Hun forsvandt sporløst, og en uge senere blev liget af hende fundet i en skov uden for London. Politiet har siden anholdt en politibetjent og sigtet ham for at bortføre og dræbe den unge kvinde.

Et drab, som har fået kvinder i både Storbritannien og andre lande - heriblandt Danmark - til at reagere.

På sociale medier har tusindvis af kvinder under de to hashtags #SarahEverard og #ReclaimTheStreets delt personlige historier om, hvordan de har følt sig utrygge, og hvordan de har skiftet fortov, lavet falske telefonopkald og gået omveje.

Ubehageligt at gå hjem alene fra fester

En af de kvinder, der har oplevet utrygheden på egen krop, er Radikale Venstres 29-årige næstformand, Clara Halvorsen.  

“Det er ikke særlig rart at gå hjem alene fra fester. Det har jeg egentlig aldrig syntes - hverken nu eller da jeg gik i gymnasiet og boede i en lille provinsby og skulle gå hjem langs banelegemet en lille kilometer om natten,” siger hun til Netavisen Pio og tilføjer:

“Det var ubehageligt, og jeg gik også nogle gange en omvej langs den store vej, så jeg ikke skulle gå på en sti, hvor der ikke kørte biler. Det er lang tid siden nu, men efter jeg er flyttet til København for ti år siden, har jeg egentlig heller ikke syntes, det har været særlig rart eller behageligt at gå hjem alene.”

Jeg har også snakket i telefon med veninder, mens jeg har gået hjem, fordi jeg ikke har følt mig tryg ved at gå alene

“Jeg bor lige bag Hovedbanegården, og da man byggede den om, gik jeg med vilje ikke om bag afspærringerne, men gik hvor der var gadelys. Jeg har også snakket i telefon med veninder, mens jeg har gået hjem, fordi jeg ikke har følt mig tryg ved at gå alene. Det her problem har jo været der i virkelig mange år, uden at det har vakt genklang i debatten.”

“Det første skridt”

Clara Halvorsen mener, at det er vigtigt, at der nu kommer et fokus på emnet i medierne og blandt politikere.

“Det er første skridt til at få gjort noget ved problemet, at man rent faktisk erkender - både fra politisk side, men også bare i den brede befolkning og medieverdenen - at det er et problem,” siger hun og fortsætter:

Jeg føler mig i hvert fald mindre dum nu

“Det vigtigste er, at der ikke sker overfald, men det er også vigtigt, at man ikke står alene med følelsen af utryghed mere. Det betyder meget for mange, inklusiv mig selv. Jeg føler mig i hvert fald mindre dum nu, end jeg gjorde, før der var en politisk og mediemæssig forståelse for problemet.”

Et tryggere offentligt rum

32-årige Maria Gudme, som - udover at være socialdemokratisk regionsrådsmedlem i Region Hovedstaden - er kendt som en af initiativtagerne til #enblandtos-bevægelsen i MeToo-debatten, har ikke personligt følt en generel utryghed ved at gå på gaden eller gå alene hjem, når det er mørkt, men det fylder meget for størstedelen af hendes veninder.

“Jeg har taget en masse opkald fra veninder på vej hjem, så jeg kunne følge dem sikkert hjem i telefonen. Jeg har også prøvet, at en veninde gerne ville have, at jeg overvågede hendes tur hjem på telefonen. Det er en del af det at være veninder. Man hjælper hinanden med sådanne ting,” fortæller hun til Netavisen Pio.

Maria Gudme mener, at man bør tale om, hvordan man gør det offentlige rum tryggere at begå sig i.

Byplanlægningsmæssigt kan man sætte ind med mere gadebelysning og mindre utrygge stier

“Der er enormt mange byer med mange stisystemer, som kan være forbundet med en masse utryghed, så byplanlægningsmæssigt kan man sætte ind med mere gadebelysning og mindre utrygge stier, så det bliver tryggere at begå sig i det offentlige rum,” siger hun.

Flere mennesker ressourcer til stede

Som en anden del af løsningen peger Maria Gudme på tilstedeværelsen af flere menneskelige ressourcer i form af tryghedsskabende politi eller personale i den offentlige transport. Det har hun nemlig selv gode erfaringer med.

“Tidligere i år var jeg på vej på arbejde i den nye metro, hvor en påvirket mand var meget udadreagerende og sparkede ud efter mig. Samtlige passagerer var passive, og min strategi var også ikke at konfliktoptrappe ved stille og roligt at sige stop, men i og med han var påvirket, var det ikke noget, der fes ind,” fortæller Maria Gudme og fortsætter:

Det betød virkelig meget, at der kom en autoritet og skabte noget tryghed

“Da jeg gik ud af metroen, var jeg rimelig rystet over det, og så kom der en kvindelig kontrollør hen til mig og spurgte, om jeg var okay, fordi hun kunne se, at jeg var rystet og kiggede mig over skulderen og virkede utryg. Jeg fortalte hende om episoden, hvorefter hun tog handling på det og kontaktede metroens kommunikationssystem og fortalte, at der var en, der skabte utryghed i metroen. Det betød virkelig meget, at der kom en autoritet og skabte noget tryghed for mig efterfølgende.”

“Du skal ikke gå der selv”

28-årige Katrine Fugl, som til daglig er kommunikationsmedarbejder for Roskilde Festival Højskole, er så sent som for nylig blevet konfronteret med utrygheden ved at gå alene på gaden som kvinde, når det er aften og mørkt.

Der er alle mulige mærkelige typer

“Sidst jeg var hjemme på Falster, besøgte jeg min mor og søster. De bor så tæt på hinanden, at jeg går i stedet for at køre. Jeg havde været på besøg hos den ene af dem den ene aften og skulle hen til den anden, og så sagde de: “Du skal ikke gå nu”, hvorefter jeg svarede: “Hvad? Det er på Falster, og klokken er 21. Det går nok lige”. Så sagde de: “Det skal du ikke. Der er alle mulige mærkelige typer. Vi kører dig. Det er mørkt. Du skal ikke gå alene”,” fortæller hun til Netavisen Pio.

“Jeg har selv gået med nøglerne mellem fingrene”

31-årige Sara Rønning-Bæk, som er rådgiver i Hansen & Ersbøll Agenda, har med debatten på de sociale medier fået øjnene op for, at hun ikke er den eneste, der tager andre veje, bevidst taler i telefon eller instinktivt holder nøglerne mellem fingrene. Noget, der ifølge hende er en helt naturlig del af det at gå i byen og gå alene på gaden.

Som kvinde har det fulgt mig altid at være ekstra opmærksom

“Som kvinde har det fulgt mig altid at være ekstra opmærksom og altid skrive, at man er kommet godt hjem. Det er en standard-ting, og når debatten så pludselig raser, tænker jeg, at det er utroligt, at jeg bliver nødt til at regulere min egen adfærd, og at det er mig, der skal tænke mig om, og at det ikke er givet, at vi behandler hinanden ordentligt,” siger hun til Netavisen Pio og uddyber:

“Jeg har selv gået med nøglerne mellem fingrene for at finde en tryghed i, at hvis der kommer et menneske, der er fysisk stærkere end mig, så gør det mere ondt at blive slået af en knytnæve med nogle nøgler.”