Det er sjældent, at en filmtrilogi formår at skabe en sådan gennemslagskraft, at den nærmest samler hele den elskende filmverdens masse, så stort set alle negative røster drukner.

Det var sådan en effekt, at Peter Jacksons filmatisering af Tolkiens bøger afstedkom, og det var ligeledes sådan, at Christopher Nolans ’Batman’-trilogi blev modtaget.

Jeg er overbevist om, at Denis Villeneuves ’Dune’-trilogi vil opnå samme, udødelige status, som den der endelig - og definitivt - formåede at rejse Frank Herberts ’Dune’-univers i en filmisk udgave.

Alligevel er der kurrer på tråden, altså her i Danmark, hvor anmelderne er lunkne, og især de borgerlige medier har ytret sig direkte negativt.

Samtidig er det symptomatisk, at stort set alle danske anmeldere ikke gør sig tanker om, at det definitivt handler om skabelsen af en trilogi, og ikke om enkeltstående film, der kan vurderes i sig selv.

Alt dette handler om tilblivelseshistorien, for Denis Villeneuve satsede stort, da han skabte ’Dune: Part 1’, der fik premiere midt under pandemien.

Det var et sats at lave en filmatisering af Frank Herberts roman ’Dune’, der kun skildrede cirka halvdelen af fortællingen. Og det var indtjeningen af filmen, der skulle afgøre, om han fik lov til at lave en fortsættelse.

Det er spændende, ja, men egentlig kun en introduktion til et univers, der er vældigt og med ekstremt mange facetter

Denis Villeneuve var ekstrem modig, fordi han valgte at indlede sin trilogi, ligesom Frank Herbert skrev romanen: de første cirka 150 sider handler om noget, der allerede er sket, og når man læser denne del af den verdensberømte bog, så føler man lidt, at der ikke rigtig sker noget.

Det er spændende, ja, men egentlig kun en introduktion til et univers, der er vældigt og med ekstremt mange facetter, der indbefatter globalisering, energi- og miljøkriser, imperialisme, religiøs massekultur, eksistentielle kriser og spørgsmålet om arv vs. miljø.

Det er i anden halvdel af Frank Herberts roman, at det hele ligesom udløses, og farten tager til, som en lavine, hvor fortællingens tempo skrues gevaldigt op, og efter hele indledningens skakbriksagtige opsætning begynder det egentlige spil.

Og netop sådan fungerer Denis Villenueves filmatisering også, og den slutter præcis der, hvor romanen slutter: med en ikke-slutning, der kræver en efterfølger.

En del tre vil med garanti se dagens lys

Lad mig sige det en gang for alle: Denis Villeneuves livtag med ’Dune’ er intet mindre end revolutionerende! 

Det er film, når det er allermest overbevisende og forførende. Del 2 slog fuldkommen benene væk under mig.

Det er mageløs billedmageri, og selvom min hjerne bestandigt forsøgte at holde fast i min kritiske sans, og det var som om, at en muslimsk Djinn hviskede mig i øret, at der her bare er ren og skær tom action, så blev min underbevidsthed bombarderet med stærke rystelser, der vidner om, at filmen arbejder med et dybt, dybt psykologisk lag.

Det sagt, så er det endnu værd efterfølgende at lade hjernen bearbejde det sete, og forsøge at forstå, hvorfor Denis Villeneuve evner at skabe dette mesterværk, som vi - vel at mærke - endnu ikke har set afslutningen på.

En del tre vil med garanti se dagens lys.  

Politisk bevidsthed

Det er ingen overraskelse, at Frank Herbert tidligere arbejdede som taleskriver for et parlamentsmedlem i USA, der fik ham sendt til Washington og ind i det politiske epicenter, samtidig med, at han arbejdede som journalist og som fotograf.

Der er slet ingen tvivl om, at både den politiske bevidsthed, arbejdet med journalistik og visuel kommunikation har sat sit præg på hans romaner.

Frank Herbert indskrev forskellige teologiske tematikker i sin roman

Romanen ’Dune’ handler, kort sagt, om arvingen Paul, der måske også er den ventede profet, der ankommer til den eroderede planet, Arrakis, en ørken, hvor stoffet Melange, er det mest eftertragtede, fordi det på en og samme tid er det råstof, der gør det muligt at rejse mellem galakser, og samtidig virker som et bevidsthedsudvidende stof.

Det er selvfølgelig en metafor for olieforekomster, og Frank Herbert gjorde sig tidligt klart, at den internationale magtkamp ville blive præget af olien. Og af religiøse profetier, sande eller usande.

Teologiske tematikker

’Dune’ handler netop om de ultrareligiøse, der lever sammen med de mest fattige og udbyttede, midt i det territorium, hvor råstofferne findes, men som samtidig bliver udbyttet af verdens mest magtfulde nationer og imperier.

I romanen, og i filmen, hedder disse gruperinger for Frimenere. De er præget af en manipuleret form for religiøs mytologi, og de deler sig i to grupperinger, hvor de ikke-troende udgør den ene halvdel, men tilsammen har de et ønske om at opnå herredømme over egen jord.

Frank Herbert indskrev forskellige teologiske tematikker i sin roman, blandt andet zenbuddhisme, gammeltestamentlige fragmenter og ikke mindst islam.

Derfor er det heller ikke overraskende, at Denis Villeneuves filmatisering også trækker på både David Leans ’Lawrence of Arabia’ fra 1963 og Mustapha Akkads ’The Message’ fra 1977.

For hvad betyder det egentlig at blive en profet, og hvorfor er der så mange verden over, der tror på, at en sådan har været iblandt os? 

Begge dybe ørkenfilm, hvor den førstnævnte bygger på T.H. Lawrence’s berømte bog, ’Seven Pillars of Wisdom’ og ’The Message’ simpelthen er en filmatisering af profeten Muhammeds liv og levned.  

Begge film er blevet set af mange flere, end hvad man umiddelbart skulle tro, men de lider begge under den skavank, at de i grunden ikke rigtig kunne fange, hvad en idé om en profet egentlig indebærer.

En uforløst kraft

Det helt særlige ved Robert Herberts ’Dune’, og Denis Villeneuves filmatiseringer, er forsøget på at indkredse hvordan profeten selv må have opfattet sin opstigning som masseforfører med evnen til at se ind i fremtiden.

For hvad betyder det egentlig at blive en profet, og hvorfor er der så mange verden over, der tror på, at en sådan har været iblandt os? 

Det overraskende ved film som ’Lawrence of Arabia’ og ’The Message’ er jo, at de er blevet set af rigtig mange mennesker, der i hvert fald ikke tidligere er blevet regnet for noget i filmsammenhæng.

Men i den arabiske verden, er de blevet set, igen og igen.

I danske medier er Denis Villeneuves to film blevet modtaget meget blandet

’Dune’ handler faktisk om denne del af verdens befolkning, der i hvert fald optræder som en slags uhyggelig potent mytologisk kraft, der hersker dernede, hvor vores ressourcer hentes op af undergrunden.

Om disse menneskers gøren og laden er gode, slette, om de er udbyttet eller ej, så optræder de i hvert fald som noget mytologisk i den politiske verden.

Ligeledes optræder de som en uforløst kraft i Frank Herberts roman og i Denis Villeneuves filmatisering.

Blandet dansk modtagelse

I danske medier er Denis Villeneuves to film blevet modtaget meget blandet, og underligt nok er det de borgerlige aviser, der har udtrykt mest skepsis overfor del to.

Flere mener, at Denis Villeneuve er en for kold analytiker, der ikke evner at skabe karakterer, der kan udvikle sig.

Men dette beror ikke blot på divergerende smag, men fordi de simpelthen ikke evner, eller vil anerkende, at en formodet profet, eller en eventuel despotisk folkeforfører, ikke kan skildres ud fra en traditionel freudiansk horisont.

’Dune’ handler faktisk om råstoffer

Her skal der en jungiansk dybde til, der forsøger at forstå, hvordan mytologier opstår, og hvor helt igennem voldsomt det må være, at skulle tage ansvaret for, at sådanne mytologier kan ændre verden gennem forførelse.

For det er netop hvad Denis Villeneuve, med en troskab til Frank Herberts roman, holder sig til: 

’Dune’ handler faktisk om råstoffer, midt i et stivnet hav, i en ørkenverden, hvor undergrunden indeholder det stof, der kan skabe velstand og udvikle civilisationer.

Og det er netop i det epicenter, hvor forestillingen om profeter, om et genskabt paradis og massernes oprør ligger og ulmer.

Kan ses uden at have læst bøgerne

Denis Villeneuve er heller ikke skævøjet, så han begår ikke den fejl at lave en en-til-en sammenligning mellem denne verdens konflikt mellem islam, oliestater og udbytning af den tredje verden.

Frank Herbert gjorde, vel at mærke, også det tvivlsomme i alle former for magt og teologi, til et centralt tema, så man skal være blind, hvis man læser og ser ’Dune’ som et moralsk oprør eller et håb om oprør. Det er ikke tilfældet.

Det er mytologien, og dennes indfletning i verdens reelle problematikker, der handler om økologi, ressourcer, magtkampe og politiske manipulationer, der udgør de dybeste lag hos Frank Herbert, og som Denis Villeneuve forsøger at videregive i sin filmatisering.

Den tager verdens publikum med storm

Derfor forstår jeg godt, hvorfor det var min underbevidsthed og min krop, der reagerede stærkest, da jeg så del to, og at min hjerne strittede imod, og først efterfølgende har kunnet bearbejde oplevelsen.

Det er for øvrigt også derfor, at man godt kan se Denis Villeneuves filmatiseringer uden at kende det mindste til Frank Herberts romaner.

Man kan nemlig sanse det, som han videreformidler, uden at gøre sig tanker om at kunne forstå det til bunds.  

Vil tage verden med storm

Tilblivelsen af ’Dune’-trilogien ryster lige nu samtiden, og den vil blive ved med at sætte rystelser gennem filmverdenen. Den tager verdens publikum med storm.

Den er noget af det dybeste, vi har set længe, men det er op til hver enkelt, hvor meget de vil undersøge de seismografiske grunde til, at det med garanti bliver en af vor tids bedst sælgende og mest sete film overhovedet, og at de tre film vil komme til at stå for eftertiden, ligesom ’Batman’ og ’Ringenes Herre’-trilogien.

Egentlig burde en anmeldelse af denne film handle meget mere om scenografi, skuespillerpræstationer, kostumer, instruering, musik og lyd, ja, hele baduljen.

Men det kan læserne finde alt muligt om andre steder: For undertegnede, er der ikke noget, der går galt. Det hele går op i en højere enhed, fordi det hele bare fungerer.

Det er, uden tvivl, den mest ekstremt ”filmiske” oplevelse, jeg har haft i mange, mange år. Og den oplevelse er jeg ikke alene om at have.

 

Denis Villeneuve. ’Dune: Part 2’. Medvirkende: Timothée Chalamet, Zendaya, Rebecca Ferguson, Stellan Skarsgård, Christopher Walken mfl. Warner Bros. USA. 2024. Spilletid: 2 timer og 47 minutter.