Det drøfter Kristoffer Ørum i en lille bog, hvor han beskriver sig selv som en midaldrende, mislykket kunstner i en velfærdsstat under afvikling, men hvad bygger han den stillingsbetegnelse på? 

Han er uddannet på Kunstakademiet i København og på det højt ansete Goldsmiths Centre for Contemporary Art i London.

Han har udgivet, optrådt og udstillet på kunstscener over hele verden, så noget må da være lykkedes for ham, og når han tænker efter, er han vist også tilfreds med de værker, han selv producerer. Ellers ville han vel stoppe med at lave dem? 

Hans problem er tilsyneladende, at han har gjort andres domsafsigelse til sin egen. Det er han såmænd ikke ene om.

I kunstens verden er andres anseelse guld værd, så den drømmes der om. Den kæmpes der om. Her mobbes. Her snobbes.

Til tider virker det som om kvaliteten af kunstværkerne kommer i anden række.

Nogle af teksterne er en smule klodsede, men de er også spørgende, urolige og uafsluttede

Det er den verden, der danner baggrund for Kristoffer Ørums bog. Han har skrevet den på mobilen, på toilettet, i bussen, under dynen søndag morgen, eller mens han stod i kø i supermarkedet.

Sproget er præget af heraf. Nogle af teksterne er en smule klodsede, men de er også spørgende, urolige og uafsluttede, for sådan vil han gerne tale om vores verden, og det er godt.

Et monsterhjul

I den kunstneriske verden oplever han en stor snæverhed, når det gælder definitionen af hvad, hvad der er god kunst, og hvad der ikke er det.

Han beskriver det som et monsterhjul. Mange kunstnere er således afhængige af fondsmidler, men fondene er tilbøjelige til at støtte det, de kender fra anerkendte gallerier og fra medierne.

Der er kort sagt tale om en mekanisme, der gentager sig selv i et mønster, der lukker for dynamik og forskelligartethed

Disse institutioner giver imidlertid mest plads til det, de kan få finansieret af fondene, og medierne beskæftiger sig stort set kun med det som gallerierne og de andre institutioner viser frem.

Der er kort sagt tale om en mekanisme, der gentager sig selv i et mønster, der lukker for dynamik og forskelligartethed.

Kristoffer Ørum sammenligner denne verden med en førerløs bil, der kører i stadigt snævrere cirkler med retning mod en ensartethed, hvor ressourcerne koncentreres på færre og færre hænder og i meget få lommer.

Meget tyder på, at han har ret.

Kopier af kopier

Ser man på den billedkunst der fremvises på vore gallerier og som roses i medierne, er den præget af en meget stor ensartethed i udtrykket.

Der er farveklange og rytmer, ofte æstetisk tilfredsstillende, men også aldeles harmløse og fattigt på følelser såsom vrede, glæde, lykke, savn og sorg og andet upassende.

Sådan som verden ser ud i dag er der brug for kunstneriske fortolkninger i alle dele af samfundet

Den siger kort sagt ikke noget af betydning, men dyr og prangende er den. En af konsekvenserne er, at store dele af befolkningen ikke længere har en kunst, der fortolker deres hverdag.

På deres vægge hænger kopier af kopier af noget, der engang var udtryk for nybrud, men som nu er uden anden funktion end pynt.

Det er ærgerligt.

Vedkommende og tankevækkende

Sådan som verden ser ud i dag er der brug for kunstneriske fortolkninger i alle dele af samfundet, så vi bliver bedre til at se såvel skønhed som hæslighed, såvel tab som vinding i vore omgivelser.

I den sammenhæng skal Kristoffer Ørums bog hilses velkommen. Den er vedkommende, tankevækkende og let at læse.

Køb den. Læs den. Brug den i samtaler med venner og bekendte om kunsten og dens ønskede betydning.

Kristoffer Ørum: ’Jeg er en mislykket kunstner – om håb, tvivl og økonomi’. 93 sider. A Mock Book. 2024.