Min kæreste er vild med Japan, og hun er vild med Hayao Miyazaki. Om et par måneder tager hun for anden gang til Japan, og igen skal hun besøge instruktørens filmstudie, Studio Ghiblis, forlystelsespark, simpelthen fordi hun ikke kan få nok af dette sære univers.

Det er slående, at hendes datter, der nu er blevet voksen, engang var hendes tro væbner, som fan af disse japanske animationsfilm, men i dag har hun mistet interessen.

Og min kæreste er bestemt ikke alene om at være vild med Hayao Miyazakis film, mens børnene er mere lunkne, for de er ikke altid entydigt rettet imod det helt unge publikum.

Hayao Miyazaki vandt en Oscar for sin seneste film, ’Drengen og hejren’. Det er hans første film i ti år, og det er formentlig også hans sidste.

I en alder af 83 år er det sandsynligt, at han langt om længe går på pension. Men det har været afgørende og revolutionerende årtier, hvor hans film har præget animationsfilmen i hele verden, og faktisk været den eneste reelle udfordring til Disneys og Pixars mange produktioner.

Grove som Grimm

Film som ’Chihiro og heksene’, ’Min nabo Totoro’ og ’Det levende slot’ er elsket af et utal af mennesker verden over.

De er bizarre, grove som alene brødrene Grimm og Lewis Carroll kunne skabe alternative universer og så har de også den effekt, at de har formået at skabe maskotter, figurer, der er blevet ikoniske.

Det er overraskende, at filmene grundlæggende er mere primitive end andre storproduktioner af animationsfilm, med langt færre klip pr sekvens, så det hele fremstår mere hakkende. Ofte er det blot halvskygger, der pulserer sådan, at det fremstår som levende.

Derfor bliver det hele alligevel levende og spændende for øjet

Men Hayao Miyazaki formår alligevel at skabe små, effektfulde detaljer, der gør figurerne originale og på en sær måde realistiske, ofte fordi han har studeret måder af gå på, positurer og den slags.

Derfor bliver det hele alligevel levende og spændende for øjet.

Det helt særlige ved Hayao Miyazaki, som man meget tydeligt kan se i hans sidste film, er hans evne til at skabe bro mellem japansk og vestlig kultur og æstetik.

Det er en ældgammel tradition, der stammer tilbage fra midten af det nittende århundrede, hvor Japan som verdens mest lukkede land åbnede op og artefakter og kunstværker flød ind i den vestlige verden.

Siden da har der været en stærk tendens til at tage japansk minimalisme, billedkomposition og levevis til sig i vesten.

Brobygning

I ’Drengen og hejren’ ser man, helt konkret, hvorledes japanske myter og europæiske eventyr er gledet sammen, så bizarre spøgelser og dyreskikkelser, der stammer fra den japanske kulturskat, blandes sammen med for eksempel Tornerose.

Det er denne brobygning, som har været med til at give hans film så stor en gennemslagskraft i hele verden.

Og man kan ikke undgå at blive fascineret af Hayao Miyazakis groteske historier, der ofte er delvist selvbiografiske, og gerne handler om børn, der skal forsøge at finde deres egen identitet, med de mange udfordringer, der nu engang indebærer.

Temaet er ofte, at disse børn skal redde deres forældre, eller måske på et mere dybt psykologisk plan: finde en måde at elske deres forældre på gennem barnets forskellige løsrivelsesfaser.

Hayao Miyazakis egen historie blandes igen ind i historien

Og så er Drengen og hejren også en film, der handler om en lille familie, hvis skæbne bliver en del af den japanske ulykke under Anden Verdenskrig.

Drengens mor død under en brand, og drengen og faderen flygter ud i et gammelt hus, der ejes af familien.

Og her bliver drengen introduceret til faderens nye kone, som han skal lære at komme overens med, samtidig med at han skal bearbejde tabet af moderen.

Og ligesom med mange andre af filmene, er der et mystisk hus, der bliver overgangen til en anden fortryllet verden, en slags kaninhul, hvor drengens underbevidsthed får fuld udfoldelse. Og Hayao Miyazakis egen historie blandes igen ind i historien ved, at faderen i filmen er flykonstruktør.

Rodet og ufokuseret

At filmen handler om flyvemaskiner og fugle er bare guf for undertegnede. Det er en del af japansk kunsthistorie, at fuglene skildres med en ufattelig skøn stregtegning, der kompositorisk er uforlignelig.

Men både flyvemaskiner og fugle bliver bare ikke udfoldet særligt interessant i ’Drengen og hejren’, og jeg er på nippet til erklære, at Disneys ’Bernard & Bianca’ fra 1977 overgår den fuldkommen.

Det er på en måde en lidt skuffende afslutning på en ellers fantastisk karriere

Filmen er rodet og ufokuseret, og desværre sidder man i biografen og udmattes af alle sekvenserne, der ikke rigtig bider sig fast.

Der er ingen egentligt unikke figurer, som trænger ind under ens hud, og selve drengen bliver heller aldrig rigtig levende for en.

Det er på en måde en lidt skuffende afslutning på en ellers fantastisk karriere, og jeg er heller ikke helt sikker på, at det var retfærdigt, at ’Drengen og hejren’ fik årets Oscar for bedste animationsfilm.

Selv min kæreste var stærkt skuffet, og det skal der alligevel en del til, med tanke på hendes ellers fuldkomne fascination har hele dette sælsomme univers.

 

Hayao Miyazaki: ’Drengen og hejren’. Studio Ghibli, 2024.