Det er selvfølgelig ikke nogen rar oplevelse at skulle sutte den af på en uformelig, svedende mand, fordi man ikke selv kan få den op at stå, og derfor heller ikke kan yde det, man har aftalt at skulle have penge for.

Og da slet ikke behageligt, når nu man gør det, alene fordi man så inderligt gerne vil have de penge, der skal bruges til at kunne nå frem til en højere social status.

Men det er faktisk hvad den unge succesforfatter, Édouard Louis, følte sig nødsaget til at gøre, for at kunne gennemgå den forvandling, der skulle til for, at en kulturelt og økonomisk fattig provinsdreng som ham, kunne lykkedes med at nå højere op i det franske hierarki.

Faktisk helt op i det øverste led, deroppe, hvor den absolutte elite befinder sig.

Det skriver han indgående og udpenslende om, i sin nye autofiktive roman 'Forvandlingens metode'. En roman, der fortsætter i samme spor som hans debutroman 'Færdig med Eddy Bellegueule' fra 2014.

Ramte en centralnerve i tiden

Tidligere hed han Eddy Bellegueule, og han tog navneforandring, i et forsøg på at løfte sig selv op fra den nedre, sociale klasse. Tematisk ramte han en centralnerve i tiden. Med et slag slog den dengang 21-årige forfatter igennem, så det dundrede i hele verden.

Hans beskrivelser af livet i en fransk provinsby, hvor armoden er så helt igennem dominerende og trøstesløs, volden så rå og kulturen så fattig, blev betragtet som en slags afsløring af et under-Frankrig, som de færreste kendte til.

At Édouard Louis så samtidig også er homoseksuel, og derfor per definition nederst i det barske hierarki på bunden af samfundet, gjorde ikke hans fortælling mindre chokerende.

'Forvandlingens metode' er på en måde en gentagelse af debutromanen, men fokus er på de sociale koder, der er allestedsnærværende i det franske klassesamfund.

Den er spækket med eksempler på, hvordan forskellige sociale klasser kan skelnes fra hinanden, gennem disse koder.

Édouard Louis toner mere rent flag i 'Forvandlingens metode' end i debuten, fordi han anerkender, at fortællerstemmen, hans alter ego, anskuer verden fra et tilkæmpet højere socialt leje, hvor den kulturelle kapital er altafgørende.

De dobbelte had

I både debutromanen og i 'Forvandlingens metode' gør han et ihærdigt forsøg på at generindre sin egen opvækst, at genskrive selve miljøet.

Det særlige ved den nye roman er, at han faktisk anerkender, at han har flyttet sig radikalt, at hans forhold til sin egen opvækst, hans mange abrupte faser, ikke kan sammenholdes under een paraply.

De forskellige identiteter er inkongruente, og hvad han har vundet ved at blive rig og berømt, har han underligt nok mistet på en anden og måske også dybere måde.

Hans skuffelser og lede over at møde den absolutte elite, giver ham kvababbelser over den indignation, han også har overfor livet på bunden, hvor han selv kommer fra.

Det er dette dobbelte had, og denne dobbelte frustration, der er kvintessensen i Édouard Louis’ forfatterskab: At hade taberne, fordi deres liv er så afstumpet og kulturelt fattigt, og samtidig hade de rige aristokrater, der lever ødselt og dekadent, men alligevel langt mere attråværdigt.

At hade de rigeste, fordi de fattigste eksisterer, og fordi de mange koder altid vil være en barriere, der er næsten overstigelig i et klassesamfund, og som derfor holder de fattigste fast i armoden, og giver de rigeste vinger.

Resultatet af disse dobbeltbundne frustrationer er moralske tvivlsspørgsmål, der konstant plager den unge forfatter, men samtidig udgør det potente materiale, som hans romaner består af.

I denne forvandlingens selverkendende fase at sit forfatterskab, kan man ane centrale lighedspunkter mellem ham og den klassiske, franske forfatter, Jean Genet, som han også selv henviser til i romanen.

Jean Genet kom også fra samfundets bund, var homoseksuel, prostituerede sig og var politisk aktiv på den yderste venstrefløj. Præcis ligesom Édouard Louis.

Modsætningen mellem disse to forfattere er, at Édouard Louis har spillet på offerrollen, hvilket Jean Genet aldrig gjorde.  

Er der frit valg?

Det er i tidsånden at skrive ud fra offerets position, samtidig med, at man fokuserer på klassesamfundets koder, så de mange forskellige livsskæbner fremstår som altovervejende prædetermineret.

Og når nu man som forfatter gerne vil oplyse sine læsere om denne sociale determinisme, samtidig med, at man selv er indbegrebet af en mønsterbryder, så opstår der et meget interessant dilemma mellem ideen om determinisme og den frie vilje.

'Forvandlingens metode' er netop en sådan roman, hvor den sociale determinisme stilles overfor den frie vilje, og i dette møde opstår der store moralske brudflader, der bliver til selve romanens grundtema, og samtidig det helt nye perspektiv i Édouard Louis’ forfatterskab.

Det helt særlige ved 'Forvandlingens metode' er, at forfatteren her har taget fat på moralske vurderinger af sin egen opstigen til samfundets tinder.

Han evner ikke længere at skelne mellem prostitution og oprigtig fascination.

Han indrømmer, at han tænder på succesfulde mænd, at han har “kopieret” dem, han ser op til, grundet deres højere sociale status.

Og at han ikke selv har styr på, om det er hans ønske om at flygte fra livet på bunden, og derfor ren udnyttelse, eller om der er tale om dybtfølt kærlighed og fascination.

Mindre moralisme

Noget af det mest fortryllende ved denne nye, skarpe og gribende roman, er at den på en måde neutraliserer alle hans tidligere moralske fordømmelser, fordi han selv modnes, og bliver mere og mere transparent overfor sig selv.

Det er denne “forvandling”, hvor grundtemaet er moralske standpunkter af enhver art, der gør at Édouard Louis synes at tilnærme sig Jean Genets position endnu mere.

Genet vendte op og ned på alle moralske værdier, men dertil er Édouard Louis endnu ikke nået. Men der er antydning til sådan en gennemgribende “forvandling” af hans eget indignerede standpunkt i denne nye roman.

Og det er præcis det, der gør at 'Forvandlingens metode' fungerer så godt, og ikke bare er en gentagelse af hans debutroman, selvom begge bøger grundlæggende er skåret over samme temaer.

Modig og kompromisløs

Men Édouard Louis ramte som sagt tidsånden med sin debutroman.

Tag for eksempel den danske forfatter, Glenn Bech, der i 2021 debuterede med den autobiografiske roman 'Farskibet' der handler om ham selv, hans miserable opvækst som homoseksuel, i provinsen, hvor armoden er så massiv.

Groft sagt, så er Glenn Bech som snydt ud af næsen på Édouard Louis.  

Men franskmanden er en langt bedre forfatter, modigere, mere kompromisløs, men mindre ensidigt fordømmende, mindst ligeså rasende og samtidig bedre til at illustrere, hvor barsk et liv som homoseksuel kan være, når man lever i provinsens fordømmende fattigkvarterer.

Édouard Louis er vred, indigneret, anklagende, homoseksuel, bebrejdende og klassebevidst, men samtidig konstant i tvivl om sin egen moralske habitus. Og det er derfor, at han er en af tidens helt store forfattere.

Moralen er hele tiden til forhandling, og han ved godt selv, at hans  “forvandling” - hans flugt ud af fattigdommen og provinsen, hvor ens skæbne ofte er foran et samlebånd på fabrikken, i kassen i supermarkedet eller som bistandsklient, ikke gør ham til et bedre menneske, end alle dem, der har gjort ham fortræd, dernede i dybet og deroppe i skyerne.

Derfor er 'Forvandlingens metode' en rigtig vedkommende, ublu rå og tankevækkende roman, der blot bør kaste endnu mere glans over denne succesforfatter, der pt er den eneste, der kan matche Michel Houellebecq som fransk litteraturs enfant terrible.

 

Édouard Louis: Forvandlingens metode. 301 side. Gyldendal. Bogen udkommer 5. januar 2022.