Den er dyb og handler ofte om skæbnen. Men samtidig er det som om, at japanerne tager skæbnen på sig, bærer den, lever med den på trods.

Det betyder, at den samtidig er krydret med en særegen japansk sensitivitet, der især handler om kroppenes bevægelser, om forholdet til naturen og til historien.

Og netop sådan en type tekst er Yu Miris novelle, ‘Ueno Station, Parkudgangen’, der lige er udkommet på dansk.

Selvfølgelig, havde jeg nær sagt, oversat af Mette Holm, der også har oversat alle de mange romaner af Haruki Murakami, der virkelig har fat i den internationale læserskare.

Men Yu Miri er ganske vist født og opvokset i Japan, men med koreanske forældre. Hun bor nu i Fukushima

Han er fattig, og hans fortælling er på mange måder helt igennem tragisk

Hendes baggrund gør, at hun kan skrive meget mere eksplicit kritisk, hvilket gør hendes fortællinger kraftfulde og historisk interessante.

Og netop ‘Ueno Station, Parkudgangen’ er sådan en tekst, der oser af japansk filosofi, og som samtidig formår at tegne et billede af landets udvikling, som ellers er underligt fraværende i japansk litteratur generelt.

Helt igennem tragisk

Den handler, kort sagt, om en mand, der er født i 1933, i Fukushima. Han er fattig, og hans fortælling er på mange måder helt igennem tragisk, men mere som en slags spejl for en kollektiv tragedie, der har ramt store dele af den japanske befolkning.

Han er buddhist, og han tilhører den gren, hvor man forestiller sig, at når man dør, så vil man ankomme til Det rene land, som er en form for mellemstadie, hvor de levende kan komme i kontakt med en.

Da hans søn dør, bliver dette til et hovedtema i novellen.

Manden finder arbejde i Tokyo, hvor man i begyndelsen af tresserne er begyndt at forberede sig til afholdelsen af De olympiske lege

Men mandens fortælling er i virkeligheden en fortælling om den store industrialisering af Japan efter Anden Verdenskrig.

Der kommer et opsving, og manden arbejder i fiskeindustrien, indtil det ikke længere er bæredygtigt, fordi der bliver overfisket.

Samtidig er der opstået en gigantisk demografisk bevægelse, hvor enorme mængder af især mænd flytter til storbyerne for der at finde arbejde.

Fukushima

Manden finder arbejde i Tokyo, hvor man i begyndelsen af tresserne er begyndt at forberede sig til afholdelsen af De olympiske lege.

Her tjener han penge, som han kan sende hjem til sin fattige familie, og ligesom de fleste andre mænd, kommer han sjældent hjem og bliver derfor fremmedgjort overfor sine egne børn.

Hans egen historie er flettet sammen med kejserens

Samtidig er japansk historie gennemsyret af tragiske krige, modbydelige bombeangreb og forfærdelige naturkatastrofer, og ikke mindst en nylig atomkatastrofe, da et kraftværk bryder sammen i Fukushima, som Yu Miris novelle faktisk handler om, selvom det blot er den underliggende historie.

Vi følger vores helt, der bliver mere og mere isoleret, og så ender han som hjemløs i den kendte park, hvor han ligesom mange andre fattige bor under et blåt stykke plastik.

Hans egen historie er flettet sammen med kejserens, som blev født samme år som ham selv, og som fik en søn samme år, som han selv gjorde.

Den store tragedie

Forskellene fungerer som kontrast gennem hele novellen. Kejserens fortælling er positiv og mandens historie er flertallets, der er tragisk.

Fattigdommen og familiens splittelse er beskrevet meget detaljeret, og man kommer tæt på de mange tragiske skæbner, og deres skrøbelige liv, hvor de har tabt ære.

Selv vælger manden at forlade hjemmet i skam, fordi han ikke vil lægge familien til last, i sin egen sene livsfase.

‘Ueno Station, Parkudgangen’ er en sjældent kritisk fortælling om et fortryllet land

Dette hænger også sammen med den religiøse fortælling, og vi får fortalt, at man generelt er begyndt at opfatte den hurtige død som det bedste, fordi man ikke belaster familien.

Det er en del af den store tragedie.

Ligner noget harmonisk

‘Ueno Station, Parkudgangen’ er en sjældent kritisk fortælling om et fortryllet land, der både byder på den særegne æstetik og levevis, som mange vesterlændinge er meget fascineret af, også jeg, samtidig med at dens kritik er voldsom eksplicit.

Den forklarer hvorledes, at japanerens rolige og ikke særligt revolutionært anlagte sind, her i den senmoderne tid, måske kan snyde den, der kommer udefra, fordi det på en måde ligner noget, der er harmonisk.

Jeg tror, at denne type litteratur er en del af en større bølge

Det samme gjorde sig gældende i Wim Wenders seneste film, som undertegnede anmeldte her på Netavisen Pio.

Også den handler om OL, ligesom Yu Miris, der også handler om det sidste OL, der skulle afholdes midt under den store pandemi for nogle år siden.

I filmen, der har titlen, ‘Perfect Days’, er vi også tæt på parkerne, på de hjemløse, de ensomme og faktisk også på det dilemma, der handler om, at det tragiske bliver pakket lækkert ind.

Den af en bølge

Jeg tror, at denne type litteratur er en del af en større bølge.

Det er moderne japansk kultur, hvor den almene japaner besidder en buddhistisk tilgang til skønheden, men som samtidig dyrker den vestlige kultur som en art nostalgi.

I filmen er det gamle kassettebånd med amerikanske hits fra tresserne, ligesom superstjernen Murakami dyrker jazzmusik og klassiske natklubber.

Det er som om, at al denne æstetik evner at dække over dybere sår, der nu begynder at pible frem.

Det er virkelig god litteratur, som faktisk kan give de fleste noget at spekulere over

I modsætning til Japans måske mest kendte forfatter, der flere gange blev indstillet til Nobels Litteraturpris, Yokio Mishima (1925-70), forsøger de nye forfattere at beskrive tiden på en ny måde.

Mishima, der også var kulturkritisk, endte med at begå harakiri (rituelt selvmord), i foragt for japansk kulturs degenerering og ukritiske indoptagelse af den vestlige kultur.

Måske de nye forfattere, der også er kritiske, forsøger en anden vej ud? Noget kunne tyde på det.

‘Ueno Station, Parkudgangen’ er i hvert fald et rigtig godt eksempel på noget andet, og det er virkelig god litteratur, som faktisk kan give de fleste noget at spekulere over.

Yu Miri: Ueno Station, Parkudgangen. Oversat af Mette Holm. 173 sider. Forlaget Korridor (novella), 2024.