Det er bare et lille udpluk af den virkelighed, mange HK’ere og andre offentligt ansatte arbejder i.
Til trods for at blandt andre vi i HK Kommunal sammen med kommunerne har arbejdet målrettet på at forhindre borgerchikane af ansatte, der som oftest udfolder sig på de sociale medier, er uvæsnet desværre stadig sørgeligt aktuelt.
Senest har flere offentligt ansatte oplevet at blive video- eller lydoptaget og at få optagelserne delt på sociale medier mod deres vilje.
Justitsministeriet har på den baggrund indbudt HK Kommunal og en række andre organisationer til en drøftelse af mulige løsninger på problemet.
Allerede i 2016 vedtog Folketinget en række skærpede regler, der skulle beskytte offentligt ansatte mod chikane. Men hverken dengang eller nu kommer vi for alvor problemet til livs gennem større straffe, nye bekendtgørelser eller forordninger, tror jeg. I de ministerielle gemakker agter vi ikke desto mindre at byde ind med vores indspark til løsninger på chikane-problematikken.
For os handler det for eksempel om, at der bør lægges vægt på både forebyggelse og håndtering af problemet, når først chikanen har fundet sted. Derudover er det vigtigt at få slået fast, at den medarbejder, der måtte blive udsat for chikane, ikke kommer til at stå alene med problemet.
Den slags er et ansvar, der påhviler hele arbejdspladsen. Og mest af alt ledelsen, der bør stille sig imellem den chikanerende borger og den ansatte.
Arbejdsgiveren skal være klar til at tage de nødvendige skridt til at få fjernet chikanen fra nettet for eksempel ved at bistå den ansatte med at rette henvendelse til ytringernes ophavsmand. Fundamentalt er det også, at medarbejderne løbende uddannes i kommunikation og konflikthåndtering.
Endeligt er det afgørende, at den ansatte i pressede og truende situationer altid kan hente supervision og et tilbud om drøftelse med tillidsrepræsentanten og ledelsen.
Men, men – formelle foranstaltninger gør det ikke alene. For årsagen til chikanen skal også findes i mangel på forventningsafstemning mellem borgerens berettigede ønsker om velfærd og den service, det offentlige rent faktisk kan levere.
Chikanen skyldes, at mange politikere - oftest fra højrefløjen og bistået af velvillige medier - taler den offentlige sektor og dens ansatte ned
Det handler blandt andet om at sikre, at medarbejderne har den nødvendige tid til ikke mindst de borgere, der har meget komplekse sager.
Og så er jeg ikke i tvivl om, at en del af chikanen skyldes, at mange politikere - oftest fra højrefløjen og bistået af velvillige medier - taler den offentlige sektor og dens ansatte ned. Det gøres med en retorik, der mere end antyder, at den offentlige sektor er en byrde for samfundet, og at privatiseringer er løsningen på snart sagt alle samfundets udfordringer.
Tag nu for eksempel beskæftigelsesområdet, hvor jobcentrene står for skud fra mange sider. Jobcentrene og deres medarbejdere kritiseres for at sanktionere for lidt, sanktionere for meget, aktivere for meget eller for at henvise for lidt. Kritikken stritter i alle retninger. Der skydes kort sagt fra øst og fra vest.
Et eksempel er efterårets højt profilerede historie fra Berlingske, hvor Københavns Kommunes jobcentre angiveligt bare kunne skaffe to medarbejdere til i alt 450 ledige stillinger i virksomheden 'De 5 Stjerner'.
Historien affødte megen medievirak og politisk medløberi. En officiel redegørelse dokumenterede imidlertid, at de reelle omstændigheder omkring både jobcentrets og virksomhedens ageren mildest talt er betydeligt mere nuancerede end det indtryk, Berlingske artikel fik efterladt. Og det er bare et eksempel ud af mange.
Det er bekymrende og i øvrigt ganske urimeligt overfor både medarbejdere og borgere, at store dele af den beskæftigelsespolitiske debat kører med sådanne mediehistorier, der ind i mellem får karakter af kampagnejournalistik, savner fagligt belæg eller i værste fald er direkte usande.
Jeg oplever i det hele taget, at der i den beskæftigelsespolitiske debat hersker alt for mange løse formodninger og fordomme. Usaglig offentlig debat om den offentlige velfærd kan desværre anspore visse borgere til at hænge offentligt ansatte ud. Mange har et ansvar for at komme den digitale chikane af offentligt ansatte til livs.
Kommentarer
Godt, at der siges fra overfor chikane. Men mon ikke nogen mænd vil opleve at udtrykket "fædre" i overskriften er en slags moderat chikane mod mænd. Jeg foreslår, at Lene Roed eller redaktionen ændrer overskriften til "Chikane på nettet har mange årsager"
Mjo. Med mindre der er en grund til, at det er netop denne ordlyd. Jeg ved ikke, om ordvalget i overskriften stammer fra journalisten eller kilden til historien - men mon ikke kilden faktisk véd, om det er en misvisende ordlyd eller ej?