Annonce

Topchef hos Berlingske: Medieskolerne skal rekruttere journalister bredere

Ingen journalister på Berlingske ansættes efter hvad man stemmer, men: “Der er ingen tvivl om at medierne fra Det Berlingske Hus er borgerlige” understreger koncernchef.
En undersøgelse af hvad studerende på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole (Dmjx) stemmer, viser, ifølge det erklæret borgerlige netmedie Kontrast, at der er en markant overvægt af studerende, der stemmer på Enhedslisten, De Radikale og SF.

Således vil 24,3 procent af de journaliststuderende på Djmx stemme på Enhedslisten, mens andre 21 procent stemmer på De Radikale og 14,2 procent på SF, hvis der var valg nu.

Undersøgelsen får koncernchef hos Berlingske Media, Anders Krab-Johansen, til at efterlyse handling hos ledelsen og undervisere hos Dmjx:

"Undersøgelse med interne  @dmjx  tal viser stærk overrepræsentation til Enhedslisten og De Radikale blandt de studerende. Det er skidt for mangfoldigheden i dansk presse. Håber ledelsen og underviserne vil rette op på skævheden," skriver han i et tweet.

placeholder

 

Medier skal afspejle forskellige stemmer

På den baggrund har Netavisen Pio spurgt Anders Krab-Johansen, hvordan han mener ledelsen og undervisere på Dmjx skal rette op på “skævheden”:

Dansk presse har det jo bedst, hvis den afspejler alle de forskellige stemmer

“Dansk presse har det jo bedst, hvis den afspejler alle de forskellige stemmer, der er i samfundet. Store og små, stærke og svage, mænd, kvinder, borgerlige, venstreorienterede og alle mulige andre.”

“Derfor er det jo for et fag som journalistik - som jo er et fag, hvor man forsøger at forstå afspejle, kritisere, reflektere over, hvad der foregår i vores samfund - vigtigt, at dem, der tager fat i det også repræsenterer rigtig bredt. Og det gælder jo i køn, etnicitet, politisk observans, uddannelsesmæssig baggrund og interesser, by og land og så videre.”

“Det synes jeg er en opgave for journalisthøjskolernes ledelse, og også for underviserne, at det perspektiv trækker rimelig tydeligt igennem.”

En ting er jo hvad unge studerende på mediehøjskolen stemmer. Noget andet er vel når de studerende skal have sig et job. Tænker du så ikke problemet løser sig selv, ved at man som journalist tilpasser sig? Hvis man stemmer på Enhedslisten, men gerne vil arbejde i et konservativt mediehus og skrive for Weekendavisen, Berlingske eller BT, så tilpasser man sig vel, for ellers er der vel ikke match?

Journalister må endelig ikke tilpasse sig

“Det sidste, der skal ske, er at journalister skal tilpasse sig. Journalister er jo bedst, når de er frie, og tænker uafhængigt. Og journalistik har det bedst, når der er rigtig mange vinkler på ting. Og det er uanset om man arbejder i et borgerligt mediehus, eller et venstreorienteret mediehus, eller et statsligt mediehus. Eller hvad man gør.”

Og der kunne jeg godt tænke mig, at man fik nogle håndværkere, nogle tidligere politibetjente

“Det, der interesserer mig, er, om journalisthøjskolerne formår og rekruttere bredt nok. Eller om man rekrutterer for snævert fra det man kunne kalde den moderne, fællesskabsorienterede kategori i de større byer. Og der kunne jeg godt tænke mig, at man fik nogle håndværkere, nogle tidligere politibetjente, nogle andre typer trukket ind i vores fag.”

Har du et bud på, hvordan man så gør det?

“Man kan i al fald fra journalisthøjskolernes side i sit markedsføringsmateriale og i sin rekruttering sørge for at man kommer bredere ud. Det kunne være adgangsvilkårene, hvad der vurderes at have værdi i ansøgningen. Det kunne være andre gennemførte, eller ikke gennemførte uddannelser og så videre.”

Berlingske er borgerlig redigeret 

Oplever Berlingske Media, at der er problemer med en overrepræsentation af journalister på Weekendavisen, Berlingske og BT, der stemmer på eller har sympatier for De Radikale og Enhedslisten?

“Der er ingen tvivl om at medierne fra Det Berlingske Hus er borgerlige. Derfor bliver de redigeret ud fra redaktør-erklæring fra 1948, som jo er borgerlig. Og det er chefredaktøren, der står til ansvar for det.” 

Så det vigtige er jo, at man kan redigere mediet i den ånd, det er skabt til at blive redigeret i

“Jeg håber - og jeg ved det er tilfældet - at der på medierne her i huset er en mangfoldighed af forskellige holdninger til politik og sociale emner. Der er ingen, der blive ansat efter hvad de stemmer. Der er heller ikke nogen, der bliver spurgt om, hvad de stemmer. Det er jeg i øvrigt hylende ligeglad med. Så det vigtige er jo, at man kan redigere mediet i den ånd, det er skabt til at blive redigeret i.” 

Berlingske, BT og Weekendavisen er konservative

Redaktørerklæringen af 1948, som koncernchef hos Berlingske Media, Anders Krab-Johansen, omtaler, ibestemmer udgivergrundlaget for Berlingske, BT og Weekendavisen. Og den fastslår, at de tre aviser er konservative.

Redaktørerklæringen lyder:

“Gennem to hundrede år har Det Berlingske Hus udgivet blade, som skulle kunne finde plads i danske hjem, bringe hurtige og pålidelige oplysninger om begivenheder i ind- og udland og yde redelig vejledning i drøftelsen af tidens spørgsmål.

I overensstemmelse med disse traditioner ledes de Berlingske blade i national og demokratisk ånd, i ærbødighed for kristendommen og i troskab mod fædreland og kongemagt.

Bladenes grundsyn er konservativt. De er ikke og bør ikke være bunden af tilslutning til noget politisk parti. Redaktionen er i enhver henseende frit stillet under værdsættelsen af det offentlige livs foreteelser, idet mådehold iagttages og god tone overholdes, ligesom der kræves redelighed og alsidighed ved oplysning af læserne.

Forudsætningen for pressens virksomhed i offentlighedens tjeneste er den for demokratiske stats- og folkesamfund gældende ytringsfrihed, og de Berlingske blades ledelse vil med alle til rådighed stående midler søge at værne denne mod angreb, fra hvilken side de måtte komme.”

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

På trods af Berlingskes redaktørerklæring, så kører avisen med jævne mellemrum forskellige snøftehistorier om nogle stakkels muslimer der tilsyneladende bliver slemt behandlet i vores vestlige samfund. Anna Libak og Asger Aamund har begge fået begge sparket fra Berlingske. Det føltes ikke særlig konservativt af mine få konservative slægtninge, så en enkelt af dem har den grund ophørt abonnementet. Godt for ham, han sparer både penge og yderst tvivlsom påvirkning.

Berlingske og især BT har jo startet en møgbeskidt journalistik mod Danmarks Bedste Statsminister i flere år tier og den linje er TV2 hoppet på samt TV2 News

Jeg bliver i dårligt humør, når jeg læser Berlingskes overskrifter. Skal vi abonnere på den, spurgte min mand, nej tak, de er så borgerlige at de driver ned af væggen med malurt og de er ensidige. Tidligere var avisen dog rimelig bred politisk, men nu. Karaktermord på regeringen dagligt. B.T. er lavmålet. Weekendavisen anstændig avis. Nok den bedste og mest objektive, trods alt.

Så hyler NB-tossen Gunnar Johansen op igen, om at journalister ikke er så snotdumme som ham selv, og hans segment.

Anders Krab-Johansen er da helt til grin. Det eneste han ikke ønsker er at ansætte venstreorienterede journalister, men udvalget blandt nyklækkede skriverkarle er måske blevet for småt, hvis der er for mange røde. At han hylder mangfoldighed blandt sine journalister, lyder som vrøvl. Han erkender jo at redaktøren censurere hvad der skal i den borgerlige reklametryksag.

Anders Krab er den mest blå redaktør, kun overgået af Tom Jensen. Bent Winther ligeså træls. Det er en avis for Konservative og nye borgerlige , andre synspunkter finder ikke plads i den avis

Man skal da godt nok være ualmindelig tungnem, hvis man ikke straks afkoder det Berlingske Hus publikationer som stærkt borgerlige og højreorienterede. Og desværre gælder det samme for næsten alle andre medier på papir og TV-mediet.
Det findes mig bekendt kun et IT-medie på den anden side, der hedder SOLIDARITET.
Sådan er den politiske og ideologiske ensretning i et neoliberalistisk samfund som det dansk. Selv Henrik Sass Larsen kunne se det.

Hold da op for en gang tomgangs snak fra Berlingske...!

Om så det var 50% af de mediestuderende der stemte på Enhedslisten og de Radikale, ville det jo ikke gøre nogen forskel.
Der findes jo ikke nogle landsdækkende medier inden for TV eller blad branchen som dækker det største vælgersegment, nemlig de uuddannede, håndværkerne og dem med en kort videregående uddannelse.

Tidligere havde vi f.eks. Aktuelt som helligede sig dette segment.
Men eftersom medie virksomhederne er blevet store aktieselskaber, hvor indflydelsen på landets førte politik kan være enorm, ja så er det kun de store pengetanke som kan følge med. Pengetanke som ingensinde kunne tænke sig en politik, ført af en regering til venstre for midten!
Og derfor er der en ulige fordeling i hvordan den gennemsnitlige lønmodtager og dennes problemer dækkes.

Seneste eksempel er Arne pensionen, som jo ingen steder i medielandskabet blev behandlet sagligt og ud fra hvordan dette kunne gøre tingene bedre for en række lønmodtagere, som havde fået frataget deres efterløn.
Hele dækningen var lagt an på at nu kom arbejdsgiverne til at mangle arbejdskraft og at nu ville der blive slået hul i statskassen.
Derimod skortede det ikke på roser til den foregående regerings tilbagetrækningsreform, fra de samme medier...

Så ud over hykleriet fra de statsunderstøttede danske mediehuse vi nu kan læse, så er det lige så grotesk når samme medier klynker over at Regeringen foretrækker at lægge deres kommunikation på de sociale medier!
Det er da sund logik at Regeringen kommunikerer der hvor deres vælgere er og ikke der hvor hver eneste udtalelse bliver dissekeret, vendt og drejet af borgerlige kommentatorer, som udelukkende søger efter håret i suppen.

Sindelagskontrol, anyone? Det er da lidt sjovt at se en borgerlig koncernleder afsløre sig selv som autoritær og antidemokrat.

Og hvad er det for noget vrøvl med at opsøge politibetjente og håndværkere? Hvis de vil være journalister, søger de vel selv ind på skolen? Eller er borgerlige vælgere en flok får, som ikke selv kan finde ud af at tage ansvaret for deres liv, men skal have koncernchefer til at holde dem i hånden? Det anede mig, at borgerskabet ikke er i stand til at tænke selvstændige tanker.

I øvrigt er alle de håndværkere, jeg kender socialdemokrater, eller til venstre for socialdemokratiet. Og de par politifolk, som jeg har kendt, har også været socialdemokrater.

De rige har mange problemer!