Annonce

Udenlandske chauffører kan ikke længere underbyde ved kørsel i Danmark

Vejpakken vedtaget i EU: Chauffører, der kører nationale kørsler uden for deres eget hjemland, skal køre på arbejdslandets løn- og arbejdsvilkår
Der er torsdag morgen opnået enighed om en vejpakke for EU. Vejpakken - en EU-lovpakke på transportområdet - er en af de største ændringer af EU-lovgivning om vejtransport nogensinde.

Vedtagelsen af Vejpakken betyder:

  • At chauffører fra lavtlønslande ikke vil længere kunne underbyde danske lønninger, når de kører gods internt i Danmark.
  • At chauffører, der kører nationale kørsler uden for deres eget hjemland, fremover skal køre på arbejdslandets løn- og arbejdsvilkår.
  • At der indføres et værn mod systematisk cabotagekørsel. Cabotage er kørsel med gods inden for grænserne af et andet land end vognmandens hjemland.
  • At chaufførens lange, ugentlige hvil skal finde sted et andet sted end i førerhuset.
  • At chaufførerne får ret til at vende tilbage til deres hjemland oftere for at få et langt hvil.
  • At der bliver strammet op på reglerne for postkasseselskaber.
  • Det bliver fremover et krav, at udenlandske chauffører og lastbiler regelmæssigt vender hjem for at dæmme op for problemet med nomadechauffører.
  • Der fastsættes særlige regler om kontrol og udstationering af chauffører, som er skræddersyet til vejtransportens mobile karakter.

Vejpakken har længe været et stort diskussionsemne og har splittet medlemslandene i øst og vest. Men nu er der - efter årelange uenigheder - opnået enighed mellem EU-Kommissionen, EU-Parlamentet og EU-landenes regeringer.

Minister: Stærkt fokus på sociale bestemmelser

”Jeg er meget glad for, at der nu endeligt er landet en aftale om Vejpakken. Den har et stærkt fokus på de sociale bestemmelser, der forbedrer chaufførernes arbejdsvilkår, og sikrer, at konkurrencen i Europa foregår på en retfærdig og fair måde, som myndighederne kan kontrollere,” siger transportminister Benny Engelbrecht ifølge en pressemeddelelse.

Vejpakken sikrer bedre arbejdsvilkår for lastbilchauffører, fair konkurrence på tværs af lande og mere effektiv håndhævelse af reglerne

Medlem af EU-Parlamentets transportudvalg, Marianne Vind (S), skriver på det sociale medie Twitter, at Vejpakken "sikrer bedre arbejdsvilkår for lastbilchauffører, fair konkurrence på tværs af lande og mere effektiv håndhævelse af reglerne".

På Facebook føjer hun til, at Vejpakken sætter hårdt ind mod social dumping på motorvejene.

placeholder

 

Medlem af EU-Parlamentet for Enhedslisten, Nikolaj Villumsen, mener, at Vejpakken er godt nyt i kampen mod dumpning:

”Det er godt nyt for kampen mod social dumping på landevejene, at det efter hårde forhandlinger er lykkedes at få en aftale i hus. Den helt grundlæggende ændring bliver, at vi nu får slået fast at transport i Danmark skal foregå på danske løn- og arbejdsvilkår. Det er et stort fremskridt. Nu bliver det afgørende, at myndighedernes kontrol styrkes, så vi sikrer at reglerne overholdes,” siger Nikolaj Villumsen, ifølge en pressemeddelelse.

Vejpakken blev fremsat i maj 2017. Aftalen mangler endnu at blive formelt godkendt i EU-institutionerne. Men det regnes dog udelukkende for en formalitet.

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet