Annonce

Fra Slette-Mette til Gemme-Meget-Længe-Mette

Justitsminister Peter Hummelgaard (S) skruer bissen på: Ministre, departementschefer og særlige rådgivere skal fremover gemme sms’er i 25 år
Foto: S og Jesper Clausson Vibholt - Fotografik: Anders Bredsdorff
Før: 30 dage - Nu: 25 år
Justitsminister Peter Hummelgaard (S) skruer nu bissen på overfor især ministre, departementschefer og særlige rådgivere.

Hidtil har der været en del sjusk omkring opbevaring af sms’er afsendt af ministre og embedsmænd.

Minkkommissionen ønskede at indhente sms’er fra relevante embedsmænd og relevante ministre som led i afdækningen af minkforløbet tilbage i november 2020, hvor S-regeringen besluttede - efter anbefalinger fra sundhedsmyndighederne - at beordre samtlige mink aflivet af hensyn til folkesundheden.

Men indhentningen af sms’er løb ind i en del bøvl

Men indhentningen af sms’er løb ind i en del bøvl. Det viste sig nemlig, at statsminister Mette Frederiksen (S), hendes særlige rådgiver Martin Justesen og hendes departementschef Barbara Bertelsen havde indstillet deres sms’er til automatisk sletning efter kun 30 dage.

Også blandt andet departementschef i Justitsministeriet, Johan Kristian Legarth, havde indstillet sine sms’er til automatisk sletning efter kun 30 dage.

Berømte sms-beskeder fra departementschef

Offentligheden fik dog et vist indblik i Barbara Bertelsens frisprog i forhold til andre topembedsmænd, fordi nogle af dem, der havde modtaget meget direkte beskeder fra Statsministeriets departementschef, havde gemt de modtagne sms’er.

Daværende departementschef i det daværende Fødevare-og Miljøministeriet, Henrik Studsgaard, fremlagde i kommissionen flere sms-beskeder fra Bertelsen. En af de mest berømte lød:

Hvornår kommunikerer I (og lægger jer ned og ruller jer, som vi vendte ;))

"Hvornår kommunikerer I (og lægger jer ned og ruller jer, som vi vendte ;))."

Samme Bertelsen opfordrede i en anden sms til at udvise "max ydmyghed". En bemærkning, der nok især var møntet på daværende fødevare- og miljøminister Mogens Jensen (S).

Alle forsøg på at gendanne de slettede sms-beskeder mislykkedes. Noget, der satte ekstra skub i teorierne om, hvad der mon stod i de slettede sms-beskeder. Konspirationsteorier af mange slags havde kronede dage.

Konspirationsteorier af mange slags havde kronede dage

Minkkommissionens ihærdighed ud i indhentning af sms’er afdækkede også, at der var vidt forskellig praksis omkring opbevaring af sms’er, der som udgangspunkt ikke skal journaliseres, rundt om i centraladministrationen.

Men nu skærer justitsminister Peter Hummelgaard igennem og beordrer ministre, departementschefer og særlig rådgivere i hele centraladministrationen til at sørge for at deres sms’er gemmes i - ja, hold nu fast - i 25 år.

Gemmetiden forlænges 24 år og 11 måneder

Lidt af et skifte ikke mindst for Statsministeriets top:

Fra automatisk sletning efter 30 dage - til opbevaring i 25 år. Opbevaringstiden for sms’er, der som udgangspunkt ikke skal journaliseres, forlænges med et trylleslag med 24 år og 11 måneder.

Den justitsministerelle ordre kommer i form af et notat med titlen “Retningslinjer for statslige myndigheders opbevaring af SMS-beskeder mv.”

Notatet bestemmer også, at ansatte i chefstillinger i hele centraladministrationen skal sikre, at deres sms'er gemmes i mindst ti år, mens almindelige ansatte i centraladministrationen skal sikre, at deres sms’er gemmes i fem år.

Efterretningstjenesterne FE og PET er, understreger Hummelgaard, undtaget gemme-bestemmelserne.

Det samme gælder sms’er, som “udelukkende har et personalerelateret indhold, eksempelvis en SMS-besked fra en medarbejder om, at vedkommende ønsker at holde fri, beskeder til og fra en tillidsrepræsentant (i kraft af dennes funktion) eller beskeder mellem en medarbejder og en chef om rent personlige forhold, herunder hvis en medarbejder eksempelvis måtte vælge at sende en SMS-besked mv. med en sygemelding”.

Gemme-ordren omfatter heller ikke eventuelle private SMS-beskeder og SMS-beskeder “sendt til en medarbejder ved en åbenlys fejl”.

Justitsministeriet understreger i en svar-mail til Politiken, at de nye retningslinjer for opbevaring af sms-beskeder skam ikke skal forstås sådan, at nogen (Læs: Eksempelvis statsminister Mette Frederiksen) hidtil har gjort noget forkert eller begået fejl:

“Arbejdet med at udarbejde retningslinjer for opbevaring af sms-beskeder mv. blev således iværksat som følge af Minkkommissionens nye tilgang til sms-beskeder og er ikke udtryk for, at den hidtidige tilgang under skiftende regeringer havde været ’ukorrekt’ eller i modstrid med nogen regler”.

Opdateret kl. 22.45 med gengivelse af Bertelsen-sms-beskeder

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Kan I ikke stoppe med at bruge øgenavne her på PioPio?
Jeg synes det er useriøst og studentikosk - overlad det til useriøse medier som Ekstra Bladet og lign.

Enig med dig Arvid. Der har været et par øgenavne-svipsere i artikeloverskrifterne om Mette F og Troels Lund de sidste par dage. Det er en ommer

Ind imellem er øgenavne absolut med til at fremme forståelsen af emnet. Jeg synes ikke, det er studentikost, men det er måske fordi, jeg er glad for de artikler, hvor Pio er mindre menighedsblad, og mere et kritisk medie med værdipolitisk kant...

Øgenavne er ofte noget som påklistres folk, fordi de har bedrevet noget som berettiger hertil, som for eksempel Poul-Uld i Mund, Lev-Mette, Slette-Mette, Gucci-Helle, Parkeringsministeren, Traktor-Troels, Trolex, Jacob Eller-mand, Udenomsministeren Lars Ulykke, Søren Vissenpind, Khaderstrofen, Gårdvagten, Konfirmandministeren, Mare-Ritt, osv, osv.

Problemet med øgenavne, opstår nok først, når vi ikke tør bruge dem, af skræk for at havne 14 år i en russisk fangelejr.

Poo-tin kan eksempelvis, med en smule kreativitet oversættes til "lort på dåse", men heldigvis er vi i Danmark foreløbig kun nået til, at Koran-Lars spjælder folk, hvis de bruger øgenavne om én af Verdens største ideologers profeter.

Den her sag drejer sig om slettede sms,er i vigtige sager, ikke så meget om øgenavne. Jeg synes det er en rigtig god ide, at politikere, embedsmænd og andre djøffer, skal gemme deres sms,er i lang tid. Så kan man jo få dokumenterne frem igen, hvis der skulle komme nye oplysninger frem i sager, som måske ikke har fået den endelige og rigtige afslutning.Vi skal kunne stole på, at politikere og embedsværket er ærlige, og ikke skjuler noget.

Dette forslag er noget pjat - Det vigtigste må vel være at en given skriftlig instruks i en politisk proces ( mails eller andet ) bør journaliseres - Jeg betragter en sms korrespondance på samme linje som en personlig samtale - hvor der selvfølgelig skal være plads til et hvis frisprog -

Men apropos automatisk sletning af sms - Så meldte Søren Pind ud , da debatten kørte sidt , at han i sin tid som justitsminister havde installeret automatisk sletninger hver 14 dag -