☰
☰
Annonce
Fagbevægelsen må følge med tiden: Solidaritet sælger ikke længere
Ærligt talt, så koster det en del at holde de tunge organisationer kørende, og det er måske ikke alle grene af dem, der er lige nødvendige. Det skriver formand for HK Sydjylland.
Solidaritet er ikke længere en vare, der for alvor sælger.
Det kan være svært at acceptere, når man er fagforeningsmenneske af min årgang. For os har solidariteten altid været kernen i den faglige kamp.
Men vi bliver nødt til at acceptere det, hvis vi vil redde den danske model og alt det gode, den bringer med sig.
I dag handler det først og fremmest om, hvad man med en engelsksproget frase kan kalde: ”What’s in it for me?”
Det handler om, hvad medlemmet helt personligt får ud af sit medlemskab. Om bundlinjen.
Kan man samtidig være solidarisk med andre, er det selvfølgelig et plus, men det er sjældent det vigtigste, når folk vælger fagforening.
Det er også godt, at vi for længst har fået ryddet op i det pamperi, der har været i fagbevægelsen
Derfor bliver vi i den overenskomstbærende fagbevægelse nødt til i langt højere grad at kunne anskueliggøre, hvad lønmodtagerne får ud af at være medlemmer hos os og hvorfor, det kan betale sig.
Uden nogen form for efterklang af ”Når jeg ser et rødt flag smælde” i baggrunden.
Fået ryddet op i pamperi
At stort set alle overenskomstbærende fagforeninger i dag er politisk uafhængige, var et vigtigt skridt.
Vi skal være nøjagtigt lige så relevante for den lønmodtager, der stemmer på Liberal Alliance, som for den, der stemmer på SF.
Det er også godt, at vi for længst har fået ryddet op i det pamperi, der har været i fagbevægelsen.
Sultens slavehær har for længst marcheret for sidste gang her til lands
Næste skridt bliver at forenkle vores organisationer til noget, der giver mening for medlemmerne, og måske endda kan sikre et lavere kontingent.
For ærligt talt, så koster det en del at holde de tunge organisationer kørende, og det er måske ikke alle grene af dem, der er lige nødvendige.
Vi skal følge med tiden, og vi har ikke uendelig tid til at omstille os.
Medlemstallene i de overenskomstbærende fagforeninger daler, og en svækket fagbevægelse er en stor trussel mod lønmodtagernes rettigheder, løn- og arbejdsforhold.
Lad os skynde os at komme ind i fremtiden sammen. Sultens slavehær har for længst marcheret for sidste gang her til lands.
Vi må tilpasse os tiden og medlemmernes behov.
Kommentarer
Måske fagbevægelsen har glemt kunsten at organisere folk? Solidaritet er ikke en vare, som skal sælges, men netop en social relation, som man mere eller mindre automatisk får del i ved at lade sig organisere. At bruge købmandsregning som metode til at beregne et medlemskabs værdi, er den lige vej til at få folk til at søge de billigste løsninger i penge, frem for de mest værdifulde.
Hvis det er prisen, du vil konkurrere på, har du allerede tabt, Ole Kjær, for det vil altid være billigere at lave et forsikringsselskab, hvor det kun handler om penge, end det er at opretholde en social institution, hvis primære værdier ikke har så meget med penge at gøre som med rettigheder, ansættelsessikkerhed, værdighed og netop solidaritet.
I sin tid, da jeg tromlede folk ind i fagforeningen, blev jeg mødt med alle mulige og umulige begrundelser for, hvorfor de nye kolleger ikke mente, at de havde behov for at stå i fagforening. Og jeg havde svar på alle spørgsmålene, for da jeg var ung, var organisation noget, som vi hele tiden talte med hinanden om internt; udveksling af gode råd og tips om hvordan man vinder de mest genstridige over, var noget som alle i klubben beskæftigede sig med, fordi organisering uden for forhandlingssæsonen blev betragtet som den vigtigste faglige enkeltaktivitet overhovedet.
Jeg har kendt masser af mennesker, som meldte sig ind i fagbevægelsen under protest, efter at de var blevet kørt over af organiseringstromlen. Men jeg har stadig til gode at se nogen, der meldte sig ud igen i protest, for da først de var inde, forstod de hurtigt, at fx sikkerhed mod uberettiget fyring ikke er en ting, der kan gøres op i penge, men derimod et grundlæggende gode, som har langt højere værdi i det enkelte menneskes liv, end den pris i penge, som det koster at at opretholde en fagforening som institution.
Så glem købmandsregningen, det er jo netop sådan vore ideologiske modstandere, arbejdsgiverne, tænker. Organiser i stedet patruljer af faglige repræsentanter og organisatorer, der på tværs af de enkelte forbund mindst en gang om året besøger samtlige 9.-klasser i Danmark, så de unge mennesker er lidt forberedte på, hvad der møder dem, når de kommer ud på arbejdsmarkedet og bliver udsat for tromlen. Skolerne får jo allerede besøg af arbejdsgiverne, så hvorfor ikke organisere en permanent oplysningskampagne rettet mod at give de unge en større forståelse af, hvad solidaritet i fagbevægelsen betyder?