Kan du lide underholdende, spændende og sjove historier i det hele taget? Og er du med på at prøve kræfter med helt nye filmiske greb, mens du skraldgriner dig igennem de historiske fortællinger? 

Så skal du se den prisbelønnede norske tv-serie, ’MAKTA’ med den danske titel ’Magtspil’

Serien tager sin start i midten af 1970’erne, hvor Gro Harlem Brundtland hentes ind som ny norsk miljøminister for at skabe nyt liv og dynamik til det støvede og alt for mandsdominerede Arbeiderparti, og hvor den siddende statsminister, Trygve Bratteli, melder ud, at han ønsker at trække sig som partiformand, men gerne vil fortsætte som statsminister.

Så begynder nye magtkampe i det store Arbeiderparti, hvor man officielt aldrig skændes, har konflikter eller kampafstemninger, men hvor knivene alligevel altid hvæsses flittigt i kulissen og navnlig i partihovedkvarterets ikoniske vareelevator, hvor de mest alvorlige og svære konflikter håndteres mellem etagerne med stopknappen trykket og nødlyset tændt.

Konspiration, alliancedannelse, gammeldags Machiavelli tilsat en god sjat plattenslageri og rå mængder alkohol er ingredienserne, når socialdemokraterne i landet mod nord slås om magten.

Idealister og pragmatister

Kedeligt bliver det sjældent. Modsætningsforholdene er de klassiske: Idealisme over for pragmatisme og realisme.

Det kommer til udtryk i spørgsmål som miljø, naturbevarelse, arbejdsforhold og sundhed over for økonomi, arbejdspladser og industri- og valgkredsinteresser.

Gro Harlem Brundtland formår at bruge alliancerne, bygge broerne og holde balancerne. Men først og fremmest er det Brundtlands oprigtighed, grundighed og store arbejdsindsats, der hjælper hende frem.

Der tales direkte ud til publikum på tv-skærmene

Mens Arbeiderpartiets charmerende Aladdinfigur, Reiulf Steef, med en blanding af Svend Aukens talegaver og Anker Jørgensens arbejderklassebaggrund og autenticitet, der holder den ene medrivende og engagerede tale efter den anden, ender med at blive sin egen største fjende, fordi han mangler vedholdenhed, konsistens, evnen til at skære igennem og sige fra - og fordi norsk politiks voldsomme alkoholkultur i 1970’erne bringer ham på afgrundens rand.

Serien eksperimenterer og leger med de formidlingsmæssige greb. Selvom det meste af serien foregår i 1970’erne og 1980’erne, er den optaget i næsten nutidige omgivelser med moderne biler, tv-skærme mm., hvilket faktisk er lidt underligt, uforståeligt og ikke mindst irriterende for mig, der elsker nostalgi og biler fra min barndom.

Skuespillerne går ud og ind af billederne, så hvis to taler i telefon sammen, kan den ene gå ind i den andens billede for at hente en lighter og tænde en cigaret.

Der tales direkte ud til publikum på tv-skærmene, som i ’House of Cards’ - og midt i det hele er vi med i regi, hvor skuespillerne diskuterer en scene, gør sig klar, får makeup på, kommenterer mm.

Sandhed og løgn

Særligt interessant er det, at serien leger med handlingen. Den lader simpelthen ting ske, som ikke er sket i virkeligheden, men som kunne være sket med fordel.

Det opdigtede element afsløres så først, når man lige har siddet og håbet på, at det var rigtigt. Det lyder måske anstrengende, men det fungerer godt, sjovt og refleksionsskabende.

Det fine ved serien er jo netop disclaimeren: ”Sandhed, løgn og dårlig hukommelse”.

Så har man ikke lovet for meget, og det er, som det uvægerligt altid vil være med den form for historisk formidling - et spørgsmål om øjnene der ser og den subjektive oplevelse af en handling.

Som udefrakommende i norsk politik, virker det som om serien formår at få mange nuancer, fordele og ulemper ved alle karaktererne med.

Reiulf Steen, der på mange måder fremstilles svag, krukket og for følelsesladet til toppolitik holder seriens uden sammenligning bedste og mest rørende tale

Gro, der på mange måder er heltefiguren i serien, fremstår foruden alle sine styrker og fordele også til tider som hysterisk, uligevægtig og herskesyg, som nok de fleste mennesker kommer til, når de er i toppolitik.

Mens Reiulf Steen, der på mange måder fremstilles svag, krukket og for følelsesladet til toppolitik holder seriens uden sammenligning bedste og mest rørende tale, nemlig om Salvador Allendes socialistiske Chile og kampen imod fattigdom og om Augusto Pinochets CIA-styrede militærkup.

Reiulf Steen bliver faktisk også i virkeligheden Norges ambassadør til Chile mange år senere. Orker du ikke at se hele serien, som visse steder kan være lang og mærkelig, bør du i hvert fald unde dig selv at se afsnit tre – ’Tut tut’ - om kampagnetogturen, der tages i kommunalvalget i 1979, hvor alt ender i druk og problemer.

Rørt og følelsesladet

Derudover kan jeg også stærkt anbefale afsnit ni –’Den demokratiske republik’ - hvor både Gro og Reiulf besøger de unge socialdemokrater i AUF på deres sommerlejr på Utøya mange år før terrorangrebet i 2011.

Her tegnes der blandt andet et fantastisk morsomt portræt af de alt for frelste, selvretfærdige og selvfede unge socialdemokrater og deres samtidig smittede idealisme, retfærdighedstrang og sans for gode fester.

Og undervejs er jeg spontant begyndt at anbefale den til mine venner

Alle elementer, jeg genkender fra min egen tid i DSU. ’Makta’ er en tv-serie, der har fået mig til at grine højlydt, som har gjort mig klogere på norsk politik og vakt min nysgerrighed, så jeg måtte læse mere op på historien og begivenhederne.

Den har gjort mig rørt og følelsesladet. Og undervejs er jeg spontant begyndt at anbefale den til mine venner.

Derfor vil jeg også gerne anbefale den til dig, kære læser!

’Makta’. Yngvild Sve Flikke. 2023. Serie i 12 afsnit. NRK. Kan ses på dr.dk.

Anmeldelsen er også bragt på NordsøPosten.dk.