Sådan lyder beskeden, hvis man er mest enig med Socialdemokratiet i den valgtest, som Dansk Folkeparti har lavet i forbindelse med europaparlamentsvalget 9. juni. Testen rakker tilsvarende ned på alle andre partier end netop Dansk Folkeparti.
Onsdag kritiserede lektor ved Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet, Mathias Wessel Tromborg, Dansk Folkeparti for at skabe et falsk indtryk af objektivitet og for ikke at gøre det tydeligt nok, at testen var lavet af dem og ikke en uafhængig instans.
Torsdag aften stempler Socialdemokratiets spidskandidat, Christel Schaldemose, ind i debatten om Dansk Folkepartis egenartede valgkampstrick.
“Dansk Folkeparti krydser en grænse her. De spreder helt bevidst misinformation og skader den demokratiske debat med de her metoder. De tricks hører ikke hjemme i det danske folkestyre, hvor vi plejer at kunne have en fair debat,” siger hun.
Hun tilslutter sig dermed to andre spidskandidater, Kira Marie Peter-Hansen fra SF og Stine Bosse fra Moderaterne, der som beskrevet i Netavisen Pio torsdag også er stærkt kritiske over for testen. I den forbindelse udtalte Bosse, at testen piller “ved den grundlæggende tillid, vi bør kunne have til hinanden i et demokrati”.
Den udskældte valgtest er kun det seneste eksempel på, at Dansk Folkeparti afsøger grænserne for, hvilke kneb man kan slippe af sted med i sin kampagneførelse.
I april vakte det meget opmærksomhed, da Dansk Folkeparti på sociale medier delte en video med en AI-genereret Mette Frederiksen, som meddelte at ville afskaffe alle eksisterende helligdage og erstatte dem med eid som den eneste nationale helligdag.
Eksperter har længe påpeget, hvordan internettet - og særligt AI-genereret indhold - kan gøre det nemmere at sprede desinformation som led i en valgstrategi.
“Der er ingen tvivl om, at vi bliver nødt til at håndtere det her fænomen. Det har en betydning for noget af det, der er allervigtigst for os i et demokrati - nemlig tillid og tro på andre mennesker,” udtalte eksempelvis trendanalytiker Christiane Vejlø til DR efter udgivelsen af DF’s falske video.
Jeg ser ikke et problem i den påståede manglende varedeklaration
Ved parlamentsvalget i Slovakiet sidste år nåede en falsk, AI-genereret optagelse af en liberal, pro-vestlig partileder at sprede sig til potentielt hundredtusindvis af slovakiske vælgere bare to dage før valget. I optagelsen planlægger partiformanden, Michal Šimečka, hvordan han vil snyde ved valget. I en anden falsk optagelse kan han høres argumentere for højere ølpriser.
Hvem der stod bag de falske optagelser, vides stadig ikke.
Dansk Folkeparti forsvarede deres falske Mette Frederiksen-optagelse netop med reference til, at de - i modsætning til nogle af de falske optagelser, der har floreret i udlandet - har skrevet i et hjørne på videoen, at der er tale om en AI-genereret optagelse.
Et lignende forsvar har partiets spidskandidat til Europa-Parlamentet, Anders Vistisen, taget i brug i diskussionen om den nye valgtest.
“Jeg ser ikke et problem i den påståede manglende varedeklaration, da der er et tydeligt logo på selve testen,” sagde Vistisen til Netavisen Pio onsdag.
Kommentarer
Det kan jo ikke undre, at DF også her har behov for at svindle, som de jo er kendt for at gøre med EU midler.
Dansk Folkeparti har altid været et parti, der går efter de billige point, hvor man med overfladiske slagnumre og meget lille veneration for regeringsansvaret, vores grundlæggende demokratiske idealer og helhedsorienteret overblik, sælger ud af den sobre sortering i det politiske budskab, for at kapre stemmer.
Vi husker alle ældrechecken til pensionisterne, der skulle hælde en skefuld jord i de huller, som besparelserne på ældreområdet med gravko skovlede ud af budgetterne i samarbejdet med den borgerlige regering.
Og så er Vistesen her på det seneste, hvor partiets lille tilslutning er nede at skrabe bunden og mandatet i EU er i risikozonen, sprunget ud som frelsende engel for de, der mener at EU-samarbejdet i en verden, hvor den vestlige sfære er ved at blive en befolkningsmæssig mikroitet, skal begrænses.
Vi som lille "urørlige" Danmark skal skotte lugerne og sætte grænsehegn til Tyskland iført høreværn og sorte briller. Hvordan tror Vistesen, at de enkelte lande og især Danmark kan klare kampen med Kina, Rusland og de nye Brix-lande, de stigende flygtningestrømme, der vil eksplodere grundet klimaskaderne, men som man ikke vil være med til at bekæmpe, den øgede militarisering i verden og en situation, hvor Danmarks interesser, der hviler på frihandel og regulerede internationale forhold og overenskomster, er under øget pres. Det er jo næsten absurd naivt og udtryk for en frugtesløs smalsporet og visionsløs nationalegoisme.
Så må man jo optræde som paradeklovn og minitrumpist på den europæiske arena, og med Don Quixote'sk opulens og faktaresistens optræde med store falbelader og gøre rasende udfald mod Ursula von der Leyen, der i deres karikerede form virker pinligt oppustede.
Vistesen har tillagt sig en aggressiv stil, hvor han med mange ord skøjter rundt i overfladen med tillært glat retorik, men nærmest aldrig kommer ned i substansen.
Til dette indtryk føjer sig så smartness på hjemmefronten med fake IA generede billeder af Mette Frederiksen og snyde tests, hvor man skal forstå, at DF blandt de andre ignoranter lige er det parti man selv er enig med. Man når nu i fuld offentlighed ned på det niveau, man mener passer til den åndelige standard, man tillægger vælgerne (vælgerkvæget?), hvor slagnumre, fake news, og et drys islamofobi forventes at kunne skæppe i vælgertilslutningen.
Find dog et politisk parti at stemme på.
Ja DF skal slet ikke i EU, tror ikke de kommer ind . Schaldemose fortjener kanonvalg.
Man må sige at Anders Vistisen og Dansk folkeparti gør meget for at bevare deres plads i EU, som de ellers mener Danmark hurtigst muligt skal melde sig ud af. Man kunne få den tanke at det er for at fortsætte "svindel" med EU-midler, som det skete da Morten Messerschmidt med assistance fra Anders Vistisen stod i spidsen for Meld og Feld.