1930’erne har en ildevarslende politisk klang, det er marcherende partisoldater og galpende diktatorer, der kommer på nethinden når årtiet nævnes. Frygten for en gentagelse at fascismens og andre totalitære bevægelser ødelæggelse af demokratiet fylder blandt iagttagere.

Alle ved, at årtiet endte med udbruddet af Anden Verdenskrig, der som konsekvens fik millioner af civile og militære ofre. Men der er en politisk lære at drage af de 90 år gamle demokratiske kriser.

Netavisen Pio giver dig her fem politiske pejlemærker for alle (social)demokrater.

Det kan virke umuligt når diktaturstater dominerer FN’s menneskerettighedskommission

Første læring: Et nej til det internationale samfund skaber mere ustabilitet

Det kan virke umuligt, når diktaturstater dominerer FN’s menneskerettighedskommission og negligerer kampen for et frit Ukraine og mod antisemitisme. Men vi bliver nødt til at insistere på dialogen og udvekslingen.

Alternativet er prøvet - og det er den stærkes ret. I 1930’erne meldte autoritære stater sig på stribe ud af den daværende internationale organisation Folkeforbundet - for uhindret at kunne forfølge deres militære mål. Det blev en vigtig brik til Anden Verdenskrig.

Udhulingen af demokratiske og legitime institutioner skal imødegås indenfor alle lovlige rammer

Anden læring: Totalitær magt opbygges gradvis

Hverken Hitler, Stalin, Mussolini eller nogle af de andre 1930’er-diktatorer fik ultimativ magt fra den ene dag til den anden. Gradvist udhulede de de statslige institutioner, indsatte partistruktur som magt og overtog kontrollen med militær og domstole.

Udhulingen af demokratiske og legitime institutioner skal imødegås indenfor alle lovlige rammer. I nyere tid kom Putins almagt i Rusland heller ikke fra den ene dag til den anden, og alt for sent blev der reageret. Den luksus kan vi ikke tillade os igen.

Ingen fredstraktater, samarbejdsaftaler eller forståelsespapirer er en garanti mod overfald.

Tredje læring: Voldsmanden skåner ikke den kloge

Man støder nemt på forslag til at stille diktatorer som Putin tilfreds. Eller tanker om, at Danmark eller andre småstater kan styre uden om internationale konflikter med en særlig klog kurs. Det er imidlertid blændværk.

Om noget skinner det tydeligt igennem fra 1930’erne, at autoritære despoter går i krig og erobrer, hvis de har lyst til det - og tror de kan vinde. Ingen fredstraktater, samarbejdsaftaler eller forståelsespapirer er en garanti mod overfald.

Det mest sikre er militære samarbejder som NATO, der har styrken til at afværge militær aggression.

Fjerde læring: Reagér på skindemokrati

Når der afholdes valg eller folkeafstemninger i diktaturer, så giver det en falsk legitimitet. Valghandlingerne er ikke frie - og altså ikke retningsgivende.

Tricket med at bruge demokratiernes grundlæggende legitimitetsformel, valghandlinger, til at påstå at man er fuldt ud så demokratisk og repræsentativ, stammer tilbage fra den første moderne diktator Napoleon III, der ekselerede i valghandlinger, der skulle demonstrere folkelig opbakning til hans regime.

De var ligeså falske som de nutidige valghandlinger i Rusland og Iran, og metoden kaldes for skindemokrati. Det skal naturligvis afvises.

Folkefrontsideen modarbejder demokratiets egentlige formål - at der samarbejdes på tværs af holdninger

Femte læring: Nej til “folkefront”

Enhedslistens Per Clausen hev onsdag en gammel traver frem, da han mente af Trump skulle imødegås ved at venstrefløjen undlader at samarbejde med den “moderate” (sic.) højrefløj.

Metoden kaldtes i 1930’erne for “folkefront”, og ideen var, at hvis man samlede alle venstreorienterede og progressive kræfter til en eneste front, der bekæmpede højreekstremismen, så kunne man sejre.

Metoden led nederlag alle steder, hvor den blev forsøgt. Både fordi den har de indbyggede dilemmaer, at det er uklart, hvem der bestemmer om man er venstreorienteret nok til at komme med i folkefronten og hvem i fronten, der skal lægge den politiske linje.

Og fordi folkefrontsideen modarbejder demokratiets egentlige formål - at der samarbejdes på tværs af holdninger, at interesser afvejes og at mindretal respekteres, selv når de ikke inddrages.

Om noget er læren fra 1930’erne, at det væsentlige skel ikke går mellem højre og venstre, men mellem demokrati og diktatur.

Hedtofts pointe: Socialisme eller demokrati

I 1930’erne stod socialdemokraterne over for et klart valg, da de blev konfronteret med de nye totalitære bevægelser: man kunne gå med på de autoritære tendenser, der havde vind i sejlene, eller man kunne vælge kompromisets vej med andre demokrater.

Stillet over for nazistiske krav om at indføre socialisme af diktatorisk vej, sagde Socialdemokratiets formand Hans Hedtoft i 1940, at han hellere ville have “demokrati uden socialisme, end socialisme uden demokrati”.

Dermed gjorde han det klart, at man som demokrat skal være villig til at ofre sine partipolitiske mærkesager for at bevare demokratiet som institution og livsform.