Annonce

Forvirring om den konservative Ecco-linje

Mens Niels Flemming Hansen betaler aflad for at sælge Ecco-sko i sin sko-kæde, så mener Pape Poulsen at det er ‘uartigt’ at stille krav til sko-kæden
Foto: Folketinget/Marie Hald og Folketinget/Marie Hald
Søren Pape Poulsen (K) og Niels Flemming Hansen (K)
Der er en vis forvirring om De Konservatives Ecco-sko-linje.

På den ene side betaler partiets spidskandidat til det kommende valg til Europa-Parlamentet, Niels Flemming Hansen, aktuelt selvvalgt aflad i form af et femcifret bidrag til Den Danske Ukraine Komité.

Det gør han fordi sko-kæden Holst Sko, som han ejer 40 procent af, i 2022 tjente penge på ikke mindst salg af Ecco-sko. Men danske Ecco er en af få danske virksomheder, som har bibeholdt sine aktiviteter i Rusland, der som bekendt overfaldt Ukraine 24. februar sidste år.

Kort efter Ruslands krig mod Ukraine hyldede partiets daværende forsvarsordfører, Niels Flemming Hansen, de danske virksomheder, der trak sig ud af Rusland som en konsekvens af Ruslands overfald på Ukraine - selv om det koster virksomhederne dyrt.

Kort efter kom det frem, at Niels Flemming Hansens sko-kæde har et tæt samarbejde med Ecco - og at Ecco-sko udgør en pæn stor del af Holst Skos sortiment.

Niels Flemming Hansen meddelte, at det ville koste Holst Sko livet, hvis sko-kæden fra den ene dag til den anden stoppede med at sælge Ecco-sko, så det var ikke lige en mulighed.

Til gengæld stoppede Niels Flemming Hansen som sit partis forsvarsordfører. Og han lovede at sende sin del af eventuelt overskud på salg af Ecco-sko i sko-kæden videre til Ukraine.

På den konto er Niels Flemming Hansen i disse dage ved at sende 21.500 kroner til Den Danske Ukraine Komité. Det oplyste han i sidste uge over for Netavisen Pio:

“Jeg lovede, at jeg ville donere min del af et eventuelt overskud af vores salg af Ecco-sko, og det står jeg ved. Nu er vores regnskab klar, og mit overskud for salg af Ecco-sko udgør cirka 21.500 kroner efter skat,” skrev Niels Flemming Hansen således i et mail-svar og fortsatte:

de modtager pengene i løbet af næste uge

“Vi udbetaler ikke udbytte i virksomheden, derfor betaler jeg af egen lomme. Jeg har brugt lidt tid på at overveje, hvor pengene var bedst givet ud, og jeg er endt med Den Danske Ukraine Komité, som jeg synes gør et godt stykke arbejde for Ukraine. Så de modtager pengene i løbet af næste uge.“

Såvidt Niels Flemming Hansen.

Pape Poulsen: Det er at gå i for små sko

Men så er der lige partiets formand, Søren Pape Poulsen.

Hans Ecco-linje er noget anderledes - skal man tro Søren Pape Poulsen selv.

I hvert fald mener K-formanden ikke, at der er noget galt i, at hans partifælles familievirksomhed, Holst Sko, sælger Ecco-sko. Selv om Ecco - modsat de fleste andre danske virksomheder - har bibeholdt sine kommercielle aktiviteter i Rusland. Ja, faktisk mener Pape Poulsen, at det er “uartigt” at stille krav til sko-kæden:

Ingen mener vel, at den skal man afhænde?

“Det er to meget vidt forskellige ting. At man har en familievirksomhed, der har eksisteret i 50 år. Ingen mener vel, at den skal man afhænde? At man sælger Ecco-sko blandt mange andre sko, så man ikke skal fyre og ødelægge forretningen, det giver mening,” siger Søren Pape Poulsen til Ekstra Bladet.

Pape Poulsen forklarer, at han og De Konservative skam fortsat mener, at Ecco burde trække sig helt ud af Rusland. Men det skal ikke kædes sammen med at “en dansk skohandler sælger noget og ikke skal fyre folk og ødelægge sin virksomhed”.

Eller sagt på en anden måde: De Konservatives Ecco-linje er noget uklar.

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Det er blodpenge Niels Flemming Hansen sender til ofrene for Ruslands overfald på Ukraine. Støt Ukraine. Ecco ud af Rusland. NU.

De borgerlige, anstændige, ordentlige, ansvarlige.

Foreløbig har de mennesker budt på ødelæggelse af klima og vandmiljø. Gad vist, hvad det næstebliver?