Annonce

Ecco-løfte koster konservativ spidskandidat stort femcifret beløb

Niels Flemming Hansens sko-kæde Holst Sko tjener penge på at sælge ikke mindst Ecco-sko - i maj sidste år lovede EP-kandidaten at donere sin del af overskuddet til Ukraine
Foto: De Konservative
Niels Flemming Hansen (K), folketingsmedlem og spidskandidat til europaparlamentsvalget
24. maj lovede De Konservatives spidskandidat til EU-parlamentsvalget næste år, Niels Flemming Hansen, at han ville donere sin del af et eventuelt 2022-overskud fra sko-kæden Holst Sko, som han er medejer af, til Ukraine.

Løftet blev givet på baggrund af, at den danske sko-gigant Ecco - modsat en lang række andre danske virksomheder - har bibeholdt alle sine aktiviteter i Rusland trods Ruslands overfald på Ukraine 24. februar sidste år.

Hyldede virksomheder for deres solidaritet med Ukraine, men

Som sit partis forsvarsordfører hyldede Niels Flemming Hansen de danske virksomheder, som lovede at trække sig ud fra Rusland og/eller lovede at stoppe med at sælge produkter til Rusland. Også selv om det kostede virksomhederne ofte meget store summer.

En enkelt danskejet virksomhed nægtede dog at stoppe sine aktiviteter i Rusland, nemlig skogiganten Ecco. Og kort efter sin hyldest til de danske virksomheder, der stillede sig solidarisk med Ukraine - også selv om det kostede dyrt på bundlinjen - kom det så frem, at Niels Flemming Hansens sko-kæde Holst Sko især solgte netop Ecco-sko i sine butikker.

Men lige netop i tilfældet Holst Sko var det altså ikke muligt at stoppe med at sælge Ecco-sko. Det ville i så fald koste sko-kæden sit liv, lød det fra Niels Flemming Hansen.

24. maj sidste år kostede den melding Niels Flemming Hansen posten som sit partis forsvarsordfører:

Jeg er selv medejer af skobutikkerne Holst Sko, som har Ecco på nogle af hylderne

“Som mange nok ved, har Ecco besluttet ikke at trække sine aktiviteter i Rusland, hvilket berettiget har ført til stor kritik. Jeg er selv medejer af skobutikkerne Holst Sko, som har Ecco på nogle af hylderne,” udtalte Niels Flemming Hansen og fortsatte:

“Der er blevet rejst tvivl om, hvor min loyalitet ligger, når jeg samtidig er forsvarsordfører for Det Konservative Folkeparti. Jeg har derfor efter aftale med min gruppeformand meddelt, at jeg ønsker at stoppe som forsvarsordfører.”

Skriftligt løfte

Samme dag oplyste Niels Flemming Hansen over for flere medier, at Holst Sko aktuelt gav underskud, så hans sko-kæde tjente altså ikke penge på at sælge sko fra Rusland-venlige Ecco.

Men skulle der komme et overskud i Holst Sko, så skulle Niels Flemming Hansens andel af overskuddet - minimum for regnskabsåret 2022 - gå til Ukraine.

Det havde han meddelt ejerkredsen i Holst Sko, som ud over ham selv tæller en bror og hans mor, oplyste Niels Flemming Hansen over for blandt andet TV 2.

2022-regnskabet for Holst Sko viser et overskud på 212.000 kroner:

“Resultatet for 2022 blev et overskud på 212 tkr. efter skat, hvilket er tilfredsstillende i et stærkt konkurrencepræget marked,” fremgår det blandt andet af ledelsesberetningen.

Løfte koster 84.800 kroner

Niels Flemming Holst ejer 40 procent af Holst Sko.

EP-spidskandidatens løfte fra sidste år står til at koste ham 84.800 kroner

Det betyder, at EP-spidskandidatens løfte fra sidste år står til at koste ham 84.800 kroner.

Netavisen Pio har spurgt Niels Flemming Hansen, om han har holdt sit løfte og doneret 84.800 kroner til Ukraine. Og i bekræftende fald gennem hvilken organisation beløbet er doneret til Ukraine.

Netavisen Pio har ikke modtaget svar fra Niels Flemming Hansen inden svarfrist.

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet