Til næste år fylder Danmarks Radio et hundrede år, og i den anledning har Jacob Wendt Jensen skrevet en bog, som forlaget Gad har udgivet med et næsten majestætisk design og flotte illustrationer.

Indholdet er dog mere problematisk.

Jacob Wendt Jensen er godt nok en flittig mand, der har været i arkiverne og talt med mange DR-ansatte, men han er ikke historiker. Han er journalist, og det mærkes.

Om hans metode skriver han i forordet, at ”en jubilæumsbog bør fortælles i en både kritisk og kærlig tone, og begge dele med sans for den gode historie.” 

Sådan vil en historiker vist aldrig skrive. Jagten på den gode historie gør, at bogen får et vist præg af letløbende ugebladsjournalistik, mens de mere langsigtede perspektiver og problemstillinger af principiel karakter forsvinder i anekdoter og kvikke bemærkninger.

Hvis man havde sat en fagligt velfunderet historiker på opgaven, ville man have fået en redegørelse for den anvendte metode, samt for kildekritik og målgruppe.

Her får vi underholdning og kendisser på stribe, og hvad målgruppen angår, får vi i en af bogens mange faktabokse en forklaring på, hvad public service er.

Det er da noget enhver med indsigt i mediernes verden ved, så man må spørge: hvem henvender bogen sig egentlig til? 

Den københavnske kulturelites dominans

Jeg ved godt, at man ikke skal kritisere en bog for det, der ikke står i den, men i det foreliggende værk savner jeg ikke desto mindre nogle overordnede synsvinkler.

Hvorledes forvaltede Danmarks Radio således sin ytringsfrihed samtidig med, at institutionen besad et monopol på al æterbåret oplysning og underholdning i landet? 

Hvorledes er ytringsfriheden blevet forvaltet i forholdet til Folketing, kongehus og kirke? 

Så var det københavneri, så var det bonderøvsradio, så var det klassisk, så var det pop

Hvordan har forholdet mellem DR og den danske dagspresse været? 

Og hvad med forholdet mellem centrum og udkant? 

Gennem tiderne har ”udkanten” jo spillet en stor rolle i danskernes bevidsthed om os selv, og DR har gennem alle årene været beskyldt for at holde med den ene og så den anden part.

Så var det københavneri, så var det bonderøvsradio, så var det klassisk, så var det pop.

Forholdet har også præget DR i årtier. Den store og dyre betonfæstning som blev opført i Århus i 1973-82 var et forsøg på at bryde den københavnske kulturelites dominans, men om det lykkedes, er tvivlsomt.

Det havde jeg gerne set en drøftelse af, men i bogen her drukner historien om forholdet mellem hovedstad og provins i anekdoter om chefer i provinsafdelingen.

For meget plads til piratradio

Hvad angår radioen er det i øvrigt underligt, at der gives masser af plads til omtalen af piratradioen Radio Mercur, selv om den på ingen måde var en del af Danmarks Radio.

Det samme gælder omtalen af Radio24syv. Fyringen af Erik Thygesen, en freelance-medarbejder ved P1 fylder også meget i bogen, men i DR’s historie er det en minimal bagatel uden betydning.

P1 fortjener ganske enkelt en større dækning. Efter min mening var – og er – P1 en af de bærende bjælker i radioens folkeoplysende virke.

Dertil omtales tre kvinder, der gjorde karriere i fjernsynet

Så er der kvinderne i DR: De nævnes, men et portræt af en kvindelig speaker, der havde en let talefejl, fylder meget.

Dertil omtales tre kvinder, der gjorde karriere i fjernsynet. Det nævnes ikke med et ord, at et af radioens mest aflyttede programmer faktisk hed ”Kvindernes Eftermiddagsprogram” og efterfølgende ”Familiespejlet.” 

Der sad meget markante kvinder, såsom Inga Dalsgaard, Bodil Graae og Tove Smidth og flere andre i ledende positioner.

Her var også den senere chef for P3, Palle Årslev ansat. I bogen omtales han i negative vendinger, men som programmedarbejder på P1 var han visionær og formåede at stille radioen til rådighed for oversete minoriteter i samfundets udkanter.

Det samme gjaldt i øvrigt Båndværkstedet, der var et medarbejderbåret forsøg på at åbne monopolet ved at give sendetid til almindelige mennesker med noget på hjerte.

Intet af dette er nævnt.

Borgerlig kritik

DR har gennem tiderne været udsat for megen kritik. Ikke mindst fra borgerlig side, hvor man ofte har følt sig trængt af DR’s dygtige journalister.

Derfor er det velgørende at læse de afsluttende ord, som tidligere programchef og kulturminister Per Stig Møller står for. Han siger: 

”Vi skal være glade for, at vi har vores public service, som byder på mere kvalitet. På den baggrund er det eneste rigtige at styrke DR og TV2, så de ikke skal ud og slås." 

"De skal have sikkerhed for at overleve, og man skal hele tiden sikre, at der er en stærk og uafhængig programproduktion. Hvis man er utilfreds med DR bør man styrke DR – det er ikke tiden til at svække dem. Hvis man ikke havde DR, måtte man opfinde det!”

 

Jacob Wendt Jensen: ’DR 100 år’. 440 sider. Forlaget Gad. 2024. Udkommer i dag.