Annonce

Hummelgaard: ”Altafgørende for vores retssamfund”

Justitsministeren har været en tur i De Forenede Arabiske Emirater for at få vanvidsbilist, som er tiltalt for at dræbe en politibetjent, hjem til Danmark.
Foto: Netavisen Pio/Jan Kjærgaard
Peter Hummelgaard(S), justitsminister
Justitsminister Peter Hummelgaard (S) er netop vendt hjem fra en tur til De Forenede Arabiske Emirater.

Besøget var en del af indsatsen for at få den vanvidsbilist, som er tiltalt for at have dræbt en politibetjent på Langebro i København i 2019, hjem til retsforfølgelse i Danmark

Sagen skulle begynde i 2020, men den tiltalte udeblev fra retten.

Via den tiltaltes forsvarsadvokat kom det frem, at han opholdt sig i London og på grund af smitte med corona var han forhindret i at rejse til Danmark.

Retssagen blev udsat, og derefter forsvandt den tiltalte. Han blev efter en international efterlysning anholdt i Dubai i De Forenede Arabiske Emirater. Her har han befundet sig siden med udrejseforbud.

På besøget har jeg haft mulighed for at takke de emiratiske myndigheder for samarbejdet

Danmark havde nemlig ingen udleveringsaftale med De Forenede Arabiske Emirater. Det fik Danmark i starten af 2022, især med henblik på at få udleveret den tiltalte vanvidsbilist hjem og finansmanden Sanjay Shah, som er tiltalt for at lænse Skat for milliarder. Sidstnævnte blev for nylig udleveret til Danmark.

”På besøget har jeg haft mulighed for at takke de emiratiske myndigheder for samarbejdet i sagen om udleveringen af den hovedmistænkte i udbyttesagen og drøfte det generelle samarbejde om udlevering og retshjælp mellem Danmark og De Forenede Arabiske Emirater,” siger Peter Hummelgaard i et skriftligt svar til Netavisen Pio

Vigtigt for både familien og retsfølelsen

Den nu 30-årige mand er tiltalt for i juli 2019 at have ramt tre biler med mellem 108 og 117 kilometer i timen. Han påkørte også en 35-årig politibetjent, som mistede livet.

For det er dybt krænkende for retsfølelsen, hvis man kan undgå retsforfølgning ved at opholde sig i udlandet

Hastighedsgrænsen på Langebro er 50 kilometer i timen.

”Det er mit håb, at det gode samarbejde kan fortsætte og give endnu flere konkrete resultater. Derfor var det også vigtigt for mig at benytte lejligheden til at understrege vigtigheden af sagen om vanvidsbilisten, der er tiltalt for at have dræbt en politibetjent på Langebro i 2019. Først og fremmest er det vigtigt for familien,” siger Peter Hummelgaard og tilføjer:

”Men det er også altafgørende for vores retssamfund, at vi får udleveret den tiltalte, så han kan blive stillet for en dansk domstol. Jeg vil gerne understrege, at vi fra dansk side vil gøre alt, hvad vi kan for at bistå de emiratiske myndigheder med deres behandling af sagen. For det er dybt krænkende for retsfølelsen, hvis man kan undgå retsforfølgning ved at opholde sig i udlandet.”

Sagen om vanvidsbilisten er berammet med et retsmøde 8. januar 2024. Men om den tiltalte bliver udleveret inden da er endnu uvist.

Diamantdatteren i Dubai

Peter Hummelgaard havde også lejlighed til at bringe sagen om Elvira Pitzner på dagsorden på turen.

Realitystjernen Elvira Pitzner, som er datter af diamanthandleren Katerina Pitzner, har været fængslet under ydmygende forhold i Dubai, og risikerer fængselsstraf, fordi hendes eksmand, bokseren Milad Sadaati, har anklaget hende for utroskab.

En sag som har fået meget mediebevågenhed, og har kastet  ophedede politiske diskussioner af sig.

Elvira Pitzner risikerer op til tre års fængsel

“Elvira Pitzner har levet af at promovere sit glamourøse liv i Dubai. Nu betaler hun prisen. Den barske sandhed om livet som kvinde under islamiske regler udstilles på ægte reality-manér. Lad det tjene til skræk og advarsel,” skrev formand for Nye Borgerlige, Pernille Vermund, på det sociale medie X.

Det fik blandt andet folketingsmedlemmerne Victoria Velasquez fra Enhedslisten og Solbjørg Jakobsen fra Liberal Alliance til at anklage Vermund for victimblaming.

Elvira Pitzner kan ikke forlade Dubai. Landet har nemlig inddraget hendes pas. Elvira Pitzner risikerer op til tre års fængsel.

Flere artikler om emnet

Kommentarer

I det nye "moderne" danske velfærdssamfund er er det alafgørende du har ressourcer og penge for at få retfærdighed. Resten får ikke adgang til lovens retfærdighed. Præcis som det særligt ses i USa, hvor rigdom eller fattighed gør forskellen på frifindelse eller dødsstraf. Og er du her sort er løbet kørt uanset hvad.

Godt vi har fået en udleveringsaftale.

Så kan vi nemmere slippe af med danskere, der har behandlet visse religiøse rekvisitter utilbørligt...

Hr Rasmus Hansen det berører mig hårdt det du skriver, om det "moderne" danske velfærdssamfund, er det virkeligt rigtig at et menneske ikke kan få sin ret i det danske samfund, såfremt man ikke har penge og nogen der kan hjælpe ! Med lov og ret skal vi land bygge - kommer et menneske til skade og ikke har grunkerne og indflydelsesrige da må personen lide dobbelt tort ! Du skriver lovens retfærdighed ! hvad f. er det for en banan republik jeg er en del af. Jeg må igen konkludere, at jeg er meget ked af at såfremt dette er virkelighed , da må vi da se at komme op på mærkerne og få ændret denne virkelighed - Jeg er meget bekendt med dette , det må og skal der gøres noget ved.