Selv om arbejderdigteren Oskar Hansen med sange som ”Når jeg ser et rødt flag smælde” og ”Danmark for folket” blev Socialdemokratiet og arbejderbevægelsens hofdigter, så var han gennem livet mange gange på kant med partiets ledelse.

Oskar Hansen blev født i 1895 og voksede op i et socialdemokratisk hjem på Amager.

Hans far var typograf, og sange fyldte meget i barndomshjemmet. Når de var sammen med resten af familien, blev der sunget og diskuteret politik.

Faren og hans brødre havde gode stemmer, og Oskar Hansen lærte hurtigt at synge med. Og fra han var cirka 10 år gammel, kom han med til politiske møder.

Valgte tidligt politik

17 år gammel startede han Socialdemokratisk Ungdomsforening, SUF, i Sundby, som i løbet af et års tid blev den næststørste i Danmark.

”Grunden var ikke ånd, men nakke og muskler. Var kendt i Sundby som den vældige atlet. Spurgte jeg en ung mand, om han ikke ville ind i SUF, svarede han skælvende ja med det samme”, fortalte han selvironisk som voksen.

Men Oskar Hansen var som 16-årig en meget talentfuld bryder, der så valgte politik fremfor sport.

Bestyrelsesmøderne i Sundby-afdelingen blev holdt hjemme hos forældrene. De unge fik lov til at sidde i spisestuen, mens moren og faren var i stadsstuen og lyttede med.

Når det var blevet midnat, og verden var ordnet for denne gang, rejste de unge sig og sang ”Socialisternes march” den der i dag er kendt som “Snart dages det, brødre”.

Så kom forældrene frem i spisestuen. Moren som regel angst for dette syngeri så langt ud på natten, mens faren stod i døren og strøg sit store overskæg og lyttede eller brummede med.

Gik i faderens fodspor

Oskar Hansen blev, ligesom faderen, selv udlært typograf i 1914. ”Knæk sablen! Bryd kronen! Styrt kirken!” stod der på en plakat, som han kom til at bære til en 1. maj demonstration i 1915.

Men netop ankommet til Fælledparken blev demonstrationen angrebet af ridende politi, som erobrede fanen med de revolutionære ord.

I en radioudsendelse 50 år efter begivenheden oversatte han plakatens paroler til: ”Almindelig afrustning, republik, statens og kirkens adskillelse”. Og disse ideer bekendte han sig stadig til i 1965, selv om han erkendte, at især kampen mod kongedømmet og statskirken ikke havde den store udbredelse i befolkningen.

Fulgte med kommunisterne

I perioden under 1. verdenskrig  fjernede Oskar Hansen og Socialdemokratisk Ungdomsforbund sig mere og mere fra Socialdemokratiet.

Dels på grund af de unges anti-militarisme, dels på grund af moderpartiets samarbejde med et borgerligt parti som Det Radikale Venstre – partiets formand, Thorvald Stauning, var i 1916 blevet minister i den radikale Zahle-regering. Og så var der hele påvirkningen fra Rusland.

Mange af de unge socialister troede også på revolution i Danmark i 1918, hvor der i november var store demonstrationer på Grønttorvet med mange sårede, både hos demonstranterne og politiet.

I oktober 1919 besluttede et flertal i SUF ved en urafstemning helt at afbryde båndene til Socialdemokratiet.

Flertallet i SUF dannede herefter Venstresocialistisk Parti (VSP) i november 1919, mens mindretallet i SUF i februar 1920 dannede Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU).

Fra socialdemokratisk typograf til agitator for DKP

I årene efter var Oskar Hansen aktiv som agitator for Venstresocialistisk Parti på turneer til Jylland.

Han skiftede for alvor fag fra at være en typograf, der skrev digte, til at blive egentlig journalist.

Han blev ansat på Venstresocialistisk Partis avis Arbejdet 1919-21 og fulgte med, da den skiftede navn til Arbejderbladet og blev organ for Danmarks Kommunistiske Parti, DKP.

Oskar Hansen havde meldt sig ud af Socialdemokratiet med disse ord:

”Jeg synes, vi lunter med hestevogn herhjemme… jeg vil derfor nu prøve revolutionens flyvemaskine, og hvis jeg skvatter ned uden at blive dræbt, kan I måske fiske den sårede op på vejen! ”.

Tilbage til Socialdemokratiet

Opholdet hos kommunisterne blev kort. Oskar Hansen meldte sig ud af DKP i 1922, da partiet var blevet splittet i to partier opkaldt efter de gader, hvor de holdt til: Møntergadepartiet og Blågårdsgadepartiet.

Han var frustreret over splittelsen, stod af og meldte sig igen ind i Socialdemokratiet – og blev ansat som journalist på partiaviserne ”Klokken 5” og ”Social-Demokraten”.

Udover nyhedsartikler skrev Oskar Hansen mange digte, som blev offentliggjort første gang i aviserne. En del af dem kom senere med i hans digtsamlinger.

Det var i denne opblomstringstid for den socialdemokratiske arbejderbevægelse at Oskar Hansen skrev de sange, som stadigvæk synges i dag. I 1923 skrev han ”Når jeg ser et rødt flag smælde” til et DSU-arrangement i Brønshøj Tivoli. En sang, der er det tætteste man kommer på en nationalsang for den danske arbejderbevægelse.

I 1930'erne begyndte han at skrive til ”de røde revyer”, både politiske og anti-fascistiske sange og mere muntre parodier på tidens popsange om kærlighed.

Det er i slutningen af 30’erne at Oskar Hansen skriver visen om de tre musikanter, som Røde - i skikkelse af Kurt Ravn - synger til sit og Agnes bryllup i tv-serien Matador.

Stauning eller kaos

I 1934 skrev han – på opfordring – sin anden signatursang: ”Danmark for folket”.

Statsminister Thorvald Stauning havde skrevet partiprogrammet med samme titel, der gjorde Socialdemokratiet til et folkeparti frem for et klasseparti.

Til folketingsvalget i oktober 1935 havde Oskar Hansen også skrevet valgsangen ”Stauning igen!”, og begge sange kom med i en folder, der blev trykt i meget stort oplag – med plakaten ”Stauning eller kaos” på forsiden.

At Socialdemokratiet fik sit bedste valg nogensinde med 46 procent af stemmerne, havde Oskar Hansen måske en lille andel i.

Det gav Stauning ved en festlig lejlighed selv udtryk for ved at brumme i skægget: ”Jeg ve´ sgu godt, de går og siger, der var dig, der vandt valget!”.

Med i modstandskampen

Under den tyske besættelsen kom Oskar Hansen – og hans 17-årige søn Bent – med i den socialdemokratiske modstandsgruppe Ringen.

28. december 1944 sad de i en linje 5 sporvogn med en mappe med illegale blade, da de blev udsat for en tysk razzia.

Bent tog mappen og meldte sig, kom i forhør og blev senere sendt til Frøslevlejren. Oskar Hansen nåede at advare resten af deres gruppe og flygtede hurtigt til Sverige.

Her deltog han i de politiske samtaler med andre flygtninge. I hans fire måneders landflygtighed i Sverige blev han tilsyneladende kritiseret af ”de fire store i partiet” for, at han i Stockholm gik og skældte ud på parti og fagbevægelse.

De fire store var Vilhelm Buhl, den i 1942 afgåede statsminister, Hans Hedtoft, i 1941 fjernet af tyskerne som partiformand, H. C. Hansen, den ligeledes fjernede partisekretær og Alsing Andersen, tidligere finansminister.

I et brev til kammeraterne på Social-Demokraten skrev Oskar Hansen, at økonomisk medarbejder i datidens LO, Henry Grünbaum, var den danske partifælle, der i Sverige havde gjort mest for sit parti.

Han havde rejst rundt og holdt masser af møder med danske arbejdere, heraf mange kommunister.

”Han har på sin både rolige og fornuftige måde taget de slagsmål, der kunne komme”.

Ønskede enhedsfronten

Og slagsmål kom der mellem socialdemokrater og kommunister efter befrielsen i maj 1945.

Det blev ikke til den enhed i arbejderbevægelsen, som Oskar Hansen ønskede, men til en voldsom magtkamp mellem Socialdemokratiet og DKP. Især i fagbevægelsen rasede kampen igennem mange år.

Så Oskar Hansen fiskede i rørte vande, da han i februar 1946 fik den idé at lave et interview med en menig socialdemokrat og en menig kommunist på B&W.

Det kom der ballade ud af.

Fire socialdemokratiske tillidsmænd var utilfredse med, at han ikke havde kontaktet dem og skrev et brev til partisekretær H. C. Hansen, som sendte det videre til udtalelse hos Oskar Hansen.

Han svarede, at da den første socialdemokrat, han fik kontakt med, var på vej ud af partiet, hjalp en kommunistisk tillidsmand ham med at finde en anden. Og så troppede en af de socialdemokratiske tillidsmænd op og sagde: Det kan du jo bruge mig til. ”Men det var den ukendte soldat, jeg var ude efter”.

Han blev fundet, og interviewet blev lavet.

Oskar Hansen mente selv, at han havde talt grimt til en anden socialdemokratisk tillidsmand, fordi ”han nærmest talte til mig, som om han var overgeneral og fører, og jeg en elendig knoldesparker, der skulle stå ret”.

Oskar Hansen sluttede sit svar med: ”Vi er jo demokrater – så store demokrater, at der kan blive hvislende vrøvl over en affære som den fra B&W”.

Angreb Krag

Det var ikke sidste gang, at Oskar Hansens skriverier bragte ham på kant med partitoppen i Socialdemokratiet.

Det var uden tvivl Jens Otto Krag som han havde i tankerne, da han i 1952 skrev det meget lange digt ”Til min kammerat og socialdemokratiske partifælle, den unge nationaløkonom”.

Den senere statsminister havde som ung cand.polit. haft stor indflydelse på Socialdemokratiets efterkrigsprogram ”Fremtidens Danmark” fra 1945.

Digtet startede billedligt talt om at slå små eller større brød op, og så kom det:

“I din opskrift er der en ting, jeg mangler, en ting, jeg – med et måske vulgært udtryk – vil kalde: Den socialistiske gær.
Din opskrift, dit program mangler, synes det mig - for at sige det på en anden måde end den med gæren – den mangler det socialistiske syn.”

Nogenlunde samtidig skrev Oskar Hansen det lange, kritiske og satiriske digt ”Socialisme og andespil” med noten ”Sang om seks socialdemokratiske partifæller i Valby, der ved et andespil for drønende fuldt hus meldte sig ud af partiet, fordi der ikke var plader til dem”.

Fra et af de mange vers:

“Jeg kunne hulke her, eller jeg kunne skrige ud i den regnvåde, kolde vinteraften og spørge: Er det ikke det gladeste vanvid og pis og papir? Er det ikke ideernes og ideologiernes ynkelige død, at 6 mennesker melder sig ud af et parti, fordi der ikke var plader nok til et andespil?”

Følte sig dårligt behandlet

I 1955 fyldte Oskar Hansen 60 år og stoppede selv med et fødselsdagsinterview i Social-Demokraten

I et brev til partiformanden, den nye statsminister H. C. Hansen, synes han, at han var blevet behandlet dårligt i forhold til interviewet. Der var et langt afsnit i det, som ikke måtte komme med, og så fik Oskar Hansen det helt standset.

Han mente, at han altid havde været loyal over for partiet, selv om der kunne være divergerende opfattelser.

Et parti burde ikke være som en cementkasse, hvor alle blev støbt i samme form. Og så refererede han det, der blev censureret væk, blandt andet:

”Mit indtryk er, at socialdemokraterne i Norge og Sverige er mere åndeligt vitale end vores Socialdemokratiet er det. Det bobler mere af meningsbrydninger i Norge og Sverige. Og, kammerat og kollega og partifælle, det har ikke skadet Socialdemokratiet i de lande…”

Skrev klager til partiformanden

Oskar Hansen skrev flere åbne breve til statsminister H. C. Hansen. Også da han i 1956 oplevede, at han for første gang fik et digt afvist i DSU’s medlemsblad ”Fri Ungdom”.

Som anti-royalist var han forarget over, at statsministeren havde inviteret Kong Frederik og Dronning Ingrid til middag i sin store lejlighed Østerbrogade og skrev derfor en ”Moderne folkevise om torskegildet på Østerbro”.

Han citerede alle syv vers og skrev så:

”Nu er jeg jo helt klar over – og du er det også – at både verden og partiet står, selv om en skribent mere eller mindre bliver kværket.

Men dette med kværkeriet, er noget, jeg har mærket meget længe. ”Partiets digter” – dette er et citat fra mange artikler og udtalelser – har slette arbejdsvilkår. Det kan glide, hvis det drejer sig om små pæne ting om blomster eller sne eller træer i blæst… men hvis der er socialt smæld i fanerne, så er portene de fleste steder fanden gale mig lukket, og man står som en synder uden for en klosterport. Hvilket er meget ubehageligt”.

En ulykkelig afsked

Samtidig med at Oskar Hansen kom i konflikt med partitoppen flere gange i 50'erne blev han kørt ud på et sidespor på Social-Demokraten, hvor mange af hans ideer eller artikler ikke længere blev optaget.

Det endte med en ulykkelig afsked med avisen i 1960, da den nu hed Aktuelt og havde fået ny ledelse.

Men i 1965 fik digteren ved sin 70 års fødselsdag en stor fejring og en gave på 25.000 kr. (svarer til ca. 210.000 kr. i dag) fra hele den socialdemokratiske arbejderbevægelse.

22. maj 1966 blev Oskar Hansen interviewet af journalist Jan Stage i den kommunistiske avis Land og Folk under overskriften ”En romantisk bryder”.

Her fortalte han, at han var meget partitro overfor Socialdemokratiet, og at han forlod kommunisterne i 1922, fordi de skændtes for meget, til at han kunne følge med.

”Du var altså begejstret dengang, og nu er du skuffet?”, blev han spurgt. ”Nej, det kan man egentlig ikke sige. Jeg synes, vi har klaret det ganske godt her i Danmark. Jeg er stadig revolutionær, men – hvis jeg skal være åndfuld – jeg er bange for revolutionen. Den førte meget blod og snavs med sig. For meget, synes jeg”.

25. maj 1968 meddelte avisen Aktuelt på forsiden: ”Digteren, forfatteren og journalisten Oskar Hansen er i aftes død på Lersø Park Hospital i København, hvor han blev indlagt for to måneder siden efter nogen tids sygdom”.

Og om begravelsen fem dage senere stod der i samme avis:

”Mange hundrede havde fyldt den store sal i Folkets Hus på Enghavevej i København som en sidste hyldest til arbejderdigteren Oskar Hansen, hvis urne i dag bliver anbragt i de ukendtes plæne på Bispebjerg.

Det blev en af de største og navnlig en af de smukkeste bisættelseshøjtideligheder, der er set i mange år i København – smuk og gribende i al sin enkelhed”.