Annonce

Store forventninger og frygt

Den intelligente fremtid banker på døren. Det har Anders Bæk skrevet en glimrende bog om
Foto: Grønningen1
Anders Bæk har skrevet en læseværdig bog om kunstig intelligens
Kunstig intelligens er ankommet. Den ruller dig imøde som en tsunami, du ikke kan undgå.

Den kender dine indkøbsvaner og giver dig rabat på din yndlingsrødvin, den sidder i din bank og svarer på spørgsmål om din privatøkonomi, den følger dit helbred, den tilbyder dig nyheder der ikke støder dig, og snart vil den også være dine børns lærer.

Det har Anders Bæk skrevet noget så gammeldags som en bog om, og den er god at få forstand af.

Nogle vil nok mene, at fremtiden med kunstig intelligens er løfterig, men andre synes den er skræmmende.

Mange frygter ligefrem, at den kunstige intelligens bliver så magtfuld, at den overtager magten på jorden.

Advarslen skal tages alvorligt, og EU har da også vedtaget nogle love, der skal regulerede den kunstige intelligens.

Svimlende oplysninger

Anders Bæk ved tydeligvis meget om emnet, og hans glæde ved at formidle stoffet er mærkbar.

Vi får svimlende oplysninger om selvkørende biler, robotter til hushjælp, billigere varer, stigende velstand, øget fritid og mindre lønarbejde.

Meget tyder på, at kunstig intelligens vil blive en af fremtidens store miljøsyndere

På trods af hans store begejstring giver han heldigvis også plads til nogle af de betænkeligheder som kunstig intelligens giver anledning til.

Et af de negative aspekter ved den kunstige intelligens er således et enormt energiforbrug. Nogle forskere har målt, at en chat-robots daglige energiforbrug svarer til hvad 17.000 amerikanske husstande bruger pr. dag.

Dertil kommer, at serverne skal afkøles, hvilket kræver store mængder af vand, og hvor skal det komme fra? 

Meget tyder på, at kunstig intelligens vil blive en af fremtidens store miljøsyndere.

Kan måske tænke for eleverne

Den kunstige intelligens vil også blive brugt i skolerne.

Hvert barn får sin egen lærer, men den indlæring der er tale om, består udelukkende af mekaniske færdigheder og fakta, og det er en fattig form for undervisning.

Måske vil en kunstig lærer også være så kvik, at eleven ikke behøver at tænke selv, og så bliver resultatet at han eller hun slapper mere af, bliver mere ugidelig og dummere end det tidligere var tilfældet? 

I bogen er der et afsnit om falske nyheder og kunstig intelligens.

Den manglende respekt for ophavsretten gør det kort sagt lettere at lave falske nyheder

Her er der virkelig stor fare på færde, for falske nyheder kan forvrænge mange menneskers opfattelse af den verden, vi lever i.

Det sker allerede. I den sammenhæng er det vigtigt at gøre opmærksom på den manglende respekt for ophavsretten der præger de store sociale medier.

Ofte fungerer de som regulære tyveknægte der stjæler tekster og andre data fra bøger, tidsskrifter, aviser og diverse medier uden at betale for dem, og det kan vise sig at være fatalt.

Ophavsretten sikrer jo ikke blot levebrødet for forfattere og journalister, men er også med til at sikre teksters troværdighed.

Den manglende respekt for ophavsretten gør det kort sagt lettere at lave falske nyheder.  

Ingen følelser

Hvad den kunstige intelligens angår, har den endvidere ingen følelser og ingen moral. Den gør hvad den får besked på og har ikke flere følelser end et regneark.

Dette er måske det mest skræmmende ved en fremtid, der er domineret af kunstig intelligens. I fjernsynet har jeg netop set et program om Adolf Eichmann, der tilrettelagde mordet på seks millioner jøder.

På mange måder fungerede han som et stykke kunstig intelligens. Han gjorde jo blot, hvad han fik besked på og følte hverken skyld eller skam.

Efter krigen blev han stillet for en dommer og dømt til døden.

At spørgsmålene melder sig, er en del af bogens kvaliteter, så læs den selv

Sådan noget kan man ikke gøre med den kunstige intelligens, men når vi giver den så megen magt, at den træffer beslutninger på egen hånd, hvem har da ansvaret for de ugerninger som den måske giver ordre til? 

Det er blot et af de mange ubesvarede spørgsmål som danner sig ved læsningen af Anders Bæks bog.

At spørgsmålene melder sig, er en del af bogens kvaliteter, så læs den selv.

Den er skrevet af en mand med en god pen og en velfungerende naturlig intelligens.

  

Anders Bæk: ’AI Epoken. Sådan vil kunstig intelligens revolutionere fremtiden’. 285 sider.  Grønningen1. 2024.

Forfatter og journalist. I en lang årrække ansat på Danmarks Radio.


Flere artikler om emnet