Den legendariske cykelkommentator Jørn Mader havde et udtryk, han brugte på en bjergetape, hvor favoritterne langsomt faldt fra, måtte opgive kontakten til favoritterne og falde bagud i intetheden: ”De falder som pærer fra et træ i efteråret.”

Det samme kan siges om de europæiske socialdemokratier, der ved valg efter valg må indkassere det ene nederlag efter det andet. PASOK i Grækenland, PSOE i Spanien, det hollandske arbejderparti, PS i Frankrig.

I går var det Labour i England, der endegyldigt skrev sig ind i listen af overmodne socialdemokratier, der er faldet fra træet. Det britiske lokalvalg blev en gedigen øretæve til det gamle industriparti. Et lokalvalg, der giver et spændende og ildevarslende fingerpeg om, hvordan det vil ende ved parlamentsvalget om 5 uger. I højborge som Glasgow og Derbyshire løb Labour ind i historiske nederlag. Selv i Tees Valley, der dækker Labour-højborge som Middlesborough og Doncaster måtte Labour se sig slået af den konservative overmagt.

Eneste trøst for venstreorienterede er, at det højrenationale UKIP er blevet udraderet.

Det blev ikke den totale udslettelse
Størrelsen på Labours nederlag beskrives måske bedre af Labour-lejrens egen reaktion på nederlaget, end det beskrives af tallenes ubarmhjertige manifestation. ”Det har været hårdt, det er der ingen tvivl om, men det har ikke været den udslettelse, nogle personer og meningsmålinger forudså”, siger det ledende Labour-medlem John McDonnell til BBC. Glæden skal altså findes i, at valget kun var et stort nederlag og ikke en total udslettelse. Som en forbryder, der glæder sig over en livstidsdom, fordi det trods alt er bedre end galgen.

I en officiel meddelelse siger Labour, at nederlaget skyldes ”unikke omstændigheder”. ”Alligevel har Labour delt budskabet over hele landet, at Labour kæmper for de mange, mens de konservative kun kæmper for de få. Det er det, vi vil gøre hele vejen til 8. juni (hvor der afholdes parlamentsvalg, red.), og vi er sikre på, at det vil starte med at give genklang, når vi nærmer os den dato”, sagde en Labour-talsmand til The Guardian. Eller sagt med andre ord: Vi har tabt, men vi fortsætter med at gøre det, vi gør nu, og så håber vi, resultatet bliver et andet om et par uger.

Vagabonder og billige folk fra Colombia
Hvorfor det skulle gå så galt for Labour er nok afhængigt af, hvem man spørger. Corbyns støtter både i Storbritannien og på vores side af Nordsøen vil pege ud over de europæiske valgresultater og sige, som Maude sagde til Hans-Christian: ”Det er tiderne.”

Andre vil pege på Jeremy Corbyn, der flankeret af venstrefløjsveteraner og studerende har drevet den brede befolkningen på en folkevandring væk fra Labour. Det er da også kun Corbyn-modstanderne Andy Burnham og Steve Rotheram, der i henholdsvis Manchester og Liverpool har fået opløftende resultater. Corbyns ændring af Labour fra folkeparti til protestbevægelse efter latinamerikansk forbillede er blevet afvist af vælgerne. Corbyns alliance af boligløse studerende, kreative storbyvælgere og indvandrere kunne ikke skaffe Labour opbakning ude i landet.

Måske er det tiderne.

Måske er det – for at vende tilbage til cykelsporten og omskrive Jørgen Leths beskrivelse af Kelme-holdet – fordi Labour er blevet et parti af vagabonder og billige folk fra Colombia. Dét projekt er der ingen, der gider stemme på.