Annonce

Minister om centralt valgløfte: Vi søger mere konkret dialog

Socialdemokratiets planer fra før valgkampen, om at oprette modtagecentre for asylansøgere i udlandet, er endnu på tegnebrættet, bedyrer Mattias Tesfaye.
I februar 2018 præsenterede Socialdemokratiet et politisk udspil med titlen "Retfærdig og realistisk – En udlændingepolitik der samlet Danmark”.

En af hovedpointerne i udspillet var, at tilstrømningen af asylansøgere til Danmark skulle stoppes ved at personer, der søger om asyl i Danmark, fremover skal sendes til et modtagelsescenter i et land uden for Europa.

Og selv hvis man her vurderes til at have behov for beskyttelse, kommer man ikke til Danmark, men vil få beskyttelse i enten en FN-lejr eller i det land, hvor modtagecentret ligger.

I stedet for at give asyl til de ressourcestærke, der formår at tage rejsen til Danmark, skal Danmark forpligte sig til at modtage kvoteflygtninge, der har et særligt beskyttelsesbehov, f.eks. homoseksuelle eller religiøst forfulgte, forklarede den daværende udlændingeordfører Mattias Tesfaye den gang til Netavisen Pio.

Lidt mere konkret dialog

Nu har Socialdemokratiet siddet halvandet år med magten og selvsamme Mattias Tesfaye er nu minister for udlændingeområdet.

Dagbladet Politiken har derfor spurgt Tesfaye, hvordan det går med planerne om at oprette modtagecentre langt fra landets grænser.

"Vi har præsenteret vores idé for efterhånden rigtig, rigtig mange lande. Både i Europa i et forsøg på at finde et par partnerlande og selvfølgelig også uden for Europa for at finde nogen, som vi kunne lave sådan en aftale med."

"På den baggrund har vi identificeret en god håndfuld lande, som vi nu har besluttet os for sætte os ned og indgå i en lidt mere konkret dialog med," siger han til Politiken.

Af Socialdemokratiets udspil fremgår det, at alle asylansøgere - når modtagecenteret står klar - skal overføres og vente på deres sagsbehandling i et modtagecenter. Men nu viser notat fra regeringen, at internationale konventioner betyder, at f.eks. børn og meget syge mennesker, skal have deres sag behandlet i Danmark.

Otte lande i puljen

Hvilke landene som der forhandles med, vil Mattias Tesfaye dog ikke ud med, da han frygter, at det vil kunne spænde ben for mulighederne for faktisk at få realiseret et modtagecenter.

Ifølge Politiken, så er der imidlertid tale om en gruppe på omkring otte lande, som skal inkludere blandt andet Burkina Faso, Uganda, Etiopien, Kenya og Rwanda.



 

David Troels Garby-Holm er forhenværende redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet