Den 5. maj er det 150-året for Slaget på Fælleden, den vigtigste begivenhed for den tidlige arbejderbevægelse og et slag, der fik stor betydning for udviklingen af demokratiet og velfærdsstaten herhjemme.

Samme dag udkommer Kristian Himmelstrups roman 'PIO', der fortæller en historie, der på flere planer er relevant i dag.

Den biografiske roman tegner også et mangefacetteret portræt af mennesket bag den politiske Louis Pio.

Netavisen Pio har talt med forfatteren bag romanen om bogen.

Kristian Himmelstrup, hvorfor har du skrevet en roman netop om Louis Pio?

”Udover at han er en interessant historisk figur, der har betydet meget for samfundsudviklingen herhjemme, synes jeg, der manglede nogle nuancer i det officielle portræt af ham. Det stopper som oftest efter, at han ’grundlagde Socialdemokratiet og tog imod bestikkelse for at forlade landet’, men hvad skete der derefter?” 

“Det har desuden været interessant at undersøge, hvordan perspektiver og normer hele tiden rykker sig. Grundlovssikrede rettigheder som ytringsfrihed og forsamlingsfrihed gjaldt på Pios tid i princippet kun for dem, der havde formuleret demokratiet, nemlig for ejendomsbesiddende mænd over tredive, der sad på flæsket.” 

Datidens borgerskab var privilegieblindt gange hundrede.

“Det var netop de mænd, der kort forinden havde kæmpet for at sikre sig de samme rettigheder, som nu gik til yderligheder for at holde andre væk fra dem. Kun cirka 15 procent af befolkningen havde stemmeret.” 

“For at holde de arbejdere borte, der faktisk gerne måtte stemme, sørgede man for eksempel for, at valgstederne kun holdt åbent, mens de var på arbejde. Datidens borgerskab var privilegieblindt gange hundrede. Men de havde politiet og statsmagten med sig, så hvis den dømte noget ulovligt, så var det ulovligt. Selv om det altså ifølge grundloven var lovligt.” 

“Det er lettere at se, at man er blind for sin egen tids normer, når man kigger på tingene fra en vis afstand. Så det er vigtigt at bruge fortiden som spejl.” 

“I dag er vi blevet mere bevidste om vores privilegier og positioner, men så alligevel ikke. Når man om tyve år kigger tilbage på for eksempel de identitetsdebatter, der kører i dag, vil man sikkert tænke, hvad det egentligt var, vi havde gang i.”

“I forhold til Pios tid var normen for en arbejder for eksempel tolv timers arbejde til stort set ingen løn. Arbejdere så ikke deres familier, og de måtte sende deres børn afsted til fabriksarbejde for at kunne overleve.” 

“Det var nogle af de ting, arbejderbevægelsen og Louis Pios kæmpede for at ændre, og som altså virkede så oprørende på magthaverne, at han skulle i fængsel: Lige rettigheder, også for kvinder, en løn, man kunne leve af, kortere arbejdstid. Ting, der i dag virker indlysende”.

Hvem definerer retfærdighed?

Alligevel befandt Louis Pio sig altså den 5. maj 1872 i en celle på Nytorv og ventede på en retssag, der skulle sende ham i isolationsfængsel i fem år. Hans forbrydelse var, at han havde indkaldt til folkemøde på Nørre Fælled.

Politiet forbød det, men Pio fastholdt at gennemføre det. Efter et års venten i varetægtsfængslet blev han, sammen med Harald Brix og Paul Geleff, sendt til Vridsløselille, hvor de skulle afsone straffen i isolationsceller.

Pios dom var reelt det samme som en dødsdom, og han tabte da også ti tænder, det meste af helbredet og slap kun ud før tid, fordi man ikke ville forære arbejderbevægelsen en martyr.

Hvad har optaget dig ved Louis Pios historie?

”Det har blandt andet optaget mig, hvem der definerer hvad retfærdighed er, og hvad retfærdighed i det hele taget er for en størrelse. Man har måske en idé om, at når vi henviser til retfærdighed, også i dag, så er det sådan en metafysisk, objektiv størrelse, som er hævet over tiden, men som alle normer og værdier er den præget af den tid, den er blevet til i.”

Magthaverne brugte stikkere, politispioner og skueprocesser til at tage rettigheder fra folk og sende dem i fængsel

“Det kom bag på mig, at Danmark i 1870’erne var en bananrepublik, hvor retfærdighed var et flydende begreb, som kunne bruges efter forgodtbefindende.” 

“Det kender man jo fra konflikter andre steder i verden i dag, men vi har måske en idé om, at grundloven herhjemme virkede, fra den trådte i kraft i 1849. Men når man læser politirapporterne og sagsakterne fra sagen mod Pio, Brix og Geleff, er det meget tydeligt, at det ikke var tilfældet. Magthaverne brugte stikkere, politispioner og skueprocesser til at tage rettigheder fra folk og sende dem i fængsel – eller i landflygtighed via trusler eller bestikkelse”.

Politiet forbød altså arbejderne at holde mødet på Fælleden, selvom der sort på hvidt stod i grundloven, at der både var forsamlings- og ytringsfrihed i Danmark. Forbuddet mod mødet og anholdelsen af arbejderlederne medførte den første åbne konfrontation mellem arbejderne og myndighederne - det som altså i dag går under navnet Slaget på Fælleden.

Set i bakspejlet styrkede det arbejderbevægelsen, og lidt indirekte skabte det fundamentet for Socialdemokratiet og vores velfærdssamfund.

Fra socialist til kapitalist

Frøet til romanen om Louis Pio blev sået, da Kristian Himmelstrup skrev på en biografi om forfatteren J.P. Jacobsen, som flere gange nævner retssagen mod Pio i breve til vennerne.

Så han vidste, at han ville skrive om historien, men ikke om det skulle være som en roman eller biografi.

”Da jeg skrev om J.P. Jacobsen havde jeg lyst til at citere det hele, men Pio var ikke så stor en stilist, for nu at sige det pænt. Hver gang jeg prøvede at bruge nogle kilder direkte, så fungerede det ikke.” 

“Så jeg blev nødt til at have en stemme, der havde en indbygget distance, og som jeg indimellem kunne holde ud i strakt arm. Det er jo en personbundet fortæller, som giver adgang til Pios tanker og er bundet til hans synsvinkel, men i tredje person.” 

“Derudover optræder hans kæreste, Augusta, i sine egne kapitler. Oprindeligt var det for at give mulighed for at få et blik på Pio udefra, men hun voksede som figur og gav også den fordel, at hun kan punktere Pio ind imellem.” 

“Hun kan jo se den samme begivenhed fra en anden side. Det gav også mulighed for at vise, at ’kvindesagen’ virkelig havde fart på i de år.” 

Hvilke spor har Pio sat?

”Udover de lidt usynlige aftryk han satte på arbejderkampen og samfundsudviklingen, nåede han faktisk at grundlægge en mindre by i Florida.” 

“Der er ikke noget tilbage fra hans koloniforsøg i Kansas, men i Florida står der stadig en lille klynge lidt faldefærdige huse tilbage, som jeg besøgte i 2016, da begyndte på romanen.” 

Obersten løber med alle pengene - og Pio får sumpfeber og dør.

“Den amerikanske del af hans historie var et af fascinationspunkterne, da jeg gik i gang med romanen, men også det, at det er en form for afviklingshistorie. Han kæmper hele sit liv uden helt at lykkes, men i Florida går det hele op i en højere enhed.” 

“Klimaet er fantastisk, der er eksotiske frugter, han er forelsket og stortrives. Han har fået en aftale med oliemagnaten Flagler om at boome en by.” 

“Der er helt reelt millioner at tjene dernede, og det hele er ved at lykkes for ham. Men så kommer der en snydeoberst til byen, Pio tager selv ud for at skyde krokodiller, og så ramler det hele. Obersten løber med alle pengene - og Pio får sumpfeber og dør.” 

“Der er flere fascinerende aspekter ved den historie, synes jeg. For det første var der ikke så meget socialist tilbage i ham, selvom han forsøgte at bilde sig selv det ind, apropos blindheden for egen position.” 

“Men der er også noget menneskeligt og sært narrativt tilfredsstillende i den antiheltehistorie, som hans liv udvikler sig til.”

'PIO'. Roman af Kristian Himmelstrup. Udkommer den 5. maj på Forlaget Arabesk.