”Som han stod heroppe i blæsten, lignede han med sit store røde skæg, snart en islandsk høvding fra sagaerne, der undsiger sine frænder, snart den vrede Odin, som rynker på brynene, og så igen, efterhånden som talens ord bliver blidere, den vise og milde alfader.”

Det stod i Politiken. Året var 1931. Stedet var den norske by Hamar. Anledningen var et møde om Norges krav på dele af Grønland, og Stauning var vred.

Norge havde allerede okkuperet store dele af Østgrønland, men Grønland var en dansk koloni, og det skulle det blive ved med at være.

I 1934 afsagde den internationale domstol i Haag da også en kendelse, der slog fast, at Danmark havde overhøjheden over hele Grønland.

Det lettede, men kun for en stund.

Så meldte USA sig med ønsker om at bruge Grønland som mellemstation for flytrafik mellem USA og Europa.

Senere kom militærstrategiske planer.

Et uberørt naturfolk

Alt det kan man læse om i Niels Nørgaards særdeles velskrevne bog om Stauning og Grønland.

Thorvald Stauning nærede stor kærlighed til det grønlandske folk. Det dokumenterer Nørgaard med citater fra Staunings breve og private notater.

Det er vældig godt gjort. I 1931 da Stauning holdt sin tale i Hamar var Grønland en dansk koloni med cirka 17.000 indbyggere.

Grønland skulle være et lukket land som ingen fremmede måtte betræde uden tilladelse fra København

De fleste var jægere og fiskere og levede som et uberørt naturfolk, men både i Danmark og i andre lande var der stærke kapitalinteresser, der gerne ville have fat i de i de rigdomme som var i den grønlandske natur og undergrund.

Det var Staunings opfattelse, at hvis det skete, ville den grønlandske befolkning blive påført uoprettelige skader, så derfor skulle grønlænderne beskyttes.

Grønland skulle være et lukket land som ingen fremmede måtte betræde uden tilladelse fra København.

Bedst tjent med at være koloni

På længere sigt skulle grønlænderne godt nok overtage forvaltningen af Grønland, men det krævede, at de fik en bedre uddannelse og at de modnedes rent politisk.

Indtil da var alle bedst tjent med, at Grønland forblev en dansk koloni. Det handlede også om følelser. Stauning udtalte, at:

”… det danske folk er enigt om at følge glæden ved at føre et primitivt folk uden om civilisationens ulykker uden at tænke på egne økonomiske interesser.” 

Denne patriarkalske politik fik tilslutning i de grønlandske landsråd. En interessant detalje er, at da Danmark i 1917 vedtog at sælge de vestindiske øer til USA, blev det en del af salgsaftalen, at USA officielt anerkendte Danmarks overhøjhed over Grønland.

Få år senere blev Danmark besat af tyske tropper og forbindelsen til Grønland blev afbrudt

Det var godt og nordisk, skrev forfatteren Johs. V. Jensen i Politiken. ”En foræring, en national lykke.” 

Få år senere blev Danmark besat af tyske tropper og forbindelsen til Grønland blev afbrudt, men da krigen var slut, ønskede grønlænderne at genoptage det afbrudte forhold.

Ellers var Grønland nok blevet en del af USA.

Statsmandskunst

Nogle grønlændere påstår, at Danmark har været en hensynsløs og uforstående kolonimagt, der har gjort megen fortræd mod grønlænderne og deres kultur, men bogen om Stauning fortæller en helt anden historie.

Her møder vi en dansk statsminister, der var meget optaget af at beskytte grønlænderne og deres kultur, og som gjorde det i en verden, hvor økonomiske og militære stormagter kredsede begærligt om landet.

Den er vældig god

Sådan noget kræver statsmandskunst i international klasse.

Det mestrede Stauning, og når Grønland i dag har et udstrakt selvstyre, og når det grønlandske sprog er blevet bevaret i sin oprindelige form, er det blandt andet et resultat af den grønlandspolitik som Stauning stod for.

Så tak for bogen. Den er vældig god. Skrevet af en mand med et godt forhold til det danske sprog og båret af respekt for Stauning som menneske og som statsmand.

 

Niels Nørgaard: ’Stauning og Grønland. Kampen om den arktiske koloni mellem de to verdenskrige’. 263 sider. Gads Forlag.