I sit forord til Socialdemokratiets jubilæumsbog 'De rejste sig trodsigt i vrimlen' fortæller Mette Frederiksen, at der på væggen i hendes ungdomsværelse i begyndelsen af 1980’erne hang tre plakater.

Én med Michael Jackson og en anden med popduoen Wham! Den tredje plakat forestillede journalisten, politikeren og børnerettighedsforkæmperen Peter Sabroe.

Jeg er sikker på, at en ung mand, som besøgte hende på teenageværelset dengang, ikke ville have vidst, hvem han var.

Men jeg er også ret sikker på, at hun ville have brugt eftermiddagen på med glødende øjne at fortæller, hvem han, og hvad han betød for hende.

For sådan er det med de fleste mennesker, der ender med at blive politikere: Grunden til deres engagement bliver lagt på et tidspunkt i deres liv, hvor de er i færd med at danne deres værdier og holdninger og i den periode ser sig omkring efter idoler og forbilleder for deres eget liv.

Tager munden for fuld

Men som i Mette Frederiksens tilfælde er barndomshjemmet nok den vigtigste faktor. Det indtryk bekræfter bogen, der er en samling portrætter af 30 socialdemokrater fra Louis Pio til Mette Frederiksen selv.

Dan Jørgensen, der har redigeret udvalget, hævder, at de ”ændrede danmarkshistorien”. Det er måske at tage munden for fuld.

Jeg ved for eksempel ikke, om man kan hævde det om Helle Thorning-Schmidt eller K.B. Andersen.

For de flestes vedkommende var der snarere tale om, at de i kraft af en ”social indignation” over forholdene i det danske samfund på det tidspunkt og gennem den rolle, de spillede inden for Socialdemokratiet eller fagbevægelsen, var med til at definere den retning partiet tog efter at have forladt sin tidlige, revolutionære fase.

Således var ”realiteternes mænd” – pragmatiske folk som fagforeningslederen P. Knudsen (udmærket portrætteret af Jens Jonatan Steen) – vigtige for, at socialdemokraterne i begyndelsen af 1900-tallet langsomt begyndte at frigøre sig fra sit marxistiske udgangspunkt.

Derved opnåede de et folkeligt gennembrud og blev et parti, der ændrede det danske samfund, dels ved at gå i samarbejde med Radikale Venstre, dels ved – i 1933 – indgå forlig med Venstre om sociale reformer.

Særlig nordisk blanding 

Men man bør ikke overse, som Marie Stærke interessant nok gør opmærksom på i sit portræt af borgmester Sophus Bresemann fra Nakskov, at mange af de elementer, som vi forbinder med velfærdsstaten, havde deres rødder i den såkaldte kommunesocialisme, som udviklede sig i visse dele af Danmark flere årtier tidligere.  

Gennem sin særligt nordiske blanding af idealisme og pragmatisme lagde Socialdemokratiet grunden for en velfærdsstat, der kom til at hvile på værdier og idealer, som selv borgerlige partier i vidt omfang måtte respektere.

Om ikke andet, så for at undgå at blive straffet af vælgerne.

Den røde tråd

Det er disse værdier og idealer, som Dan Jørgensen i sin indledning kalder for ”den røde tråd”, men som han overlader det til den tidligere justitsminister og formand for Folketinget Erling Olsen at definere: ”Den røde tråd gennem hele Socialdemokratiets historie har været, at vi altid har arbejdet ud fra følgende princip: Alle mennesker hører sammen og har et ansvar over for hinanden. Det ansvar er særligt stærkt over for de svageste.” 

Af den grund savner jeg selv et portræt af Erling Olsen, som vi så meget op til i mit eget barndomshjem. Andre har måske på lignende måde deres egne favoritter, som er udeladt.

Men i det store og hele er der tale om et fornuftigt udvalg portrætter, der tilsammen fortæller Socialdemokratiets historie. Ideen er ikke original. I 1962 udkom en lignende portrætbog, Fra folket de kom.

Det, der skiller denne antologi ud fra den forrige, er dog ikke kun de mange nye navne, der har skullet føjes til listen, men at forfattergruppen – som fortrinsvis består af nutidige, yngre og ledende socialdemokratiske politikere – denne gang er blevet stillet over for en personlig udfordring: At skrive om personligheder, de selv har været inspireret af, og at overveje, hvad nutiden kan lære af dem.

Bedst fungerer det da også fra en læsermæssig vinkel, når forfatterne lader deres personlige engagement skinne klart igennem.

Eller når de kan føje en personlig oplevelse sammen med den politiker, de har valgt at skrive om. Eller når de en gang imellem tager kritisk stilling til den skæbne eller det eftermæle, som politikeren fik.

Som gode eksempler vil jeg nævne Christina Krzyrosiak Hansens portræt af Viggo Kampmann, Martin E.O. Gruntz’ af Vilhelm Buhl, Mogens Jensens af Julius Bomholt og Ida Aukens af Bodil Koch.  

Mere bevægelse end parti

Nogle af de skikkelser, der er blevet tildelt en plads i antologien, er blevet gravet frem af glemslen.

Det gælder for eksempel Nina Bang, som portrætteres af Ane Halsboe-Jørgensen.

Andre har fået en plads, selvom de ikke ”gik i geled” og var partimedlemmer af partiet, som det gælder for Jeppe Aakjær, som Kaare Dybvad Bek er optaget af.

Herved får man desuden indtryk af, at der langt op mod nutiden var lige så meget tale om en bevægelse i tiden som et parti.  

Der er tale om en meget velskrevet bog, hvilket ikke kun skyldes forfatterne selv, men også vidner om grundigt redaktionelt arbejde.

Det bliver dog nok ikke en bestseller uden for partiets medlemsskare. Dertil har bogen for meget karakter af biografisk leksikon og opslagsværk.

På et tidspunkt, hvor det i offentligheden bliver diskuteret, om Socialdemokratiet under Mette Frederiksen igen er blevet mere ideologisk – efter tiden under den funktionalistiske og mere teknokratiske Thorning-Schmidt – er det dog interessant at læse en bog, hvor man ikke kun bliver bekræftet i, at partiet gennem det meste af sin historie mere  har været båret af dets lederes personlige engagement end af rigid ideologi, men også kan konstatere, at den nuværende generation stort set fastholder denne tradition.

Dan Jørgensen (red.). 'De rejste sig trodsigt i vrimlen - 30 socialdemokrater der ændrede danmarkshistorien'. 264 sider. Udgivet af Gimle Forlag. Pris: 250 kroner. Er udkommet.