Lucas Rijnevelds prosalyriske roman, ‘Min egen øjesten' fra 2020, er lige udkommet på dansk. Det er en rystende beretning om en pædofil mand, der begår et overgreb på pige.

Formmæssigt og stilistisk er den som snydt ud af næsen på Vladimir Nabokovs berømte klassiker, ‘Lolita’ fra 1955.

Udfordringen er den samme: Hvordan kan man sidde og læse en beretning om en pædofil, der forsvarer sine egne handlinger og som samtidig ekspliciterer selve overgrebet?

Vi er selvfølgelig vant til at læse om bestialske mordere og andre onde mennesker, hvilket ikke i nævneværdig grad anfægter vores moral.

Vi kan også læse om seksuelle overgreb, uden at vi direkte føler os moralsk indignerede. Det rammer os ikke sådan, at vi bliver bekymret over vores egen fascination af det onde.

‘Min egen øjesten' udfordrer imidlertid denne måde at læse på. Den ekspliciterer overgrebet meget mere, end Nabokov gjorde det i ‘Lolita’, så der er i grunden ingen undskyldning.

Man sidder vitterligt med en bog, der beskriver noget af det, der for de fleste af os er så modbydeligt, at vi næsten kaster op.

Og alligevel er det ikke helt sådan, at man som læser oplever det. Og det er netop det essentielt interessante ved denne roman.

Stærke kontraster

Den er skrevet som en lang indre monolog, nedfældet af den pædofile, der sidder i fængsel, straffet for denne forbrydelse.

Ordene og beskrivelserne vælter frem, som en vældig flod, hvor der hele tiden associeres og skabes kontrastrige billeder.

Man har også tidligere i litteraturen arbejdet med stærke kontraster således, at det grimme bliver smukt. Tag bare Johannes V. Jensens beskrivelser af blod, der fremstår overordentlig smukke.

Formen viser, hvorfor det ikke er muligt for ham, ikke at begå forbrydelsen

I ‘Min egen øjesten' er overgrebsmanden dyrlæge, og man læser om hvordan han stikker hele armen ind i køerne, og i samme sætning forgriber sig på den unge pige.

Kønt er det ikke, men ligesom med floden, er selve dynamikken og associationerne så helt igennem lyriske, at man knapt kan modstå det.

Det er derfor, at romanen er så vellykket. Dens form og betydningsmæssige indhold er 1:1, fordi det handler om, at den pædofile kæmper med sine drifter, som han skammer sig over, selvom han ikke kan lade være.

Formen viser, hvorfor det ikke er muligt for ham, ikke at begå forbrydelsen.

Kompleks struktur

Det er i dag en kendt sag, at rigtig mange pædofile selv har været udsat for seksuelle overgreb som børn.

Det måske mest uforståelige for flertallet er nok, at i terapeutisk sammenhæng, arbejder man ofte med umulige størrelser, hvis offeret har været krænket af en, der har været nærtstående.

Krænkeren har haft en dobbelt funktion, der har fyldt et tomrum ud, men samtidig ødelagt den anden via krænkelsen.

I den forstand er det også interessant at sammenligne ‘Min egen øjesten’ med tv-serien ‘Baby Reindeer’, der også handler om krænkelse og afhængighed.

Både ‘Min egen øjesten’ og ‘Baby Reindeer’ tager fat på et tabu, der udfordrer vor samtid. De beskriver krænkelser som noget andet, og noget mere, end rene forbrydelser, hvor alting er sort/hvidt.

Det er bestemt ikke lystlæsning

Ikke for at nedtone krænkelsens forbryderiske karakter, men snarere for at pege på den komplekse struktur, som offeret må arbejde sig ud af.

Det formmæssige i ‘Min egen øjesten’ er et meget fint bud på, hvorfor det kan være så vanskeligt at bryde med nogle hændelser, der ikke er gode for en.

Det er tidsstrømmen, der er bundet til vores tidligere traumaer, der består af tab, af ulykke, af savn, der på en måde gør os sårbare over for krænkere.

Ikke lystlæsning

Jeg skal ikke plotspoile mere, men Lucas Rijnevelds roman er en stor mundfuld, fordi den faktisk er meget modbydelig, men samtidig så helt igennem blottende, og derfor også på en sær måde en udfordring, som man ikke kan sidde overhørig.

Det er bestemt ikke lystlæsning, synes jeg, men i modsætning til meget andet, vigtigere.

Måske er ‘Min egen øjesten’, ligesom tv-serien ‘Baby Reindeer’, et udtryk for en måde at forstå krænkelser på, der balancerer mellem tilgivelse, uden at blive vammel og ende med at give ”samfundet” skylden for den slags forbrydelser? 

De gør os simpelthen bare klogere på de mekanismer, der fører til ukontrollable overgreb, samtidig med, at de påpeger, at forbrydelsen planter sig i offeret på en sådan måde, at en lindring ikke bare kan opnås via væmmelse.

 

Lucas Rijneveld: 'Min egen øjesten'. Roman. Oversat af Birthe Lundsgaard. 322 sider. Vinter Forlag, 2024.