Netavisen Pio skrev bragte forleden en artikel, på baggrund af, at en lille gruppe fagforeningsmedlemmer i Aalborg havde stillet en lille kiste med gravsten uden for det lokale partikontor med påskriften ”1878 – 2023. Socialdemokratiet er som arbejderparti afgået ved døden.”

Det fik redaktionen til at spørge sig selv, om der var tale om en fejl, da partiet i oktober 1921 fejrede sit 150-års jubilæum.

For at opklare spørgsmålet har redaktionen henvendt sig til historisk konsulent i Socialdemokratiet, Martin E. O. Grunz og bedt om en forklaring på årstalsforvirringen, og det er hans forklaring, der nu bringer mig til tasterne.

For sjældent har jeg set så mange fejl og fejlforklaringer fra en person, der udmærket har kendskab til en lang række artikler og bøger, der omhandler arbejderbevægelsens gennembrudsperiode.

Selv et kig i Socialdemokratiets partihistorie ”En bygning vi rejser” fra 1954 ville hurtigt kunne få ham på andre tanker.

En overraskende nyhed

Martin Grunz indleder med at fortælle, at det var håndværkerlaug, der søgte ind i Den Internationale Arbejderforening for Danmark ved stiftelsen den 15. oktober 1871.

Det må siges at være en overraskende nyhed.

De gamle håndværkerlaug, som havde eksisteret siden middelalderen, var som en konsekvens af Danmarks første grundlov af 1849, blevet opløst ved lov med virkning fra 1862.

Laugene blev styret af mestre og svende i forening og de regulerede egenrådigt deres priser og bestemte, hvor mange svende der skulle uddannes og antallet af mestre i en købstad.

Laugene kunne ikke videreføres under en ny grundlov, der proklamerede fri konkurrence og markedsøkonomi med den enkeltes ret til at etablere virksomhed eller fri ret til at søge et arbejde.

Laugene fik lov til at fungere videre, men kun som syge- eller begravelseskasser.

Enkelte delte sig i mesterforeninger for sig og svendeforeninger for sig. De endte senere som henholdsvis arbejdsgiverforeninger og fagforeninger.

Resultatet blev at flertallet af svendene måtte søge arbejde på de nyetablerede fabrikker og blive arbejdere, men uden organisationer der kunne varetage deres interesser på de mekaniserede værksteder.

En sådan mulighed kunne Internationale tilbyde med en opbygning af såkaldte faglige sektioner.

De enkelte sektioner blev opbygget efter arbejdernes uddannelse f.eks. snedkernes sektion og smedenes sektion med flere.

En enhedsorganisation

Martin Grunz fortæller herefter ganske fejlagtigt: ”Men den ledende sektion var den blandede sektion, hvor alle – også kvinder – kunne blive medlem.

Sektionen hed korrekt ”sektionen for blandede håndteringer” og bestod af alle de små fag f. eks, kurvemagere og korkskærere, der ikke af egen kraft kunne danne en selvstændig sektion med egen sektionsformand.

Denne sektion var alt andet end ledende, da de store byggesektioner dominerede Internationale.

Man kunne naturligvis blive enkeltmedlem af Internationale, sågar hemmeligt medlem, men de stod direkte under Internationales centralkomité.

Internationale var i sin levetid fra 1871 til 1873 en organisation, hvis medlemsbasis var faglige sektioner og fagforeninger.

Dens formål var på den ene side at kæmpe for arbejdernes løn- og arbejdsforhold, og på den anden side at repræsentere arbejdernes politiske interesser gennem valg til Folketinget.

Der var altså tale om en enhedsorganisation med faglig og politisk aktivitet.

Fagbevægelsens rolle

Herefter fremsætter Martin Grunz endnu en vildfarelse og udtaler: ”I 1875 blev Socialdemokratiet dannet og Louis Pio overtog ledelsen.

Det var de samme folk som i 1871, men navnet var nyt, da det tidligere parti var blevet forbudt. Fagbevægelsen meldte sig ind igen.”

Naturligvis kan fagbevægelsen ikke melde sig ind i noget, de aldrig har meldt sig ud af.

Da Internationale i august 1873 blev forbudt ved Højesteret, blev dens aktiviteter søgt videreført af nogle små faglige organisationer, som ikke skal nævnes her.

Men i første halvår af 1874 dannedes et stort antal fagforeninger i København og de store provinsbyer. Disse fagforeninger mødtes i maj 1874 og stiftede ”Centralbestyrelsen for de frie fagforeninger.” 

I dens manifest hed det, at man ville danne et ”fast socialdemokratisk arbejderparti over hele landet” med en central ledelse i København. For at opnå det opfordrede man alle arbejdere til at indtræde i eller at danne fagforeninger.

En solid faglig medlemsbasis var altså fortsat grundstenen i både den faglige og politiske virksomhed.

I daglig tale kaldte man sig bare ”centralbestyrelsen”.

Partiets grundlæggelse

Navnet Socialdemokratiet eller rettere ‘Det socialdemokratiske Arbejderparti’ stammer fra Gimlekongressens i juni 1876, hvor man vedtog program og love for Det socialdemokratiske Arbejderparti i Danmark.

Kongressens medlemsbasis udgjordes af mere end 50 fagforeninger, der repræsenterede 6.200 medlemmer.

Med på kongressen var kun to foreninger af ikke-faglig karakter, nemlig Socialdemokratisk Samfund med sproglærer Bjørnstrup i spidsen og Den fri Kvindelige Forening med madam Clausen og Jaquette Liljencrantz, begge medlemmer af centralbestyrelsen.

De faglige organisationer havde siden 1871 holdt de politiske aktiviteter i live ikke mindst gennem udgivelsen af avisen ‘Social-Demokraten’.

Yderligere forvirring

Martin Grunz bidrager videre til forvirringen om situationen: ”I 1878 mente fagbevægelsen dog, at det var mere effektivt at være organiseret udelukkende gennem fagene – og ikke som foreninger under et politisk parti – men det er altså fagbevægelsen der kan regne sin selvstændige organisering herfra.”

Nej. det er lige omvendt. Fra midten af 1876 begyndte en økonomisk krise at skabe voldsom arbejdsløshed og nød blandt arbejderbefolkningen. Krisen, der varede helt til 1882 skabte store problemer for fagforeningerne.

Medlemmerne faldt fra, ‘Social-Demokraten’ mistede abonnenter, og for at redde stumperne forstærkedes diskussionen om at adskille fagforeningerne fra det politiske.

Stærkest formuleret blev det af den moderate socialist Anton Mundberg i en stor artikel i ‘Social-Demokraten’: 

”Skal det socialdemokratiske parti vedblive med at bestå, og skal fagforeningerne kunne komme til at trives og til at udrette noget nyttigt, må den nuværende organisation omordnes. Fagforeningerne må blive et og det socialdemokratiske parti noget andet.”

I februar 1878 tog man konsekvensen og stiftede Socialdemokratisk Forbund.

Dette parti blev i 1880erne opbygget på basis af vælgerforeninger med Højres Vælgerforeninger som forbillede.

LO's forløber dannes

Socialdemokratisk Forbund varetog tillige faglige interesser indtil 1886, hvor fagforeningerne dannede deres egen organisation ”De samvirkende Fagforeninger”.

Denne blev en forløber for De samvirkende Fagforbund i 1898, senere kendt som LO og i dag FH.

Socialdemokratiet kan udmærket henføre sin oprindelse til 1871, fordi fagforeningerne fastholdt de politiske aktiviteter og førte sig frem som politisk parti.

1878 er året for afslutningen af, at et fagforeningsmedlem automatisk blev medlem af et politisk parti.

Det var faglige ledere, der stiftede Socialdemokratisk Forbund, og da fagforeningerne fik egen organisation i 1886, måtte de to parter naturligvis samarbejde, men på hver sit ansvarsområde.