Annonce

Slut med 'skøre' hjemsendelser: SVM vil tillade sundhedshjælpere at arbejde videre i Danmark

Regeringen vil standse absurde hjemsendelser af velintegrerede, selvforsørgende social- og sundhedshjælpere ved at sætte dem på den såkaldte positivliste. FOA: “Endelig”
Foto: DCStudio on Freepik
Fremover skal det være lettere for social- og sundhedshjælpere at beholde deres opholdstilladelse, så Danmark fortsat kan få glæde af den arbejdskraft, de leverer.

Regeringen vil således sætte sosu’erne på den såkaldte positivliste – en liste, der gælder faggrupper, der er mangel på i samfundet. Dermed kan det være slut med det, som er blevet kaldt 'skøre' hjemsendelser af sosu'er.

”Social- og sundhedshjælpere er en uundværlig del af vores velfærdssamfund og ikke mindst i vores ældrepleje,” siger indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V) til Avisen Danmark op til forhandlinger om blandt andet positivlisten gik i gang fredag.    

Den melding glæder fagforbundet FOA:

vi tørster efter deres arbejdskraft

”Jeg er virkelig glad for den beslutning. Vi har i årevis peget på det absurde i, at velintegrerede, dygtige social- og sundhedshjælpere kunne miste deres opholdstilladelse og blive sendt ud af Danmark, selv om vi tørster efter deres arbejdskraft,” siger fagpolitisk ordfører i FOA, Helena Mikkelsen.

Fagbladet FOA har fremlagt flere eksempler på, at dansktalende og erfarne social- og sundhedshjælpere har måttet forlade Danmark, fordi de eksempelvis er blevet skilt fra deres mænd og dermed mistede deres opholdsgrundlag.

”Vi taler om selvforsørgende mennesker, som har været i årevis i faget. Som har taget uddannelsen. Som kollegerne er glade for. Og som har en relation til de ældre, syge og sårbare mennesker, de drager omsorg for,” siger Helena Mikkelsen og fortsætter:

Det har været både meningsløst og uordentligt

“Dem har vi hidtil ”sendt hjem”. Det har været både meningsløst og uordentligt over for de mennesker, som har integreret sig dybt i og bidraget til vores samfund. For deres hjem er her.”

Loft på 1.000 undrer

Regeringen vil sætte et loft på, så højst 1.000 social- og sundhedshjælpere kan få opholds- og arbejdstilladelse på baggrund af positivlisten. Det loft undrer Helena Mikkelsen sig over:

”Jeg undrer mig over, at det har taget så lang tid at indse, at social- og sundhedshjælperne skal på positivlisten. Men også, at der er sat et loft over antallet. Kan vi få 1.200 via denne ordning, er det jo bedre end 1.000. Der er lange udsigter til, at vi ikke længere mangler faglært arbejdskraft på velfærdsområdet, så også en lille undring over, det er midlertidigt, at social- og sundhedshjælpere skal være på positivlisten.”

Hvor stort et antal social- og sundhedshjælpere, som vil kunne benytte sig af, at de nu kommer på positivlisten, findes der ikke tal på.

”Det afgørende er, at der bliver sat en stopper for de meningsløse hjemsendelser. For hver en sag har været så barsk. Og så bliver det spændende at følge, hvor mange, der kan få glæde af ordningen. For vi har brug for alle kræfter på området,” understreger Helena Mikkelsen.

Ifølge regeringens fremskrivninger vil der i 2035 mangle cirka 15.000 social- og sundhedshjælpere og social- og sundhedsassistenter sammenlignet med 2021. Og manglen på arbejdskraft forventes at vokse sig endnu større i fremtiden, i takt med at en større andel af den danske befolkning bliver ældre.

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Endelig. Og helt generelt, kære politikere: det MÅ da for fanden også være muligt at finde måder at beholde dem, som både kan og vil bidrage positivt til vores samfund, uden at vi samtidig åbner en ladeport for alverdens religiøse galninge, hadprædikanter og middelaldertosser.
Og står der forhindringer i vejen for at gøre det åbenlyst rigtige, så få dem væk.

Der er fortsat stort behov for arbedskraft i Danmark. Og det er både galimatias og ikke mindst uanstængt, at sende velintegrerede mennesker ud af landet efter disse har boet i Danmark i årevis. Det kan vi ikke være bekendt over for disse mennesker.

Og nu, hvor vi er i gang. På det seneste har der været fremhævet flere tilfælde af mennesker, som har haft dansk statsborgerskab lige fra de blev født og nu, hvor de er rundet både 18 år og langt mere med et får frataget deres danske statsborgerskab uden varsel grundet de har fået det tildelt ved en administrativ fejl - Mennesker, som har levet hele deres liv i Danmark som danske statsborgere skal ikke med et pludselig miste deres statsborgerskab og unge, som har levet i årevis i Danmark skal automatisk tildeles dansk statsborgerskab den dag de fylder 18 år medmindre de ikke ønsker det.

Se så at få rettet op på de fejltagelser.

Vores fremtid er overladt til de rigtig kloge, som i forvejen har sat verden i brand på alle måder.

Det bliver da rigtig spændende.

I samme åndedrag er det relevant at spørge hvornår det modsatte af >Slut med 'skøre' hjemsendelser< bliver til virkelighed:

udvisnig/hjemsendelse af f.eks. familien Levakovic
eller
nej til at modtage en 'flygtning' med tre koner og 16 børn

https://ekstrabladet.dk/nationen/flygtning-har-tre-koner-og-16-boern-nu-...
.