Det er ikke nemt at redegøre for det, som Peter Handke forsøger at skabe med i sine tekster. Så bær over med mig, kære læser, for at tage en mindre omvej, for siden at nå frem til det, der gør Peter Handkes tekster spændende og læseværdige.  

Det er nemlig det mest naturlige, fordi omvejene nu engang er de steder, som Peter Handke hele tiden forsøger at finde.

En dansk filosof og psykolog, Ludvig Feilberg (1849-1912), forsøgte sig med en metode, som han selv mente kunne helbrede og oplade menneskets sind og derved gøre det sundere rent sjæleligt.

Metoden fremstår enkel, men den er ikke let at praktisere, endsige formidle til andre. Et af hans eksempler er dog ret enkelt at forstå. Han skrev om en fotograf, der går sig en tur i byens periferi for at finde gode, velegnede baggrunde til sine portrætter.

Desværre blev turen en skuffelse for fotografen, som hverken fik mere energi eller fandt noget decideret opsigtsvækkende, der kunne fungere til formålet.

Ifølge Feilberg er forklaringen enkel: fotografen gik ud for at finde noget, som han allerede havde forestillet sig, og derfor evnede han ikke at se og registrere noget som helst, der var interessant.

Paradoks

Og det er præcis dette paradoks, som Peter Handke og et utal af andre kunstnere har taget livtag med igen og igen.

Handke ønsker ikke at være ”forfatteren” når han går i gang med at skrive. Han ønsker slet ikke at eje en identitet, der sådan kan rammes ind.

Han skyer det talte og det forståelige sprog, og i hans lille, metodiske skrift, ’En forfatters eftermiddag’, der lige er blevet oversat til dansk, forsøger han at skildre denne bestræbelse på at unddrage sig de besnærende bånd, der både gør ham blind, forfængelig, mistrøstig og uproduktiv.

det er symptomatisk for hele hans forfatterskab, og en af de væsentligste grunde til, at han i 2019 fik tildelt Nobels litteraturpris

Peter Handke forsøger at opfinde et udgangspunkt, et sted, der slet ikke findes, for derfra at kunne registrere og nedskrive alt det, han og alle os andre, ikke evner at se og sanse.

Og det er symptomatisk for hele hans forfatterskab, og en af de væsentligste grunde til, at han i 2019 fik tildelt Nobels litteraturpris.

Gennemsigtig engel

Tænk blot på den herostratisk berømte film, ’Himlen over Berli’n fra 1987, instrueret af Wim Wenders. Peter Handke skrev drejebogen til filmen, der handler om disse stilfærdige engle, der går rundt blandt menneskene.

De er usynlige, og alligevel er det som om, at de mere sensitive mennesker kan mærke dem, tale til dem, registrere dem.

Og det er netop sådan en gennemsigtig engel, som forfatteren Peter Handke tilstræber sig for at blive. Når han skriver, eller forbereder sig på at skrive, i hvert fald.

Og det er netop hvad ’En forfatters eftermiddag’ handler om.

Det er den sprække, hvor den direkte konfrontation og kommunikation forsøges ignoreret, at der kan opstå forbløffende registreringer

Han sætter sig på et værtshus, og lytter opmærksomt på en fulderik, der snakker indforstået med ham. Han kan ikke forstå de ord, der kommer ud af hans mund, men alligevel virker det som om, at der opstår en samhørighed imellem dem.

Det er den sprække, hvor den direkte konfrontation og kommunikation forsøges ignoreret, at der kan opstå forbløffende registreringer, præcise, rammende og nøjagtige, fordi der også udenom alt det faste, hvor hele verdens fokus er fæstnet, sker så meget.

Roterer om sin egen akse

For Peter Handke drømmer om at skabe sådanne værker, der bliver selvdrevne, som var de maskiner, der ikke blev styret af en central kommandostation. ”Forfatteren” i ’En forfatters eftermiddag’ beskriver det selv sådan her:

“Et værk, tænkte han, var noget hvor materialet var næsten ingenting og strukturen næsten alt; noget der roterer om sin egen akse uden hjælp fra et særligt svinghjul; hvor alle dele holdt hinanden på plads i luften; som var åbent, tilgængelig for enhver, men ikke kunne slides ved brug.”

han illustrerer glimrende, hvor mange svingninger sådan en oversensitiv tilstand kan skabe

Peter Handke forsøger at anskueliggøre, hvordan det så er, når han unddrager sig denne selvfølgelige og forudindtagede måde at registrere og beskrive verden på.

Hvor vanskeligt det er at befinde sig i den tilstand, og hvor nemt den brister, fordi han hele tiden bliver mere fast, mere sig selv og mere i kontrol.

Og han illustrerer glimrende, hvor mange svingninger sådan en oversensitiv tilstand kan skabe, lige fra pludselige angstanfald, en dyb, uudgrundelig fornemmelse af fremmedgjorthed og alle mulige andre vildfarelser i sindets kringelkroge.

Dårlige læsere

Men en ting er sikkert og vist: de mange anmeldere, der mener at Peter Handke er misantrop, at hans metode er et udtryk for had overfor andre mennesker, eller ligefrem livslede, ja, de er dårlige læsere.

De fanger ikke, at de glimt, som Peter Handke lykkedes med at indfange, er hele den metodiske proces værd, fordi de ligesom lyser op ved deres originalitet og anderledes tilgange.

Mange af Handkes observationer, som den engel, han forsøger at blive til, er empatiske, nysgerrige og befriende. Han ser hvorledes det værtshus, som han er stamgæst på, og hvor han møder fulderikken, fungerer.

Det er komprimeret, præcist, evigt vaklende, nærmest skrøbeligt selvudleverende

Har ser de andre stamgæsters roller, og han forstår at beskrive dem, fordi han ser deres gestikker, reaktionerne, ja, alt det, der ikke udtrykkes direkte, men som alligevel betyder næsten alt.

Det er sådan en forfatter, Peter Handke er. Det er tekster, der er vanskelige at få fat på, fordi de er så uhåndgribelige, uden plot og egentlig handling. Til gengæld indeholder de så meget andet, og det er alt rigeligt - i sig selv.

Sådan forholder det sig også med ’En forfatters eftermiddag’.

Det er komprimeret, præcist, evigt vaklende, nærmest skrøbeligt selvudleverende, samtidig med at det ind imellem lykkes for ”forfatteren” at se de fineste og mest forgængelige fænomener, og samtidig får sat ord på dem.

Og det er en stor bedrift. Det er prisværdigt, og det er enestående. Måske ikke for alle, men for dem, der kan indoptage det, er det litteratur i den reneste form.
 

Peter Handke: En forfatters eftermiddag. Først udkommet i 1987. Dansk udgave oversat af Paul Klitnæs. Batzer & Co. 81 sider. 2023.