Annonce

Grøn karakterbog: EU-Kommissionen giver Danmark dumpekarakter

Regeringens køreplan for hvordan Danmark skal nå EU’s reduktionsmål i 2030, halter flere steder - især i forhold til byggeriet, lyder dommen fra EU
De danske planer for, hvordan man skal nå EU’s klimamål for 2030, har en del fejl og mangler.

Det er konklusionen fra EU-Kommissionen, der for første gang har givet karakterer til de 28 medlemslandenes indsats mod klimaforandringer.  

Klimaindsatsen er gået i stå i transportsektoren, udvandet i landbruget og forstenet i byggebranchen

I Danmarks karakterblad finder man alt ti henstiller, hvor Kommissionen opfordrer de danske politikere til at få fyldt huller ud i planen, så man reelt kan levere på reduktionsmålene.

Danmark får ros for sit ambitiøse mål, om at mindst 55 procent af vores energi skal komme fra vedvarende kilder i 2030. Et mål der ligger et godt stykke over EU’s samlede mål på 32 procent. Men på flere områder, mener kommissærerne ikke, at det står klart, hvordan Danmark vil nå i mål. Det skriver Altinget.

 

Byggeriet halter bagefter

Kritikken drejer blandt andet om Danmarks plan for at nå et nationalt mål om at reducere udslip fra byggeri, transport og landbrug med 39 procent. Her mener kommissionen ikke, at fremgangsmåden lever op til ambitionen.

Særligt i forhold til Danmarks planer for energieffektivisering i byggeriet, løfter Kommissionen pegefingeren. Ifølge Altinget slår der i det lækkede udkast fra Kommissionen, at der er brug for et ”substantielt øget ambitionsniveau”.

Vi har en regering, som har sparet energispareindsatsen ned til sokkeholderne

S: Fuldt forståeligt, at EU slår i bordet

Den anmærkning fra EU siger noget om den afgående regerings manglende klimaindsats på byggeriområdet, mener Socialdemokratiets klimaordfører Jens Joel:

“Det er jo det, som er problemet. Vi har en regering, som har sparet energispareindsatsen ned til sokkeholderne. Det er fuldt forståeligt, at EU slår i bordet, for regeringen har ikke leveret. Og vi har også slået i bordet fra oppositionens side,” siger han til Netavisen Pio.

Den kritik, af den afgående regerings klimaindsats, deler man i SF:

”Vi har set en regering, der har været nølende med den grønne omstilling i flere sektorer. Klimaindsatsen er gået i stå i transportsektoren, udvandet i landbruget og, som vi ser nu med kritikken fra EU-kommissionen, også forstenet i byggebranchen,” siger politisk ordfører Karsten Hønge (SF) til Netavisen Pio.
 

Uklar politik for renere trafik

Transportsektoren er et andet sted, hvor EU-Kommissionen ikke mener, at midlerne står mål med de officielle ambitioner om en renere transportsektor, der udleder mindre.

Også her efterlyser man en mere klar politik fra dansk side.

EU’s klimamål for 2030:

  • CO2-reduktion på 40 procent
  • Forbedring af energieffektiviteten på 32,5%
  • Vedvarende energi skal udgøre 32% af det samlede energiforbrug i EU
Det er pinligt, at et land, der tidligere har brystet sig af at være i den grønne førertrøje, nu skal komme til at ligne dummepeter

Ud af de mål, som Europa-Parlamentet har vedtaget, er det på energieffektiviteten, at man har længst igen - præcis som det er tilfældet for Danmark.

En forbedring på 32,5 procent er målet, men EU ser samlet set ud til at lande et sted mellem 26,5 og 30 procent, hvis landene ikke gør en større indsats, end de planlægger i dag.
 

Brancher: Blå regering har forsømt opgaven

Hos byggebranchens faglige samarbejdsorganisation, BAT-Kartellet, mener sekretariatschef Gunde Odgaard, at den borgerlige regering ”har forsømt sin opgave” i forhold til energieffektiviserings-målene.

”Det er pinligt, at et land, der tidligere har brystet sig af at være i den grønne førertrøje, nu skal komme til at ligne dummepeter,” siger han til Altinget, og opfordrer samtidig en ny regering til at gøre noget ved det, han betegner som “et efterslæb”.  

Det er hovedpinen, og derfor skal der ske noget på det her område

Anmærkningerne i forhold til Danmarks indsats for en grønnere transportsektor, kalder Dansk Energis vicedirektør, Anders Stoug, for et “et slag med krabasken og en løftet pegefinger”. Han er enig i, at ambitionerne er for uklare i forhold til, hvordan man kommer væk fra olie og diesel:

”De biler, der bliver købt i år, kommer også til at køre på vejene i 2030. Så alt det, vi køber nu af diesel- og benzinbiler, har indflydelse på det mål. Det er hovedpinen, og derfor skal der ske noget på det her område,” siger han til Altinget.

 

Tager sagen i egen hånd

Dele af byggebranchen tager selv klimakampen op i stedet for at vente politikerne.

Vi skal tage folkets grønne mandat alvorligt og presse på for, at Danmark igen går forrest på det grønne område

32 virksomheder og organisationer er nu gået sammen om et selvstændigt klimamål om at halvere CO2-udledningen for beton og cement i 2030, da det er en af de helt store klimasyndere i byggeriet.

Det initiativ får ros med på vejen fra Karsten Hønge:

”Vi skal tage folkets grønne mandat alvorligt og presse på for, at Danmark igen går forrest på det grønne område. Jeg tror, vi i fællesskab kan rykke så meget, at vi ikke står til at dumpe, næste gang der skal uddeles karakterer. Vi skal kigge mod Aalborg Portland, der har udviklet klimavenlig cement, og bruge mere træ og mindre cement til vores bygninger,” siger han til DR.   

Sarah Scheer er podcast-redaktør på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Kr Jensen nå få røde ører. Han stod på Bornholm og skamroste venstre som den der var bedst klimamæssigt og havde gjort mest på område. Det ved vi godt er usandt. Nu står det på skrift i EU rapport.