Annonce

Fagforening lægger arm med ledelse: Kræver overenskomst på madmarked efter årelang underbetaling

3F har fremsendt overenskomstkrav til Værftets Madmarked i Helsingør. ”Vi er i forhandlinger, men vi ser lidt forskelligt på tingene,” lyder det fra faglig konsulent
Foto: Colourbox
Det populære streetfoodmarked, Værftets Madmarked, i Helsingør har gennem syv år underbetalt sine ansatte.

Madmarkedet trues nu af kommunen med at blive smidt ud af bygningerne, hvis ikke de får rettet op på forholdene og betalt de skyldige beløb til både nuværende og tidligere ansatte.

Sideløbende med den del af sagen har 3F Nordsjælland Øst sendt et krav om indgåelse af overenskomst til Værftets Madmarked.

”Vi har fremsendt overenskomstkrav, og vi er i forhandlinger, men vi ser lidt forskelligt på tingene,” siger Andreas Lønne Christensen, faglig konsulent i 3F Nordsjælland Øst, til Netavisen Pio.

Misligholdt klausul

Firmaet bag Værftets Madmarked, V21, som lejer sig ind i de kommunalt ejede værftshaller, har ikke overholdt kommunens klausul, som skal sikre vilkår svarende til den mest udbredte overenskomst på det givne område.

I dette tilfælde er det Restaurantoverenskomsten, indgået mellem Dansk Erhverv Arbejdsgiver og 3F Privat Service, Hotel og Restauration.

Det er altså i forhold til den overenskomst, at vilkårene på Værftets Madmarked siden starten i 2017 har været for dårlige.

Der er penge i kassen

Værftets Madmarked er ejet af selskabet V21. Bag selskabet står blandt andet Jan Ryberg, som er tidligere mangeårigt byrådsmedlem i Helsingør, først for Socialdemokratiet siden for sin egen lokalliste.

Det ser ud til at være en god forretning at drive madmarked i Helsingør. I hvert fald kom V21 Holding ud af 2023 med et overskud på lidt over to millioner kroner og står noteret for en egenkapital på næsten 11 millioner kroner.

Vi har ikke noget grundlag for at vige fra vores krav

Det viser årsregnskabet, som Netavisen Pio har gennemgået.

I 2023 havde Værftets Madmarked 375.000 gæster. Under højsæsonen i juli 2024 var der 84 ansatte svarende til 25 årsværk.

Tavs madmarkedsdirektør

Til Netavisen Pio har kommunaldirektør i Helsingør Kommune, Rasmus Bjerregaard, tidligere sagt, at kommunen står fast på sit krav til Værftets Madmarked.

”Vi har ikke noget grundlag for at vige fra vores krav,” lød det fra Rasmus Bjerregaard.

I starten af oktober lagde direktør for Værftets Madmarked, Gry Brix, sig fladt ned over for Helsingør Dagblad og anerkendte, at kommunens klausul ikke var blevet overholdt.

Jeg tror ikke på, at hverken kommunen, borgerne, medarbejdere, stadeholdere, turisterne eller os er klar til, at der ikke skal være et madmarked på værftet

Direktøren sagde desuden til den lokale avis, at hun var sikker på, at V21 og kommunen nok skulle finde en løsning.

”Helt sikkert. Jeg tror ikke på, at hverken kommunen, borgerne, medarbejdere, stadeholdere, turisterne eller os er klar til, at der ikke skal være et madmarked på værftet,” lød det fra Gry Brix.

Flere artikler om emnet

Kommentarer

Tør 3F stille samme krav til frisører, kiosker, pizzeriaer og kebabbarer eller er det kun harmløse danske erhvervsdrivende, der skal trynes? Man skal vælge sine kampe med omhu. Det er interessant, hvis 3F'ere aldrig bliver klippet for 200-300 kroner og aldrig spiser dürum. Jeg tror ikke på det.