Sidste år udkom et omfattende værk om Viborg Domkirkes vidunderlige kalkmalerier, der blev designet af maleren Joakim Skovgaard, og som i dag står som indbegrebet af den grundtvigianisme, der har præget dansk selvforståelse og kultur i lige så høj grad, som datidens opgør med en stivnet seksualmoral, anti-demokratiske idealer og teologisk dogmatik.

Bogen er udkommet i anledning af et stort restaureringsprojekt af domkirken, så det kunstneriske værk i dag fremstår frisk og spillevende.

Bogens gennemgang af selve domkirkens restaurering samt tilblivelsen af dekorationerne, er nogle steder akademisk, andre steder mere mildt formidlende, men som samlet værk får man et mere nuanceret indtryk af, at der dengang var tale om en værdikamp, der mere eller mindre er gået i glemmebogen i dag.

Det moderne gennembrud får en modreaktion

Selve hoveddelen af Joakim Skovgaards dekoration stod færdigt i 1906, året efter færdiggørelsen af Københavns Rådhus, hvor stort set alle kunstnere og håndværkere af betydning havde bidraget med hvert deres fragment til dette samlede udtryk for folkevælde, demokrati og sejr i den forfatningskamp, der blev vundet med systemskiftet i 1901.

Man kalder denne periode i dansk kunsthistorie for det moderne gennembrud, set samlet.

Denne periode, der begyndte med Georg Brandes tiltrædelsesforelæsning på Københavns Universitet i 1871, bliver atter brudt op i delfragmenter, hvor den første periode var præget af naturalisme, med et stærkt fokus på naturvidenskabens ret til blive dyrker og forsket i, uden at de magtfulde teologer skal blande sig i det. Som litteratur udmøntede denne periode sig i et materialistisk syn på tilværelsen, hvor man især vendte sig imod eventyret som form, og stræbte efter en mere konkret og virkelighedsnær fortælling, hvor man satte tidens problematikker til debat.

Modreaktionen kom i slutningen af 1880’erne, hvor den symbolistiske retning vandt indpas. Denne gruppering var broget, men samlet set bestod den af mennesker, der ikke købte ind på den rene materialisme, og som derfor søgte efter spirituelle og mere opløftende måder at leve på.

Mange af de førende i denne bevægelse konverterede direkte til katolicismen, mens andre søgte det dybe i hedenske former eller i grundtvigianismen.

Kamp mod Estrup

Samtidig var perioden som sagt præget det man kalder for ‘Forfatningskampen’, hvor konseilspræsident Estrup nægtede at lade Grundloven komme til sin ret, der tilskrev at Folketinget havde indflydelse på landets udvikling, hvilket først blev egentlig gennemført ved ‘Systemskiftet’ i 1901.

Under denne lange kamp, blev det gentagne gange forsøgt at skabe en alliance mellem de såkaldt ‘kulturradikale’, med brødrene Brandes i spidsen, og grundtvigianerne, der begge havde et ønske om at knægte Estrups magtvælde, der varetog den tidligere adels og godsejernes interesser.

Men alliancen lykkedes aldrig til fulde, fordi de to grupperinger hadede hinanden så inderligt, men set med et helikopterblik havde de mere til fælles, end hvad de var villige til at indrømme.

Det var i denne kontekst, at maleren Joakim Skovgaard voksede op og udviklede sig. Som ung var han knyttet til den naturalistiske bevægelse, og han var en indædt samler af insekter, som han studerede naturvidenskabeligt.

Hans fader var en berømt guldaldermaler, der havde opnået berømmelse for sine særdeles smukke og næsten naturalistiske landskabsmalerier.

Joakim Skovgaard blev derfor også en naturlig del af den protestbevægelse, der opstod blandt de kulturelt udøvende, der gjorde oprør imod de etablerede institutioner.

Han blev for eksempel en del af den modbevægelse af kunstnere, der lavede protestudstillinger, fordi de ikke blev anerkendte af de etablerede. Og her blev han venner med mange andre kunstnere, blandt andet arkitekten og formgiveren Thorvald Bindesbøll, der aldrig blev religiøst anlagt.

Joakim Skovgaard blev i begyndelsen af 1880’erne tilknyttet den grundtvigianske bevægelse. Hvilket kom til at præge ham dybt. Det var, først og fremmest, der folkelige fællesskab, der dragede ham, hvilket kom stærkt til udtryk på landets højskoler.

Det var, først og fremmest, der folkelige fællesskab, der dragede ham, hvilket kom stærkt til udtryk på landets højskoler.

Han blev knyttet til blandt andet Vallekilde Højskole, hvor grundtvigianere Ernst Trier var rektor. Det er interessant i denne sammenhæng, fordi Martin Nyrop, der senere skulle stå bag det gigantiske projekt med at bygge Københavns nye rådhus, som arkitekt havde tegnet højskolens bygninger, der var udpræget almuestil.

Tilknytningen til højskolen, samt indtrykkene af den almuestil, der senere udartede sig til en langt større bevægelse, der siden kom til udtryk i et utal af offentlige og kommunale bygninger, der havde til hensigt at samle folket, og skabe rammer, der var i øjenhøjde, var alt sammen med til at præge Joakim Skovgaards syn på kunsten.

Et skandaløst projekt

Man kan nok ane den tilgang, som Joakim Skovgaard fik tilegnet sig, i en lille blyanttegning af Ernst Trier, der underviser ‘sommerpigerne på Vallekilde Højskole’. Deres hår er slået ud, og hele tegningens udtryk er en mere fri og levende udgave af det religiøse som en folkeligt forankret bevægelse, der kan opløfte og glæde.

Da Joakim Skovgaard i 1894 udstillede sit kæmpe maleri, ‘Kristus i de dødes rige’ på Den Frie Udstilling, blev det prompte indskrevet i tidens værdipolitiske og kunstneriske kampe.

Værket var omstridt, fordi det på en og samme tid var et udtryk for en stærk spirituel følelse, samtidig med, at det i stil var fornyende og næsten avantgardistisk. Det skabte både venner og fjender, men det var især et varsel om, hvordan udsmykningen af Viborg Domkirke ville blive et centralt emne i tiden, da Joakim Skovgaard, under selve udfærdigelsen af maleriet, havde fået tilsagn om denne opgave.

Viborg Domkirke var allerede et skandaløst projekt, da man besluttede sig for at lade Joakim Skovgaard stå for udsmykningen.

Viborg Domkirke var allerede et skandaløst projekt, da man besluttede sig for at lade Joakim Skovgaard stå for udsmykningen. Den var blevet gennemrestaureret årene inden, og langtfra alle var tilfredse med resultatet, der var historicistisk.

Man var endt med at bygge en kirke i middelalderstil, og den fremstod rigidt og uden et egentligt stærkt udtryk. At udsmykke den ville blive besværligt, for spørgsmålet om hvorledes man kunne understøtte arkitekturens historiske udtryk var ikke entydig.

Tiderne var skiftet, og ligesom med Københavns Rådhus, var man begyndt at tage et massivt opgør med de stilistiske regler for brugen af historiske udtryk.

Et grundtvigiansk udtryk

Men for at gøre at en lang historie kort, så tog Joakim Skovgaard opgaven på sig. Han havde studeret især italiensk middelalderkunst, og det endte med, at han valgte at udsmykke domkirken med kalkmalerier.

Samtidig besluttede han sig for at gøre motiverne mere flade ved simpelthen at droppe perspektivmaleriet, der vandt frem i skiftet fra middelalderkunst til renæssance.

På den måde lykkedes det for ham at finde en form, der tilgodeså domkirkens historiske arkitektur samtidig med, at han formåede at lade dennes former få plads, fordi han undlod at spille på optiske virkemidler.

Nu var der blot et element tilbage, der var essentielt. Joakim Skovgaard ville skabe det grundtvigianske indtryk, som han selv var præget af, og derfor skulle hans værk være mere jordnært og mindre formanende og truende i sit udtryk, så det kunne fremstå for den folkelige bevægelse, der søgte i fællesskab af lys og positiv spiritualitet. Og det er derfor, at man skal tage til Viborg og selv besøge domkirken. Ingen illustrationer kan rigtig indfange det samlede indtryk, som man får ved selv at være det.

Derfor tog jeg selv af sted og oplevede en gudstjeneste en søndag formiddag i domkirken. At sidde der og opleve glæden og sammenholdet samtidig med, at man betragter de mange skilderier, der på en sær måde nok virker naive, ja, nærmest barnagtige, giver samlet set et indtryk af, at man er velkommen. Der er noget jordnært og formildende over Skovgaards illustrationer og mange fortællende billeder, men samtidig er de også inderlige, og man mærker ret stærkt, at det handler om frelse, om troen som en sted, man kan vælge at blive indhyllet i. Det er mere en invitation, end det er formaning.

Bogen om Viborg Domkirke og Skovgaards kalkmalerier fortæller denne storslåede historie om en stor del af Danmarks nationale identitet på en anden facon. Denne har fokus på stil, på tilblivelseshistoriens konkrete hændelsesforløb og på selve restaureringsprojektet, og det gør den ganske godt.

Det er blot vigtigt også at huske på at dengang, hvor udsmykningen fandt sted, var det en del af en samlet værdikamp, hvor meget gammelt faldt og meget nyt opstod. Og udsmykningen er især et udtryk for en fælles identitet, der nok blev kritiseret kraftigt af de kulturradikale meningsdannere, der selv mente, at de stod for det sande og det virkelighedsnære, samt ind imellem også det mere folkelige.

Men sideløbende med dette gennembrud blev det spirituelle og det kristne budskab også præget, levede videre i en særlig udgave, og denne kan man se klart udtryk i Viborg domkirke i dag.

Til gudstjeneste

Sidst, men ikke mindst, er det de mange detaljer i Joakim Skovgaards værk, der er værd at tage til Viborg Domkirke for at se. Foruden hans forsøg på at skabe et indtryk, der svarede til middelalderens udtryk, blev hans samarbejde med især Thorvald Bindesbøll også betydeligt for udsmykningen.

Det dekorative, der især kommer til udtryk i udsmykningen af kirkens kupler, er stilistisk helt i tråd med datidens jugendstil. Man ser det også i de store og særdeles smukke lampetter i bronze, som Thorvald Bindesbøll har designet: Det er engle, der er stiliseret og gjort til perfekte, symmetriske former, der klæder de mere frie og formløse skilderier, som selve vægmalerierne udtrykker.

Jeg tror, at Joakim Skovgaard selv ville være tilfreds med den gudstjeneste, som jeg oplevede den søndag, hvor jeg kikkede forbi

Jeg tror, at Joakim Skovgaard selv ville være tilfreds med den gudstjeneste, som jeg oplevede den søndag, hvor jeg kikkede forbi.

Mange var mødt op, og mange deltog i nadveren. To par fik deres børn døbt. Der var folk, der var i et festligt humør, og der var andre, der var mere indadvendte og fordybet i sig selv. Kirken og dens gerning kunne rumme det hele.

Det kan være vanskelig at sætte fingeren præcist på, hvordan det kan lade sig gøre, men der er ingen tvivl om, at det var sådan en rumlighed og invitation, der lå bag Joakim Skovgaards kunstneriske ambitioner.

Kraft og Skønhed. Joakim Skovgaards udsmykning i Viborg Domkirke. Redaktion: Iben Overgaard. Med bidrag af Christian Kortegaard Madsen, Thomas Bertelsen, Poul Grinder-Hansen, Carsten Bach-Nielsen, Ulla Kjær, Henrik Stubkjær og Katrine Frøkjær Baunvig. Rigt illustreret med fotos i farver. 256 sider. Skovgaard Museet og Strandberg Publishing, 2023.