Der er ingen tvivl om, at Dave Chapelle og Ricky Gervais er kongerne i international standup. De har domineret gennem mere end et årti, og det er i grunden ikke så overraskende endda.

Selvom de begge har været i gamet i mange årtier, så er det i opgøret med woke-kulturen, at de har spillet på den helt store klinge i nyere tid.

Først og fremmest er deres metoder anskuelsesundervisning. Deres shows er lagdelte og indeholder en hel del meta.

Deres centrale temaer har drejet sig konstant om ytringsfrihedens suverænitet, men samtidig har de på glimrende vis illustreret, at hverken ord eller komik i sig selv bør være krænkende og ej heller udsættes for bandlysning og forbud.

Ser man på deres shows gennem de sidste to årtier, så har de gjort groft grin med især transkønnede og homoseksuelle.

De har begge spillet på en svunden arbejderkultur

Men tricket har hele tiden været anlagt sådan, at de begavede ikke har kunnet være i tvivl om, at de har empati for disse mennesker og deres ret til at leve det liv, de nu engang har valgt.

De har begge spillet på en svunden arbejderkultur og en gadekultur, hvor sprogbrug nok kan være hårdt og barsk, men samtidig kan indeholde en stor grad af finesse og næstekærlighed.

Se blot Ricky Gervais’ super empatiske miniserie, ’Afterlife’, hvor han forsøger at illustrere dette liv på bunden af samfundet, således at disse mennesker fremstår elskværdige.

Kritikere har ikke forstået halvdelen

Både Chapelle og Gervais har været superrige gennem mange årtier, og de har begge ekspliciteret dette faktum i deres shows.

Selvfølgelig for at bevise, at de ikke har mistet forbindelsen til deres rødder, men også for at kunne gøre tykt grin med rige og kendte menneskers virkelighedsopfattelser og måder at leve på.

Ricky Gervais har især imponeret og chokeret ved at være vært på prisuddelingen Golden Globes, hvor han virkelig har gået til stålet og har blottet filmindustriens hykleri.

De har kunnet slippe af sted med provokationerne

De mange jokes om gæsterne og hele setuppet var, mildest talt, lige til kanten. Det forsøgte komikeren Chris Rock sig også med 2022 ved Oscaruddelingen, men endte med at få en lussing af skuespilleren Will Smith.

Selvfølgelig har både Chapelle og Gervais været udsat for utallige angreb og blevet kritiseret for at være fobiske. Men det geniale har hele tiden været, at deres kritikere ikke har forstået halvdelen af det, de har joket med.

De har kunnet slippe af sted med provokationerne, fordi de faktisk mener noget andet, og fordi de som professionelle komikere virkelig har forstået at servere deres jokes med stor ynde og graciøsitet.

Og det er netop hvad både Chapelles og Gervais’ nye shows lider voldsomt under: Deres måde at lave jokes på er blevet fade, og de mangler i den grad de ekstra lag, der tidligere har vendt det hele på hovedet, og faktisk er endt med, at de har talt for mere empati og respekt.

Fejler samtidig

Hvorfor de begge fejler lige nu, og samtidig, er lidt af en gåde. Men jeg tænker, at det har noget at gøre med selve den hastige proces, samt det, at tiderne skifter.

De har begge spyttet gigantiske og verdensomspændende shows ud, som om de var fuldtids sportsstjerner, og måske det er grunden til, at de ikke har evnet at finde nye vinkler.

Og måske er det nødvendige opgør med woke og cancel culture også ved at nå sin ende, i den form, som vi tidligere har set det, fordi denne pædagogiske vinkel måske er feset ind hos de fleste.

Jeg vil ikke forfalde til at kritisere dem for at være fobiske

Begge komikernes nye shows er blevet langt mindre pædagogiske, og meget mere plat komik, på bekostning af andre mennesker.

Jeg vil ikke forfalde til at kritisere dem for at være fobiske, for det er de grundlæggende ikke, heller ikke i deres nye shows.

De er snarere blevet sløsede, og deres mange lag er forsvundet, og derfor fremstår de som relikvier fra en svunden tid, hvor der må efterspørges nye jokes og nye emner for latter.

Bekymrende

Det er jo det samme over hele linjen i underholdningsbranchen. Den kendte og super originale tegner, Robert Crumb, der er kendt for sin særdeles krasse satire, bliver selv af fans betragtet som værende racist og misogyn.

Det på trods af, at han samtidig bliver hyldet af nogle kvinder for at være kropspositiv og frigørende. Selv har han gennem alle årene hyldet sorte mennesker i streg, men det er de grovere og mere satiriske tegninger, som han dømmes for.

At selv fans kan ende med at fordømme deres helte for at være fobiske, og så bare mene et eller andet med, at de bare mimer samtiden, er virkelig bekymrende.

Og selvfølgelig bliver Chapelle og Gervais igen kritiseret for at være fobiske, selvom det gang på gang har resulteret i, at deres shows er blevet endnu mere populære.

Tiderne skifter

Men finesserne er forsvundet, og deres jokes fremstår som fade gentagelser af tidligere shows. Det er, som sagt, et udtryk for at tiderne skifter, og at der snart må komme noget nyt.

Om det nye vil komme fra komikere, der agerer politisk korrekte, og som dyrker fællesskabet i ‘safe-spaces’, er nok tvivlsomt. Måske er jokes omkring transpersoner bare blevet uinteressante, fordi flertallet har undret sig nok, og fordi disse mennesker i dag fremstår som afmystificerede og nærmest almindelige borgere, der ikke engang kan chokere.

Det er finesserne og de mange lag, der mangler

Så vi må vente, og se om andre komikere kan vælte kongerne fra tronen. Om det ikke snart er tid til nye ofre for satire, der nok kan gøre nogle krænkede, men samtidig ikke selv bliver forstået som ligeværdige mennesker af deres forsvarere.

Chapelle forsøger sig med jokes om handicappede i sit nye show, men det er ikke raffineret. Meningen er god nok og selvfølgelig har Chapelle også venner, der er handicappede.

Det er finesserne og de mange lag, der mangler. Derfor er de nye shows virkelig søvndyssende, og ikke værd at lade sig provokere af, endsige rose.  

 

Dave Chapelle: 'The Dreamer'. Netflix, 2023.

Ricky Gervais: 'Armageddon'. Netflix, 2023.