Når briterne skal til valg, har Labour – desværre – ikke et seriøst bud på at tage magten fra den konservative Theresa May. På en lang række politikområder er Jeremy Corbyns politiske synspunkter yderligtgående, risikable og naive. Konsekvensen af hans politik vil være et infernalsk kaos først og fremmest i Storbritannien, men muligvis også i resten af den vestlige verden. Og hans lederskab har allerede skadet Labour i et omfang, der kan blive svært genopretteligt. Jeremy Corbyn er ikke noget eksempel til efterfølgelse for centrum-venstre-partier i resten af Europa. Her er 7 grunde til, at det forholder sig sådan.

1: Han sår tvivl om NATO
Storbritannien er et af de stiftende medlemmer af NATO. Det var under Labour-lederen Clement Attlee i 1949, og siden da har samtlige Labour-ledere været tilhængere af britisk NATO-medlemskab, af musketereden og af, at de demokratiske vestlige lande har et fælles forsvarsværk, der sikrer fred og stabilitet i Europa. Men Corbyn ser anderledes på det. Under valgkampen om at blive Labours formand sagde han, at ”NATO er en koldkrigsorganisation, den skulle have været opløst sammen med Warszawa-pagten”. Et budskab han dog trak tilbage med den begrundelse, at der ikke er en ”appetit hos folket efter at opgive medlemskabet.” Altså at vælgerne ikke vil have det, og derfor vil han ikke foreslå det.

Selvom han ikke tør opgive NATO-medlemskabet, har Jeremy Corbyn bragt tvivl om selve pointen med NATO – den såkaldte musketer-ed i artikel 5. Hvis et NATO-land bliver angrebet, vil Jeremy Corbyn (i lighed med Donald Trump) ikke nødvendigvis komme dem til undsætning militært. ”Jeg ønsker ikke at gå i krig. Det jeg ønsker at opnå er en verden, hvor krig ikke er nødvendig”, har han sagt om, hvordan han ville reagere på eksempelvis et russisk angreb på Estland.

I en tid, hvor Rusland har vist sig villig til at ekspandere, fordi Putins store mål er at genskabe et Stor-Rusland efter forbillede fra hans store idol Peter den Store, er NATO altafgørende. Det handler grundlæggende om solidaritet med de demokratiske lande, der bliver truet af diktatur. Især de lande, der er for små til at forsvare sig selv. Hvis NATO-solidariteten bliver bragt i tvivl, vil det skabe en ekstremt usikker situation for små, demokratiske lande. I første omgang de baltiske lande, derefter andre lande i Østeuropa. Måske Danmark en dag, hvem ved? Det er dén sikkerhedssituation, Corbyn – i lighed med Trump – gambler med.

2: Han er modstander af intervention mod al-Assad
Da den syriske diktator Bashar al-Assad valgte at bruge kemiske våben mod sin egen befolkning, svarede USA igen ved at bombe en syrisk militærbase. På basen var fly og andet materiel, som det syriske regime brugte til at begå krigsforbrydelser mod sin egen befolkning. ”Vi vil dedikere os selv til at stille enhver til ansvar, der begår forbrydelser mod menneskeheden noget sted i verden”, sagde den amerikanske udenrigsminister Rex Tillerson om angrebet.

Men Jeremy Corbyn var modstander af angrebet. Selv om angrebet havde til formål at forhindre, at al-Assad begik yderligere krigsforbrydelser, vil Corbyn ikke støtte et angreb, når det ikke er vedtaget af FN. Det ville i praksis betyde, at Vladimir Putin, der er al-Assads nære allierede, ville kunne nedlægge veto mod et angreb.

3: Han vil afvikle Storbritanniens atomvåben
Jeremy Corbyn har mildt sagt være noget tøvende omkring Storbritanniens atomvåbenprogram Trident. Han har været i åben konflikt med Labours egen forsvarsordfører om atomvåbenprogrammet. Han har udtalt, at Labour vil lave en ”strategisk omstrukturering af det britiske forsvar”, og at ”atomvåben ikke er løsningen på verdens sikkerhedsproblemer.”

En afrustning af verdens atomvåben er selvsagt en god ting, selvom det gør ondt i den britiske selvforståelse. Det vil alt andet lige være en fordel, hvis menneskehedens ledere ikke har mulighed for gensidig udslettelse. Men en ensidig nedrustning, hvor demokratiske magter nedruster, mens despotiske ledere opruster, er en ualmindelig farlig vej at gå.

4: Han er Putin-relativist
Corbyn mener, at vesten skal undgå at optrappe en konflikt med Putin. Han har været særdeles kritisk over for, at NATO-landene har placeret tropper på Baltikum, fordi han mener, det kan eskalere konflikten med Putin. Han mener, at NATO skal blande sig uden om Syrien, fordi Putin er allieret med Assad. For at drage en historisk parallel kan man sige, at Corbyn gerne vil være den nye Willy Brandt, der bygger bro og nedtoner konflikter mellem øst og vest.

Jeg frygter, han er den nye Neville Chamberlain, der gennem blødsødenhed og fredssøgning giver fripas til en ondsindet diktator, der går krigens vej. Vladimir Putin er vor tids farligste diktator. Han er magtfuld, han holder sit land i et jerngreb. Han ønsker at ekspandere. Han ønsker at erobre land. Han har vist, at han ikke er bange for at bruge militær magt, og at han ikke har respekt for menneskeliv. Han er det nærmeste, vor tid kommer på en Stalin eller en Hitler. Hvis man ønsker en fri, liberal og demokratisk verdensorden, skal Putin stoppes. Han må ikke få lov til at besætte flere lande, han må ikke få lov til at æde sig ind i Europa. Vi skal stoppe hans vanvittige planer om et russisk imperium.

5: Han er blind for indvandringens konsekvenser
Mens der i de fleste socialdemokratier efterhånden er kommet en forståelse af, at ureguleret indvandring er problematisk, forholder det sig anderledes med Corbyn. Han mener stadigvæk, at flygtningepolitik er et spørgsmål om at vise medmenneskelighed og medfølelse. Han har opfordret regeringen til at ”åbne jeres hjerter og åbne jeres sind og åbne jeres attitude for at hjælpe mennesker, der er desperate, der har brug for at bo et sikkert sted.” Da der var uroligheder i den nordfranske havneby Calais, fordi Frankrig ikke ville tage imod 3.000 flere flygtninge, opfordrede Corbyn Storbritannien til at tage imod dem.

Medmenneskelighed og medfølelse er gode menneskelige værdier. Ingen tvivl om det. Men vi har oplevet, hvad der sker, når man bygger en politik om værdier uden at have praktiske løsninger. Uagtet hvor fine værdierne er, så ender den brede befolkning med at lide under ukontrolleret indvandring. Det er Corbyn blind for.

6: Hans økonomiske politik er uansvarlig
Jeremy Corbyns økonomiske politik er en særdeles risikabel omgang. Et af hans helt store slagnumre er at ville oprette en offentlig investeringsfond, hvor regeringen skal styre offentlige investeringer for omkring 220 milliarder pund om året. Det er der for så vidt ikke noget galt i – tværtimod. De stramme offentlige budgetter har skadet væksten i Storbritannien, og et opgør med sparepolitikken er for mig at se hårdt tiltrængt. Vi kan ikke spare os til vækst.

Men Corbyns finansiering af investeringsfonden er dubiøs. De 93 milliarder pund vil Corbyn finde ved at skære på erhvervsstøtten. Men det er et luftkastel, at man kan spare så store summer på erhvervsstøtte. Tallet stammer fra en rapport, der blandt andet medregner investeringer i uddannelse, forskning og sundhed som erhvervsstøtte. Hvis Corbyn gennemfører sin økonomiske plan, skaber han – ironisk nok – de samme problemer, som den sparepolitik, han vil bekæmpe. Nemlig, at man dræber væksten ved at spare på nogle af de ting, der kan sætte gang i økonomien – forskning, efteruddannelse og investeringer.

Corbyn vil finde yderligere 120 milliarder pund ved at bekæmpe skatteunddragelse. Det er selvfølgelig godt, men det er et beløb, der er fire gange større end den vurderede skatteunddragelse i Storbritannien. Og Corbyn har ingen planer for, hvordan han vil stoppe sort arbejde og skattely.

7: Han kan ikke vinde
Arbejderklassen kan ikke betale deres regninger med idealer. De har brug for venstreorienterede politikere, der kan blive valgt. Hvis man er ligeglad med, om man kan overtage magten, hvis bare man holder sine hænder rene, svigter man de mennesker, der har brug for en ny regering. De mennesker, der bor i dårlige boliger, har hårde job og ser deres sociale sikkerhed formindsket, ser velfærden blive forringet, ser globaliseringens triste sideeffekter. Hvis man ikke kan og vil vinde magten, overlader man de mennesker til et evigt borgerligt styre. Hvis man vil udleve sine idealer uden at kunne tage magten, må man skrive bøger og debatindlæg. Og Corbyn kan ikke tage magten. Han er ekstremt langt bagud i målingerne, hans eget parti vil ikke have ham, og Theresa May er så godt som sikker på en jordskredssejr ved valget i juni. Til skade for de mennesker, der har allermest brug for et stærkt, regeringsbærende arbejderparti.

Mads Havskov Hansen er kulturredaktør på Netavisen Pio.
Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning.