Det skriver Helsingør Dagblad.
Som navnet antyder ligger madmarkedet i byens gamle værftshaller, som ejes af kommunen. For at leje sig ind i bygninger ejet af Helsingør Kommune, så skal man som virksomhed overholde en klausul, som sikrer vilkår svarende til den mest udbredte overenskomst på det givne område.
I dette tilfælde er det Restaurantoverenskomsten, indgået mellem Dansk Erhverv Arbejdsgiver og 3F Privat Service, Hotel og Restauration.
Men en kommunal kontrol, sat i gang af en henvendelse fra 3F, viste for nyligt, at de ansatte blev underbetalt og desuden heller ikke fik tillæg for hverken aften-, nat- eller weekendarbejde. Det havde stået på siden åbningen.
Derfor har Helsingør Kommune nu krævet at selskabet bag Værftets Madmarked efterbetaler løn og tillæg til alle ansatte siden 2017.
Hvis Værftets Madmarked ikke accepterer kravet og betaler de nuværende og tidligere ansatte, så er Helsingør Kommune klar til at rive lejekontrakten over og smide virksomheden ud.
Helsingør Dagblad har spurgt madmarkedets direktør Gry Brix, om Værftets Madmarked har tænkt sig at efterleve kravet fra kommunen.
Vi har absolut ingen interesse i at underbetale vores medarbejdere
Her er svaret ikke helt entydigt:
”Vi har absolut ingen interesse i at underbetale vores medarbejdere. Der skal være 100 procent retfærdighed i det. Og nu skal vi sammen med kommunen finde en holdbar løsning.”
Værftets Madmarked er ejet af selskabet V21, som består af en række forskellige personer, heriblandt Jan Ryberg, som er tidligere mangeårigt byrådsmedlem i Helsingør først for Socialdemokratiet siden for sin egen lokalliste.
V21 Holding kom ud af 2023 med et overskud på lidt over to millioner kroner og står noteret for en egenkapital på næsten 11 millioner kroner.
Det viser årsregnskabet, som Netavisen Pio har gennemgået.
I 2023 havde Værftets Madmarked 375.000 gæster. Under højsæsonen i juli 2024 var der 84 ansatte svarende til 25 årsværk.
Kommentarer
Oooogggg - hvor meget er der så tilbage af de 11 millioner, når lønefterslæb og feriepenge, ATP, pensionsbidrag for 2017, 2018, 2019, 2020, 2021, 2022, 2023 og 2024 er betalt?
Skulle man mon kunne forudsige en konkurs hér? Selvsagt FØR udbetaling af lønefterslæb m.v.
Og så - naturligvis - en genopstået fugl Phønix med samme ejerkreds efterfølgende?
Det er set før.
En " løsning " der er set før. Ikke utænkeligt.
Jamen vi ved jo, at den slags succes ofte bygges på fup og fidus.
Det er i sådan en situation, man kunne ønske sig, at der var en mulighed for en offentlig myndighed til at gå ind og "binde" de likvider og værdier der er i selskabet. Så de ikke pludselig er væk når regningen kommer, og en efterfølgende konkurs bliver en realitet.
Et lys i mørket, eller er tragedien uafværgelig ?
Hvis alle offentlige ( og gerne også private) havde en, åbenbart enkel klausul om overholdelse af arbejds og løn forhold, ville det gavne mange lønmodtagere.
Ikke mindst hvis der var en vis kontrol med overholdelsen. Her er en ægte fagforening , og medlemmernes evne til at tænke selv, så en nødvendighed.
Så det kan vel kun blive bedre, måske aldrig "helt godt" men bedre end rent bedrag.
Stor ros til Helsingør kommune der fik klausulen på plads, det maner så meget til gentagelse ved stat, regioner og andre offentlige institutioner, måske burde det være et ufravigeligt krav.
Når vi så har gang i ønskerne ville kædeansvar også være et skridt fremad.
Værftets Madmarked i Helsingør - SKAM JER...
Cafe og restaurant miljøet udnytter særligt de unge med 0 timers ansættelses kontrakter, om nogen ansættelses kontrakt overhovedet, samt meget dårlige lønninger. Ekstra betaling på skæve tidspunkter og lørdag søndag. Ha ha ha. Glem det.