Annonce

Flertal uden om regeringen vil straffe menneskehandlere hårdere

Det skal være lettere at få folk dømt for menneskehandel til tvangsarbejde. Et flertal uden om regeringen vil ændre loven.
74 mennesker har været ofre for menneskehandel til tvangsarbejde siden 2009, men ingen bagmænd er nogensinde blevet dømt.

Det vil et flertal mellem SF, Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og Enhedslisten nu ændre på ved at stramme op på reglerne.

Vi bliver nødt til at udvide begrebet tvangsarbejde, så vi kan få alle nuancerne med, ligesom de har gjort i Belgien

Derfor har SF torsdag, som varslet i Netavisen Pio, fremsat et beslutningsforslag, der skal lette bevisbyrden, så flere bagmænd kan blive straffet:

“Vi skal simpelthen have adresseret den virkelighed, der er derude. Vi bliver nødt til at udvide begrebet tvangsarbejde, så vi kan få alle nuancerne med, ligesom de har gjort i Belgien. Verden er ikke bare sort eller hvid. Der kan være andre omstændigheder, hvor en person er blevet menneskehandlet til tvangsarbejde, end at vedkommende er lænket som en slave. Det kan lige så vel være, at personen er blevet sat i en gæld ved at tage herop, eller at vilkårene på arbejdspladsen er urimelige,” siger beskæftigelsesordfører Karsten Hønge (SF) til Fagbladet 3F.
 

Efter belgisk forbillede

Med lovændringen ønsker man at udvide straffelovens paragraf om menneskehandel, så tvangsbegrebet også kommer til at opfatte arbejde under urimelige og utålelige vilkår, der indeholder grov udnyttelse og umenneskelig behandling.

En lignende lov har man allerede i dag i Belgien, hvor uanstændige menneskelige vilkår er lige med menneskehandel, hvilket gør det lettere at få bagmænd dømt.  

De store skurke, der udnytter mennesker i udsatte positioner, slipper alt for let i dag

I Socialdemokratiet tror man på, at lovændringen vil få flere bagmænd dømt:

“De store skurke, der udnytter mennesker i udsatte positioner, slipper alt for let i dag. Jeg tror, at dette forslag vil kunne få flere af dem dømt. Det er helt rimeligt og vil virke afskrækkende,” siger Mattias Tesfaye (S), der er social dumping-ordfører, til Fagbladet 3F.

Også Dansk Folkeparti er overvejende positiv overfor forslaget:

“Forslaget ser fornuftigt ud. Vi har endnu ikke diskuteret det i Folketingsgruppen, men vi deler helt klart de intentioner, som SF har i forslaget,” siger retsordfører, Peter Kofod Poulsen (DF), til Fagbladet 3F.
 

Tvangsarbejdet i Holbæk

Minimum seks udenlandske byggearbejdere har været udsat for menneskehandel til tvangsarbejde på et byggerier i Holbæk. Det afslørede Fagbladet 3F og DR først i februar måned.  

Den sag er blot den sidste i rækken, hvor Socialstyrelsens Center mod Menneskehandel har vurderet, at der er tale om menneskehandel til tvangsarbejde.

I oktober 2018 afslørede Fagbladet 3F, at 22 filippinske og fire srilankanske lastbilchauffører har været udsat for menneskehandel til tvangsarbejde i Danmark af Kurt Beier Transport.

Det er simpelthen for svært at blive dømt i de her sager

Kun i to danske sager om menneskehandel er der rejst tiltale. I de sager - kaldt “Garage-sagen” og “Kælder-sagen” - var der tale om rumænere, der arbejdede i rengøringsbranchen til meget lav løn og boede under meget ringe forhold. Begge sager endte med frifindelse for anklagen om menneskehandel til tvangsarbejde.

Efter afsløringerne har 3F kraftigt opfordret politikerne til at ændre i loven, så kyniske bagmænd kan blive straffet, mens det kan have en præventiv virkning på andre:

“Det er en helt uacceptabel situation, at domstolene i Danmark ikke er i stand til at dømme bagmænd for menneskehandel til tvangsarbejde. Det er simpelthen for svært at blive dømt i de her sager,” sagde Henning Overgaard, forbundssekretær i 3F til Fagbladet 3F.

Sarah Scheer er podcast-redaktør på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet