Det er faldet Jan Jensen for brystet, at jeg i en litteraturgennemgang har dokumenteret, at forskerne – når de kigger tilbage på nedlukningerne i foråret 2020 – har svært ved at dokumentere synderligt store effekter af nedlukningerne verden over.
Og det faldet ham for brystet, at jeg i en nylig analyse har påvist, at størstedelen af nedlukningerne i december kom efter at smitten var begyndt at falde, og størstedelen af nedlukningerne derfor – uanset om man mener, de virker eller ej – var unødvendige i forhold til at beskytte kapaciteten i sundhedssektoren.
Det har fået Jan Jensen til tasterne, og det er der kommet et interessant indlæg ud af. Interessant fordi det viser, hvordan en udtalt vrede mod en organisation (CEPOS) eller person (mig) kan føre til en række misopfattelser af situationen.
Men lad mig først fremhæve det, Jan Jensen og jeg ser ud til at være helt enige om: Smittespredningen i Danmark toppede længe før de sidste nedlukninger.
Nedlukning i december var en overreaktion
Derfor var det – ud fra et behov for at beskytte kapaciteten i sundhedssektoren – en overreaktion og ude af proportioner f.eks at sende de mindste skolebørn hjem i månedsvis fra d. 21. december, lukke storcentrene i månedsvis fra den 17. december, lukke detailhandlen i månedsvis fra den 25. december, begrænse forsamlingsforbuddet til fem personer i månedsvis fra d. 5. januar.
Herom hersker der ingen tvivl, og dén konklusion når Jan Jensen også frem til i sit indlæg.
Når Jan Jensen alligevel er utilfreds, er det fordi jeg skriver, at størstedelen af restriktionerne lå efter at smittespredningen toppede.
Mit udgangspunkt for at skrive dette er, at den fulde nedlukning fra 17. december og frem var værre end de delvise nedlukninger af først 38 kommuner den 9. december og 31 kommuner den 11. december.
De fleste forældre er f.eks. nok enige i, at det er et større indgreb at sende 0.-4. klasserne hjem i hele landet end at sende 5.-10. klasserne hjem i noget af landet. Og hjemsendelsen af 0.-4. klasserne skete som sagt længe efter at smitten toppede.
Mange ændrede frivilligt adfærd
Jan Jensen har også set sig sur på min litteraturgennemgang af 22 forskningsartikler, fordi den viser at befolkningen passede på ”af sig selv”.
Vi aflyste aftaler, fødselsdage, møder osv., fordi vi var bange for at blive smittet eller at smitte andre. Og derfor var betydningen af regeringens nedlukninger på smittespredningen begrænset.
De fleste kan nok nikke genkendende til disse frivillige adfærdsændringer i foråret 2020 og før jul, men Jan Jensen kalder alligevel min gennemgang ”dybt uredelig” og henviser i den forbindelse til en artikel hos Detektor.
Handlede om noget andet
Problemet er blot, at Detektors artikel slet handlede ikke handler om min litteraturgennemgang, men om at jeg i et blogindlæg om ét af studierne (Bonardi 2020) brugte kirkelukninger som eksempel, selvom det – indrømmet – var et dårligt eksempel.
Min fortolkning af (Bonardi 2020) i min litteraturgennemgang er dog helt korrekt, som professor Bonardi bekræfter i en mail, der kan læses her.
I øvrigt kommer andre litteraturgennemgange frem til samme konklusion som mig. Se fx (Allen 2020), som skriver, at ”forskningen […] har vist, at nedlukninger i bedste fald har haft en marginal effekt på antallet af covid-19-dødsfald. Generelt set, skyldes ineffektiviteten af nedlukningerne frivillige adfærdsændringer” (min oversættelse).
Overser stigning i tests
Jan Jensen bidrager herefter med sin egen ”analyse”, som skulle bevise, at de delvise nedlukninger passer præcis med toppen af smittetallene.
Han overser imidlertid, at testaktiviteten før jul steg betragteligt (og faktisk allerede startende omkring 2. december – en uge før første delvise nedlukning.
I ugen før jul testede man 2/3 flere end i første uge af december. Jo mere man tester, jo flere positive finder man, og derfor forstyrrer de mange ekstra tests billedet.
Men man kan løse dette problem ved at bruge det testkorrigerede smittetal (som SSI har udviklet), som jeg har gjort nedenfor (de lodrette datoer viser, hvornår der lukkes ned).
Jan Jensen mener at kunne bevise, at smittetallene topper de steder, jeg har markeret med en rød pil. Jeg er uenig. For mig ser det ud til, at smittetallet toppede senest d. 16. december i – stort set – alle kommuner.
Og fordi der går nogle dage, fra man bliver smittet til man testes, toppede smittespredningen altså endnu tidligere (Kommunerne, der blev delvist lukket d. 16. december (markeret med grøn), havde aldrig for alvor en bølge, så her er kurven ret flad og toppen er svær at definere, hvilket igen antyder, at effekten af nedlukningerne er beskeden).
Flere faktorer spiller ind
Jan Jensen afslutter med en diskussion om at adfærd skulle resultere i at smittetallet følger en sinuskurve.
Hvor Jan Jensen vil hen, ved jeg ikke, men afsnittet illustrerer nok meget godt forskellen på hvordan ingeniører og adfærdsøkonomer forstår og tænker adfærd.
Jeg ville aldrig forvente, at smittetallet bevægede sig op og ned, fordi mange faktorer som f.eks. sæson, vacciner osv. spiller ind.
Jan Jensen har al ret til at være uenig med mig og med mine kollegaer i CEPOS. Vi behøver ikke at være enige om, hvad der er den rette prioritering i samfundet.
Men uanset hvad, bør han holde sig fra stråmænd og fagligt smuds som beskyldninger om uredelighed. Det fremmer ikke en saglig debat.
Jonas Herby er specialkonsulent i CEPOS med fokus på betydningen af den omfattende regulering af danskernes dagligdag. Jonas Herby er uddannet økonom (cand. polit.) fra Københavns Universitet.
Som så ofte før, ser vi en meget kompetent gennemgang af foreliggende data.
Og set ud fra tallene er der ingen tvivl.
Det der dog, som så ofte før, mangler i gennemgangen, er hvorfor folk reagere som de gør.
Hvorfor de tager tingene alvorligt og indretter sin adfærd, så den er med til at holde f.eks. smitten i ave.
Når Regeringen indfører forskellige restriktioner, signalerer de alvorligheden af krisens omfang.
En alvorlighed og forståelse for samme krise, som aldrig vil kunne opnås ved at Søren Brostrøm stiller sig op på TV, og siger "nu skal vi gøre sådan og sådan".
Mennesket er indrettet på en sådan måde, at hvis vi ikke får skåret alvoren ud i pap, ja så vil vi tage chancen, ud fra ideen om at det er alle de andre det rammer, og aldrig os selv.
Så nogle gange skal vi bare føres til truget, for at forstå at vi skal spise!
Og netop i menneskets adfærd og til tider irrationelle adfærd, kommer alle de forudsigelige tal og statistikker til kort.
Det er selvfølgeligt dybt frustrende for økonomer og andre regnskabskyndige, da denne adfærd ikke passer ind i et regneark..!
Se blot på selvsamme økonomers forudsigelser da pandemien tog fart. De forudsagde store fald i boligpriserne, massiv arbejdsløshed, vanvittigt mange konkurser osv.
Og endnu en gang blev deres forudsigelser gjort til skamme.
Netop på grund af den uforudsigelige menneskelige adfærd!
Måske er det netop derfor, at økonomi ikke er en eksakt videnskab.
Den oplagte kausalsammenhæng mellem nedlukning, genåbning og effekten på smittespredningen, ligger ligefor.
Der er for så vidt intet nyt i det. Det her, har vi vidst hele tiden. Og CEPOS har frit adgang til tallene som viser det.
Citat af Jonas Herby: "Men ser vi på SSI’s opgørelse af kontakttallet under COVID-19-pandemien kan jeg konstatere, at min kollega, Otto Brøns-Petersen, havde ret, da han for et år siden forklarede, at kontakttallet – når man tager højde for adfærd – vil svinge omkring 1."
Kommentar: De hårde data viser faktisk det modsatte. Der er ingen adfærdstilpasninger til et smittetal omkring 1. Der er en konstant og såre stabil vækst i smitten med ingen eller "bløde" restriktioner.
Og der er et konstant og såre stabilt fald i smittespredningen, med hårde restriktioner.
Og der er faktisk ikke rigtigt noget midt imellem.
Det udstiller faktisk til fulde at Otto Brøns-Petersen og CEPOS var og er helt galt afmarcheret.
-Og at økonomer ikke rigtigt forstår epidemiologiens væsen (og næppe nogensinde kommer til det. Viljen til at se virkelighedens tørre tal i øjenene er helt fraværende, må man konstatere).
Hele Herbys ræsonnement ser på mystisk vis bort fra, at reaktionen i december kom, medens den mere smitsomme engelske mutation kun udgjorde få % af smittetilfældene, og at bekymringen fra myndighedernes side var knyttet til, at denne variant (som det skete) ville overtage hele smittebilledet frem gennem februar. Herbys data fra december kan jo af gode grunde derfor intet sige om, hvordan den nye smitte ville virke og udbrede sig, alene med den effekt, den frivillige selvdisciplin havde på smitteudbredelsen. Her kunne man bare se på England, at der var en klar effekt af dette forhold.
Derfor forekommer påstanden om, at restriktionerne var unødvendige som en noget snæver efterrationalisering.
Det kan vel være, at smitten i det gamle format toppede i december, men det kan jo også være, at årsagen til at smitten ikke eksploderede i januar og februar i den engelske version, som vi for fuld damp så det andre steder, lige præcis skyldtes de indførte restriktioner.
Kommentarer
Som så ofte før, ser vi en meget kompetent gennemgang af foreliggende data.
Og set ud fra tallene er der ingen tvivl.
Det der dog, som så ofte før, mangler i gennemgangen, er hvorfor folk reagere som de gør.
Hvorfor de tager tingene alvorligt og indretter sin adfærd, så den er med til at holde f.eks. smitten i ave.
Når Regeringen indfører forskellige restriktioner, signalerer de alvorligheden af krisens omfang.
En alvorlighed og forståelse for samme krise, som aldrig vil kunne opnås ved at Søren Brostrøm stiller sig op på TV, og siger "nu skal vi gøre sådan og sådan".
Mennesket er indrettet på en sådan måde, at hvis vi ikke får skåret alvoren ud i pap, ja så vil vi tage chancen, ud fra ideen om at det er alle de andre det rammer, og aldrig os selv.
Så nogle gange skal vi bare føres til truget, for at forstå at vi skal spise!
Og netop i menneskets adfærd og til tider irrationelle adfærd, kommer alle de forudsigelige tal og statistikker til kort.
Det er selvfølgeligt dybt frustrende for økonomer og andre regnskabskyndige, da denne adfærd ikke passer ind i et regneark..!
Se blot på selvsamme økonomers forudsigelser da pandemien tog fart. De forudsagde store fald i boligpriserne, massiv arbejdsløshed, vanvittigt mange konkurser osv.
Og endnu en gang blev deres forudsigelser gjort til skamme.
Netop på grund af den uforudsigelige menneskelige adfærd!
Måske er det netop derfor, at økonomi ikke er en eksakt videnskab.
https://www.facebook.com/kurt.dejgaard/posts/10159419859013373
Den oplagte kausalsammenhæng mellem nedlukning, genåbning og effekten på smittespredningen, ligger ligefor.
Der er for så vidt intet nyt i det. Det her, har vi vidst hele tiden. Og CEPOS har frit adgang til tallene som viser det.
Citat af Jonas Herby: "Men ser vi på SSI’s opgørelse af kontakttallet under COVID-19-pandemien kan jeg konstatere, at min kollega, Otto Brøns-Petersen, havde ret, da han for et år siden forklarede, at kontakttallet – når man tager højde for adfærd – vil svinge omkring 1."
Kommentar: De hårde data viser faktisk det modsatte. Der er ingen adfærdstilpasninger til et smittetal omkring 1. Der er en konstant og såre stabil vækst i smitten med ingen eller "bløde" restriktioner.
Og der er et konstant og såre stabilt fald i smittespredningen, med hårde restriktioner.
Og der er faktisk ikke rigtigt noget midt imellem.
Det udstiller faktisk til fulde at Otto Brøns-Petersen og CEPOS var og er helt galt afmarcheret.
-Og at økonomer ikke rigtigt forstår epidemiologiens væsen (og næppe nogensinde kommer til det. Viljen til at se virkelighedens tørre tal i øjenene er helt fraværende, må man konstatere).
Hele Herbys ræsonnement ser på mystisk vis bort fra, at reaktionen i december kom, medens den mere smitsomme engelske mutation kun udgjorde få % af smittetilfældene, og at bekymringen fra myndighedernes side var knyttet til, at denne variant (som det skete) ville overtage hele smittebilledet frem gennem februar. Herbys data fra december kan jo af gode grunde derfor intet sige om, hvordan den nye smitte ville virke og udbrede sig, alene med den effekt, den frivillige selvdisciplin havde på smitteudbredelsen. Her kunne man bare se på England, at der var en klar effekt af dette forhold.
Derfor forekommer påstanden om, at restriktionerne var unødvendige som en noget snæver efterrationalisering.
Det kan vel være, at smitten i det gamle format toppede i december, men det kan jo også være, at årsagen til at smitten ikke eksploderede i januar og februar i den engelske version, som vi for fuld damp så det andre steder, lige præcis skyldtes de indførte restriktioner.