne have, at hans film fremstår som en slags afsløring af Goebbels propagandistiske metode, men noget nyt bliver ikke som sådan afsløret. Allerede Hitler selv havde afsløret hvorledes god propaganda skal fungere.

Det var hans hovedanke mod Tysklands ledere, der kapitulerede i slutningen af Første Verdenskrig: at de ikke forstod propagandaens væsen.

Derfor skrev han i Mein Kampf, at propaganda skulle virke som en reklame for sæbe. Man skulle defamere sine fjender, gøre dem umenneskelige og farlige (bakterier), og man skulle for enhver pris sørge for udelukkende at tale positivt om selve produktet, hvilket i dette tilfælde var det tyske folk.

Joseph Goebbels propagandafilm om jøderne, hvor de fremstilles som rotter, der trænger ind overalt, var psykologisk virkningsfuld, fordi selv den menige tysker så kunne forstå, at de ikke kunne isolere sig, gemme sig, men at de måtte deltage i selve udryddelsen af dette ‘skadedyr’. Det var uhyggeligt effektivt.

Joachim Lang har ret, når han i indledningen til filmen siger, at vi skal lære at se mere direkte på disse historiske forbrydelser.

Det nytter ikke noget at forbyde disse demagogers udgivelser, der førte til selve katastrofen.

De gjorde ligesom vor tids reklamemennesker gør i dag. De sørgede for, at deres varer blev solgt effektivt, og de appellerede til følelserne, frem for forstanden eller intellektet. Det var i altovervejende grad det, som Goebbels forstod: at det var følelserne og underbevidstheden, som det hele drejede sig om.

Den dybe propaganda

Det er faktisk rystende, omend nok ikke nogen egentlig afsløring, at se hvor langt Goebbels var klar til at gå, for at manipulere det tyske folk. Alle kneb gjaldt, og det er måske også en kende overraskende, at selv under angrebet på Berlin, hvor alting var tabt, blev han ved med at kæmpe for, at propaganda blev produceret.

I virkeligheden er det nok forfatteren Elias Canetti, der er kommet nærmest en klar og overbevisende udredning af Hitlers visioner og den dybe propaganda, som Joachim Lang faktisk også lykkedes med at skildre i sin film.

For Hitler handlede det hele om langt mere, end hvad en simpel tyskers liv kan rumme, inklusiv hans eget liv.

For Hitler var det evigheden, det hele drejede sig om. Hans tyske hær var uendelig meget større end det reelle antal soldater, som han havde til rådighed, for han medregnede også de soldater, der tidligere har kæmpet og faldet for den tyske sag.

Det er hvad Elias Canterbury kom frem til, i hans fremragende tobindsværk Magt og Masse: at Hitler var leder af en dødskult.

Delte ekstremisme

Derfor er det måske heller ikke overraskende, at Joseph Goebbels lagde så stor vægt på - og penge i - gennemførelsen af filmen, Kolberg, der blev instrueret af Veit Harlan, eftersom den handler om Tysklands historiske kamp for eksistens.

Elias Canetti forstod hvordan Hitlers og Goebbels propagande fungerede, og han skrev meget stilsikkert om, hvorfor at det tyske folk lod sig forføre, selvom det også medførte drabet på jøderne, og i sidste ende drabet på dem selv, da de berusede skreg om gennemførelsen af den 'totale krig’.

Det måske bedste ved Joachim Langs film er, at han overbevisende formår at tydeliggøre, hvorfor en mand som Goebbels og hans kone kunne få sig selv til at myrde deres egne børn.

Det var en slags ekstremisme, som de delte med Hitler selv. De vidste godt, at de var forbrydere, og at hvis Tyskland tabte, så ville de stå til ansvar.

For dem var der ingen vej udenom: enten sejren eller det totale nederlag. Enten viljen til sejr, eller afmagten og dermed døden for den tyske ånd og idé. Det var sådan, at de forstod det, og derfor blev det hele så fatalt og førte til den visse død.

Føreren og forføreren er ikke helt så vellykket som for eksempel The Zone of Interest, fordi den ikke er stram nok i formen, og nok også fordi, at Joachim Lang er bange for, at publikum ikke vil kunne forstå hans ‘menneskelige’ fremstilling af en folkemorder, uden at han skal kommentere, advare og eksplicitere, at det ikke er som det tager sig ud.

Som om, at han er bange for sin egen brug af propagandistiske midler som filmisk og plotmæssig effekt.

Hans fejl består i, at han ikke tror på den psykologiske effekt, og derfor må tage den direkte tale til intellektet i brug.

Det viser faktisk, at Joachim Lang nok heller ikke helt forstår, hvorfor Goebbels propaganda fungerede så uhyggeligt effektivt.

Joachim Lang: Føreren og forføreren. Filmen havde dansk premiere den 19. September.